Med venlig deltagelse

Et overflødighedshorn af underfundighed. Familien fra "Kunsten at græde i kor" vender tilbage, nu med voksne børn.

Det er en fornøjelse igen at tage med Erling Jepsen til Sønderjylland. Som vanligt ved man ikke helt, om man skal grine eller græde. Da historien begynder, har Allan ikke været hjemme hos sine forældre i 9 år. Faderen er sur over, at Allan har udleveret familien i sine bøger og skuespil.

Så dør faderen, den gamle mælkemand, der i "Kunsten at græde i kor" var kendt for sine tårefremkaldende begravelsestaler. Men som desværre også blev kendt for at have "sovet" på sofaen med sin datter Sanne, når konen havde låst døren til soveværelset.

Allan prøver først at være ligeglad med faderens død, men det fungerer ikke rigtigt. For at gøre noget sender han en bårebuket til begravelsen. Moderen bliver meget rørt over gestussen, så hun ringer til den fortabte søn og inviterer ham hjem igen sammen med søsteren Sanne. Så de tager begge hjem til Sønderjylland. Hun med tasken fuld af psykofarmaka. Han med et stort ønske om at sikre sig, at faderen virkelig er død.

Tilbage i barndomshjemmet begynder tvivlen dog at nage Allan. Mon ikke faderen alligevel holdt af sin søn. Og døde han en naturlig død?

Allan kaster sig ud i et stort opklaringsarbejde. Det afstedkommer den ene absurde scene efter den anden. Det bliver hurtigt svært at overskue, hvilke poser der er rent mel i – hvis nogen, og Allan begynder efterhånden at betvivle selv sin egen uskyld.

Historien fortælles skiftevis fra Allans og moderens synsvinkel, hvilket hjælper med til at understrege pointen, at verdens sande tilstand i høj grad afhænger af øjnene, der ser. Og at ligegyldigt hvor meget man løber og slår sig i tøjret, så er man uløseligt forbundet med sit ophav.

Bogen er meget morsom på den lidt triste måde, for egentlig er det jo ganske sørgeligt det hele. Men Jepsen forstår at dreje det hele et par omgange, så det bliver en fornøjelse at være sammen med disse mennesker, som man på samme tid ikke kan holde ud.

Det plager mig dog (underholder, men plager) at de er så dumme. Især moderen, selvom de andre nu er meget godt med. Men sådan er det måske i Sønderjylland…

Borgen, 2006. 220 sider. Kr. 229,95