Skygge-Baldur

En smuk og ejendommelig fortælling om den onde præst Baldur, humanisten Fridrik og den retarderede Abba - om kærlighed, medmenneskelighed og hævn

”Gråbrune fjeldræve ligner sten så utroligt at det næsten er løgn ...” skriver Sjón alias Sigurjón Birgir Sigurðsson  i første sætning af denne stærke og finurlige, naturlyriske fabel/”folkeeventyr”, som netop har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kr.

Og den har da også på sine 116 sider meget at byde på: meget Island med sine referencer til islandske folkesagn og fortællekunst, flot og dramatisk islandsk natur og så de universelle værdier, der bærer videre: kærlighed, kampen mellem det onde og det gode, mellem dyr og menneske på liv og død.

I to parallelle handlinger får vi først fortællingen om den onde, præsten Baldur Skyggeson, der er på rævejagt i snestorm, bliver begravet under snemasserne og derefter forvandlet til en ræv, han bliver til en såkaldt skygge-Baldur, som iflg. en note er: ”et vildt bæst i islandske sagn ...; en blakket ”skyggefuld” person (mandlig), en misdæder”.

Den anden historie handler om den gode, humanisten, botanikeren og bohemen Fridrik B. Fridjonsson; han har studeret i København – uden at ta’ skade af det!! og da han vender hjem, gør han den velgerning at ta’ den stakkels misbrugte kvinde Abba (hun lider af Downs syndrom) til sig; giver hende et kristent navn og behandler hende humant og menneskeligt.

Det viser sig, at pastor Baldur har haft del i hendes triste skæbne – hvordan ville være synd at røbe, men Fridrik og naturen ta’r en grumme hævn – og sådan går det såmænd også til i et rigtigt folkeeventyr; her får de onde også deres velfortjente straf!

Nordisk humanistisk tradition og nogle fællesnordiske kulturrammer er der at finde hos Sjón, men samtidig – og her ligger måske den største fascination for læserne – noget meget islandsk, meget lokalt, som fængsler med sin enkle, sproglige skønhed, sin symbolske poesi, sin overgiven sig til naturkræfternes sælsomme vælde og sin accept af, at tingene ikke altid er, hvad de ser ud til – man kan kalde det surrealisme, magisk realisme!

Og som i folkeeventyret er sproget helt enkelt, knapt, og handlingen minimalistisk. Et bevis på, at det kan lade sig gøre at skrive smukke, grumme sandheder om sit land, kort og godt, og ovenikøbet blive belønnet for det.

Hermed varmt anbefalet!

Oversat fra islandsk af Kim Lembek efter ’Skugga-Baldur’. Athene, 2005. 116 sider