Interview med Jens Christian Grøndahl om 'Fire dage i marts'.
'Fire dage i marts' er Jens Christian Grøndahls roman om fire dage i Ingrid Dreyers liv. Hun er 46 år og forskellige omstændigheder får hende til at vurdere sit eget, sin mors og mormors liv. Hvordan kan det være, at hun træffer de samme valg, som hendes mor og mormor traf når hun havde besluttet ikke at gøre det? Hvorfor genlever hun sin mors og mormors liv når hun var så bevidst om de svigt, som deres valg medførte? Jens Christian Grøndahl uddyber i dette interview, hvad der ligger bag.
Historien gentager sig selv, hvorfor?
Det spørger Ingrid også sig selv om adskillige gange undervejs gennem fortællingen, og der er ikke noget entydigt svar. Hun er jo bevidst om gentagelsesmønsteret, når hun betragter sin mors og sin mormors liv, og hun har været fast besluttet på ikke at gøre som dem. En af grundene til, at historien gentager sig, er måske den enkle, at det er nærliggende at efterligne sin mor og far, når man selv får børn, uden at man tænker nærmere over det. En anden grund er nok, at dilemmaet mellem personlig frihed og ansvaret for de bånd, vi knytter til andre, er en af de konflikter, der aldrig vil kunne løses én gang for alle.
Traf Ingrid de rigtige valg? Fortryder hun?
Jeg tror, hun ville have følt grund til at fortryde, uanset hvordan hun havde valgt, for sådan går det med de rigtig store spørgsmål. Uanset hvad Ingrid havde gjort, ville hun have betalt en pris for det. Når man efterfølgende spørger sig selv, om man har valgt rigtigt, er det, som om man tror, at der findes valg uden omkostninger. Og det gør der jo ikke. Måske er Ingrid ved at opdage, at visse valg bliver rigtige med tiden, simpelthen fordi man traf dem og stod inde for dem - med alle de konsekvenser og afsavn, der fulgte med. Men selvfølgelig er der ting, hun må fortryde, især i forholdet til sin søn. Ingrid er meget vred på Ada, men er Ada anderledes end Berthe og Ingrid selv?
Ja og nej. Ada er den mest hårdkogte af de tre, såvel i sin egoisme som i sit mod til at vælge sig selv og blæse på omgivelsernes fordømmelse. Men hun har i det mindste ikke ondt af sig selv ligesom Berthe. Sammenlignet med Ada er Berthe i sin egen selvbevidsthed stadig offeret, den forsmåede, mens Ingrid forsøger at vriste sig fri af både rollen som offer og rollen som egoist. Når Ingrid er vred, er det, fordi Adas oprindelige selvoptagethed har været det, der satte hele kæden af gentagelser i gang, men samtidig udviser Ingrid stor indlevelse i Ada som ung kvinde: ensomhedsfølelsen, oplevelsen af ikke at leve sit eget liv fuldt og helt.
Hvorfor lyver Ada?
Som så mange andre fordrejer Ada historien, når hun genfortæller den, alt efter behov. I én version er Berthes "papfar" Per en dæmon, i en anden version er han en engel, selv om den virkelige Per nok ikke var nogen af delene. Man kan sige, at Ada misbruger historien om Per, idet hun værner om sin selvforståelse og forsøger at manipulere Berthe og Ingrid til at acceptere det billede af sig selv, som hun præsenterer dem for.
Det er romanens mænd, der tager ansvar for børnene, hvorfor?
Nogle af mændene tager et ansvar for børnene, andre gør det bestemt ikke. Per gjorde det, dengang Ada (og Berthes far) lod Berthe sejle sin egen sø. Jonas' farfar tager også et ansvar, da Ingrid bryder ud af ægteskabet, og siden hen, da hendes karriere tager fart, og Jonas' far flytter til Stockholm. Nu er der vel egentlig ikke noget mærkeligt ved, at en mand opfører sig ansvarligt i forhold til et barn, heller ikke et barn, der ikke er hans eget. Hvis det virker påfaldende, er det nok, fordi kvinderne i romanen på afgørende tidspunkter svigter et ansvar, som vi trods al ligestilling stadig opfatter som mere kvindeligt end mandligt, nemlig omsorgen for børnene. Jeg siger ikke, at det bør være sådan, jeg konstaterer bare, at sådan er det stadig. Men i de situationer i romanen, hvor mænd tager sig af børn, er det vel ganske enkelt, fordi nogen er nødt til at gøre det.
Foto: Lærke Posselt, 2018
Kommentarer