Da duerne forsvandt

Tredje del af Sofi Oksanens tetralogi om Estlands historie skuffer ved at være alt for meget historiebog og alt for lidt roman.

Finsk-estiske Sofi Oksanen stødte under sin research til ’Renselse’, hendes prisbelønnede mesterværk, på Edgar Meos. Han levede under skiftende identiteter og arbejdede som spion og kollaboratør under både den tyske og den sovjetiske besættelse af Estland. ’Da duerne forsvandt’ er inspireret af hans dobbeltrolle, og af forlagsmaterialet fremgår det, at forfatteren dels ønsker at give stemme til esternes turbulente historie, dels vil sætte ansigter på tiden mellem 1940’erne og 1960’erne.

Romanen har tre hovedpersoner, der hver især fortæller deres og landets historie. Edgar, et samvittighedsløst menneske, der til alle tider befinder sig på magthavernes side, er gift med Juudit – et ægteskab så ulykkeligt og kuldslået at jeg ikke mindes at have læst om noget så koldt og forkert. Roland, den tredje hovedperson, Edgars fætter og del af den estiske modstandsbevægelse, der gennem alle årtier kæmper for et frit Estland, er den diametrale modsætning til de to førstnævnte. Alle tre er sat i en umenneskelig politisk situation, men hvor Edgar og Juudit træffer egoistiske og desperate valg, træffer Roland de sympatiske.

Edgars nærmest kamæleonagtige – og i nutidssprog ’omstillingsparate’ - evne til at forvalte sit liv på er skræmmende, uhyggelig og afskyvækkende. Juudit, der i en periode i 1940’erne lever sammen med en tysk officer, er ikke så usympatisk som Edgar, og hun lider også af samvittighedskvaler. Som læser ved vi, at Edgar og Juudit aldrig har ”realiseret det almene”, sikkert på grund af Edgars undertrykte homoseksualitet, og det er klart en af grundene til, at hun er så nem at tilgive. Men naturligvis også fordi Edgar skildres som et gennemført dumt svin.

’Da duerne forsvandt’ er Oksanens tredje roman om Estlands turbulente historie, og jeg tror, at denne udlægning ligger meget tæt op ad sandheden. Men det er måske også her, jeg føler, at kæden springer af. Romanen består af en meget tekstnær og nøjagtig research, og det er, som om at alt har skullet med. Intet er udeladt, og det gør romanen svær at læse. Det bliver meget historiebog og ikke så meget roman.

Identiteter, tider og synsvinkler skifter hele tiden. Edgars dobbeltspil gør ikke forvirringen mindre. Hvem er det nu, jeg læser om, er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv. Jeg mister overblikket og derfor også lysten til at læse videre. Historien i sig selv er ikke særlig kompliceret, men det ødelægger min koncentration, at jeg ofte skal bladre om bag i bogen for at læse, hvad alle mulige forkortelser og ord betyder.

Jeg må desværre sige, at ’Da duerne forsvandt’ slet ikke lever op til mine forventninger. Den megen grundighed og kildenære skrivestil er til sidst meget anstrengende. Hvor jeg var vild med ’Renselse’, er jeg smålunken i forhold til denne roman.