Dette er historien om trettenårige Allan og kaninfarmen. En beretning om barndommens genvordigheder, venskaber og bekymringer. Om kaniner, værdien af Pernillechokolade og Frodes storesøsters dusk mellem benene. Om hvorfor Allans søster Sanne må bo hos en plejefamilie i Ribe? Og hvorfor naboerne ikke mere kommer på besøg?
I 'Den sønderjyske farm' kredser Jepsen om emnerne: Det lille sønderjyske lokalsamfund, forholdet mellem far og søn, depression og svigt. Men det er også en fortælling om dengang landsbyen ved Gramby Bakke mødte resten af verden, om begyndelsen på enden for de små erhvervsdrivende i udkants Danmark og om hvordan vi bliver til dem, vi er.
Sommeren 1968 opleves igennem Allans øjne og især forholdet til faderen får afgørende betydning for ham. I 1960'ernes Sønderjylland har forestillingen om den gode far, formentligt været præget af langt mere traditionelle maskuline idealer end i dag. 'En rigtig mand' skulle være autoritær og behersket. Dertil kommer den selvfølgelige opfattelse, at en fader bør være familiens forsørgende enhed. Allans far har ingen af disse karaktertræk og da Allan opdager, at faderen ikke længere forsørger familien, falder den sidste rest af tillid og respekt. Forholdet imellem far og søn bliver således skildret som en kejtet affære, idet faderen ikke formår at imødekomme Allans behov for et maskulint forbillede. Mindet om den grædende far i fosterstilling på sofaen, bliver altafgørende for Allan.
Synsvinkler – fra barn til voksen
Bogen benytter sig af to stemmer, der, uafhængigt af hinanden, skaber rammen for tidsforløbet. Først og fremmest følger vi Allan i sommeren 1968, hvor der igennem en alvidende fortæller skildres en periode på et par måneder. Her kommer vi i øjenhøjde med drengen Allan, og gennem barnets synsvinkel bliver værket letlæseligt - og forståeligt. Det betyder også, at hændelsesforløbet blot beskrives, mere end det egentlig tolkes. Jepsen går ikke ind i afgørende analyser af sin barndom, men bliver i barnets nøgternt-observerende rolle. Igennem Allan bliver livets allermest tragiske aspekter forenklet og reduceret til ren iagttagelse, og læseren ved knapt, om hun skal grine eller græde.
Denne stemme, som dels tager os med tilbage i tiden og dels ned i børnehøjde, fusionerer siden direkte med Allans og danner romanens andet spor, hvori vi møder den voksne Allan, der selv er blevet far og bor i København.
Allans voksne jeg er altså drivkraften bag fortællingen, der rækker langt ud over Allans sommerferie og ind Jepsens aktuelle virkelighed. Romanen trækker derfor markante selvbiografiske spor igennem en fortælling, hvor Jepsen forholder sig til den nære upyntede virkelighed. Miljøet, som det beskrives, er derfor meget autentisk og læseren foranlediges til at tro, at dette er den skinbarlige virkelighed.
Selvom romanen således står på et særdeles virkelighedsnært fundament, farves fortællingen af Jepsens frie fabulerende stil. Historierne om Frode (...og alle de andre rødder) bliver til eventyrlige anekdoter og læseren bør have for øje, at Jepsen minder os om, at én fjer let bliver til mange høns – især over tid.
”Jeg havde en farm i Sønderjylland”
Den flydende grænse imellem virkelighed og fantasi skaber et fantastisk spil, der også understreges af referencen til Karen Blixens 'Den afrikanske farm'.
Alene titlen skærper henvisningen til Blixens fantastiske univers, hvor myte og virkelighed altid er tæt forbundne. Sammenligning mellem Blixen og hendes afrikanske kaffefarm ved foden af bjerget Ngong og den lille kaninavler ved Gramby Bakke er måske komisk, men for Allan bliver det en dybere oplevelse af samhørighed og voksende selvværd.
Livet på farmen former sig undertiden uheldigt, og Allan må påtage sig mere og mere ansvar. Det samme gælder i forholdet til familien, især faderen, som Allan også må tage vare på. Hændelsesforløbet på kaninfarmen spejler omstændighederne i familien og i begge forhold skal der en krise til, før fortællingen når et vendepunkt.
Sammenhængen mellem kaninerne og familieforholdet illustrerer hvordan Jepsen lader den marginale fortælling pege på en større mening. De mindre-iøjnefaldende historier illustrerer altså de større. Kaninerne bliver et billede på familieforholdet, familien bliver et billede på byen, og byen bliver et billede på Danmark i tiden.
Det er også tilfældet med Frode og fisken ingen kunne fange. Frodes fascination af folkemyten om fisken Bessefar, er måske en henvisning til Frodes egen position i fortællingen. Frode og Allans evige diskussion om fiskens egentlige eksistens, peger igen på forholdet imellem fantasi, virkelighed og hukommelse. Da de to gamle kammerater mange år senere mødes som voksne mænd, fortsætter diskussionen. Denne gang ikke med Bessefar i centrum, men selveste virkeligheden. Frode udtrykker sin utilfredshed overfor den måde, hvorpå Allan i sine bøger beskriver barndommen. Jepsen problematiserer her ikke kun relationen mellem værkets sande og fiktive dele, men også at virkeligheden, som den huskes og genfortælles, afhænger af øjnene der ser.
Vores sociale og kulturelle baggrund gør os til dem vi er
Jepsens tidligere værker ('Kunsten at græde i kor', 'Frygtelig lykkelig', 'Med venlig deltagelse' og 'Alting begynder i Gram'), beskæftiger sig ligesom denne roman med barndommens problematiske forhold. Når Jepsen på denne måde gentagne gange vender tilbage til samme scene, er det netop fordi virkeligheden kan skildres på mange måder. Desuden er de velkendte hovedpersoner under konstant udvikling og i 'Den sønderjyske farm' er Allan blevet ældre, mere viljefast og selvstændig end tidligere.
Når Jepsen på denne måde rejser via litteraturen, tilbage til sit barndoms-univers, er det fordi, at her findes fortællingen om "hvordan jeg blev til den jeg er". Det bliver en måde at se på sig selv og hændelsesforløbet udefra og måske derigennem finde en form for accept eller forståelse. Jepsen konfronterer altså igen barndommens konfliktstof. Men kan man skrive sig ud af et traume? Og er man således ikke i fare for at skrive sig ind i det?
Måske. Men Jepsen dvæler ikke ved det sørgmodige og urovækkende, der ellers er rigeligt tilstede. Snarere behandler han materialet med så megen humor, at det virker forløsende. Igennem det tragikomiske møder Jepsen sin fortid og måske derfor udholder både han og læseren den smertelige historie. 'Den Sønderjyske farm' er ikke tynget af samme mismodige stemning, som i de tidligere romaner, og det gør også læseoplevelsen lettere.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer