Den sønderjyske farm af Erling Jepsen

I sin nye roman tager Erling Jepsen igen en svingom med lokalsamfundet i Gram i Sønderjylland. Desværre mangler historien bid og nerve til at drive handlingen frem mod et klimaks.

Erling Jepsen havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke, ligesom Karen Blixen havde sin ved foden af Ngong Hills i Afrika. Sådan indleder Erling Jepsen sin nye roman – måske for at drage nogle paralleller mellem de to skildringer? Der er da også én kvindelig neger i Gram. Uanset hvad hensigten er, så vender Erling Jepsen igen snuden hjemad til fødeegnen i Sønderjylland i sin tredje roman om Allan og Gram. Vi er i 1960’erne, og romanen indplacerer sig handlingsmæssigt kort tid efter ’Kunsten at græde i kor’ og længe før ’Med venlig deltagelse’.

Allan (Erling Jepsens alter ego) er omkring 12-13 år. Søsteren Sanne bor hos plejeforældre i København, da faren har ligget med hende på sofaen. Så nu er det kun Erling, hans manipulerende barnagtige far og den udglattende mor til at agere lettere dysfunktionel familie. Og en hulens masse kaniner, for Allans farm er en kaninfarm med opdræt til slagtning.

Det er et stort ansvar for et barn at have en kaninfarm, og Allan må indimellem betale dyrt for sine fejltagelser. Først er det en enmandsvirksomhed, men snart vokser foretagendet sig større, og han må ansætte Mette og Frode til at hjælpe med fodringen. Betalingen er slik fra forældrenes ismejeri.

Erling Jepsens nye roman er en historie fra de gode gamle dage, hvor børn passede sig selv, og de voksne ikke bekymrede sig så meget. Om drengestreger og børn, der rendte rundt med haglbøsser over armen uden at de voksne løftede et øjenbryn. Om børn, der kastede dynamit i søen for at fange den store fisk, der havde boet der i tusind år. Dengang hvor børn til tider kom galt af sted og alligevel overlevede.

Allan befinder sig nederst i hakkeordenen på grund af det, der er sket mellem faren og Sanne. Han er upopulær, og når man har en far, der tilmed er noget af en kujon, lærer man ikke at stole på sit fædrene ophav og selv tage kampene. Alligevel synes der at være en forsoning under opsejling både mellem Allan og hans far og også i forhold til det øvrige lokalsamfund. På trods af en ofte barsk og usentimental kultur med egne spilleregler, så er der også et sammenhold, når tingene spidser til og de nye Gram-borgere gør sig lidt for uheldigt bemærket. Så kan de gamle Gram-borgere godt stå sammen og Allans far stå op for sin søns rettigheder.

Historien fortælles først og fremmest af Allan, men indimellem blander Erling Jepsen sig for at forklare os læsere et par ting om den lokale jargon og samfundsordenen eller for at drage paralleller til nutiden i København, hvor han i dag bor.

Isoleret set er romanen et interessant og originalt portræt af den sønderjyske mentalitet. Jepsen har en god indlevelsesevne i barnets univers, og mangen en læser vil under læsningen sikkert henfalde i nostalgiske erindringer til dengang, de selv var børn. Jepsen har i de to tidligere ”Gram-bøger” vist, at han ikke er bange for at kradse lidt i lakken og gå i clinch med tabuerne. Derfor er forventningen også, at han leverer varen, når han går i bokseringen med Gram endnu en gang. Desværre synes jeg, at historien mangler noget bid og overraskelse, en underliggende spænding og nerve til at drive handlingen frem mod et klimaks.
Der er bare ikke nok på spil for Allan og Erling Jepsen version tre.