Drømmebroer

I 'Drømmebroer' tager Henrik Nordbrandt os via drømme med tilbage til barndommens land, mens kærligheden og døden lurer i nutiden.

Henrik Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen ”Digte” og har igennem de sidste næsten 40 år udgivet et utal af digtsamlinger, der med rette har givet ham status som én af vore største nulevende digtere. Og digtene i ”Drømmebroer” er da heller intet mindre end suveræne!

At Nordbrandt har opnået den status, og at hans digte gør et uudsletteligt indtryk, skyldes hverken, at de er meget svære eller pompøse eller helt, helt utilnærmelige, tværtimod. 
Nordbrandt gør nærmest en dyd ud af det enkle.

For eksempel er hans digte klinisk rensede for overflødige ord. Og hvis vores relativt fattige sprog ikke rummer de ord, han skal bruge, ja, så laver han dem selv. Bogens titel ”Drømmebroer” for eksempel, eller ordet ”ugerne”, som er det modsatte af ”gerne” som i linjerne: ”At jeg havde været her mange gange før og skulle komme / igen / og uanset hvor, uønsket, ugerne og på præcis samme sted.”.

I det hele taget lader Nordbrandt sig ikke begrænse, hverken af sproget eller af snævre klassiske konventioner for, hvordan et digt skal opbygges eller af den gængse opfattelse af en knivskarp opdeling af drøm og virkelighed.

Og blandt andet derfor er hans digte så fantastiske. De er ufatteligt præcist sansede og skildrede og rummer dertil en dobbeltbundethed, der også er helt unik for Nordbrandt.

Hans digte er på én og samme gang både utroligt simple og dybt komplekse, de er vildt humoristiske og samtidig umådeligt melankolske. Nordbrandt tager i ”Drømmebroer” livtag med drømmene, kærligheden og døden og gør det så legende let og elegant, som kun han kan.

Selv digtfobikere bør give ham en chance!