Årene

Annie Ernaux har formået at revolutionere den biografiske genre med sin upersonlige selvbiografi 'Årene' og på samme tid give os et levende, kollektivt, privat og tidløst billede af et Frankrig i efterkrigstiden og op til vores nutid. 

I 2022 modtog Annie Ernaux nobelprisen i litteratur, hvor særligt den anmelderroste erindringsbog 'Årene' blev fremhævet. Det er et værk, der spænder vidt og et værk, der er svært at definere, fordi det er friskt, anderledes, nytænkende. 

Personligt ville jeg betegne 'Årene' som en selvbiografi, men jeg vil dermed også på det allerstrengeste understrege, at det ikke bare er endnu en selvbiografi. 'Årene' er en ”kollektiv selvbiografi”, som det så flot er blevet beskrevet, og det er med ekstra tryk på kollektiv. For selvom Annie Ernaux skriver om sin opvækst på landet, sit parforhold og sine elskere, hendes politiske tanker og følelser omkring forskellige begivenheder, så er det altså på en måde, så den almene person kan spejle sig i linjerne. 
Hun formidler fra et kollektivt standpunkt, der gør det muligt for os at se Frankrig og dets historie fra et broderligt perspektiv, der gør os modtagelige over for Ernaux’ ord. 

'Årene' tager os på en rejse gennem forfatterens liv og gennem et Frankrig efter 2. verdenskrig helt op til i dag. Ernaux fortæller om sit liv som landsbypige, hun fortæller os om omstændighederne efter krigen og den mentalitet, der herskede ”ude på landet”. En mentalitet hun helst ville være foruden, men en mentalitet hun altid vil have med sig i bagagen:

”man skulle ikke forlange det umulige, men sætte tæring efter næring, være glad for det man har 
benævnte frygten for at rejse væk og for det ukendte, for når man aldrig rejser hjemmefra, er enhver by verdens ende 
satte ord på stoltheden og sårbarheden, vi er ikke dummere end andre fordi vi er fra landet”

Vi hører om hendes forsøg på at passe ind i en tid, hvor sex ikke er noget, man har før ægteskabet, og seksualitet er noget, man holder for sig selv. Vi hører også om den efterfølgende tid, hvor man langsomt begynder at gå en mere ucensureret og ukonventionel tid i møde, hvor ægteskabet ikke længere er lige så attraktivt, og man erhverver sig elskere og kærester fremfor mand og kone – en mere løsbunden tid. Det er også en reformerende og højpolitisk tid med de Gaulle som præsident, hvor man enten hader eller elsker Sartre og Beauvoir, med maj ‘68 og frygt for atomkrig og en tid præget af teknologisk udvikling, hvor ”de gamle” måtte give op, fordi de ikke længere kunne følge med.

'Årene' er en smuk og intim fortælling fortalt i en nærmest flydende poetisk prosa, som beretter om et liv, der kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vi er endt, hvor vi er, og hvordan en mere og mere fremskreden globalisering har formet os som individer og vores fællesskaber. 
Annie Ernaux har opnået en historisk bedrift med sin evne til at beskrive en opvækst i Frankrig på en privat og intim manér samtidigt med at skrive om en fælles historie, som står skrevet på ”alles sprog”: nemlig erindringens sprog.