Kveldsvævd

Jon Fosses prisbelønnede trilogi fuldendes og fuldformes fornemt med den lille, litterære perle ’Kveldsvævd’, hvori vi får enden på historien om Asle og Alida.

Sidste del af Jon Fosses prisbelønnede triologi lader ikke noget tilbage at ønske. I lighed med de to første bøger, ’Andvake’ og ’Olavs drømme’, er ’Kveldsvævd’ en lille, kompakt perle, der i al sin simpelhed cementerer sin litterære værdi.

Det er stadig det unge og hårdt prøvede par Asle og Alida, der driver værket frem. Her i ’Kveldsvævd’ er de begge døde, den ene flere år før den anden, og det er Alidas datter Ales (bemærk ligheden med Asles navn), der fortæller historien om sin mor og dennes store kærlighed.

Selv er Ales blevet en gammel kone, og hun sidder alene i sit hus, hvor hun pludselig ser moren stå for sig. Det siges om Alida, at hun gik i havet – altså tog sig selv af dage – men som med så meget andet ved gamle Ales godt, at meget af det, folk siger, skal tages med et gran salt. Men omvendt går der jo ikke røg af en brand, osv. På det punkt ved Ales ikke mere end læseren gør – og omvendt.

I ’Kveldsvævd’ får læseren at vide, hvordan det gik, efter at Asle (som valgte at skifte navn til Olav) i ’Olavs drømme’ valgte at gå ind til byen Bjørgvin for at købe en ring til Alida. En ring blev det dog aldrig til, men der imod købte han det smukkeste armbånd, noget levende menneske kunne forestille sig. Han fik aldrig mulighed for at give det til sin elskede, men skæbnen vil, at Alida af sig selv finder armbåndet på gaden i Bjørgvin. Her er hun nemlig gået ind med sin spæde søn på armen for at lede efter Asle. Ham finder hun ikke, men til gengæld møder hun sin redningsmand i form af Åsleik, som tager hende og drengen med tilbage til Dølgen – stedet, hvor det hele begyndte i ’Andvake’.

Det er stadig med en klump i halsen, at man læser om Asle og Alida og deres kærlighed, som rakte langt ud over døden. Men på sin lavmælte, rolige og repetitive facon, får Fosse det hele til at give mening – også på et højere plan. Skæbnen (for tilfældet er det i hvert fald ikke) mager det således, at livshistorierne kører i ring, eller måske nærmere binder sløjfe på sig selv, og dermed lever de døde videre i de levende. Trilogien, samlet set, bliver en cyklus af skæbne og liv. Ulykkeligt til tider, ja, men også enormt smukt, som fx når Alida spørger sin elskede Asle til råds, selvom han befinder sig i det hinsides.

Det var ikke uden grund, at Jon Fosse i 2015 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. Det er uafrystelig læsning, der går meget målrettet efter éns hjerte.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.