Sofi Oksanen serverer et stykke af Europas dystre historie igennem tragiske skæbner og et ”ind til benet”, konstaterende sprog.
Sofi Oksanen brød muren til den internationale litterære verden med Renselse (2008), som foruden at være definerende for hendes internationale gennembrud også er tematisk definerende for hendes forfatterskab. ’Renselse’ er fortællingen om to kvinder fra hver sin generation under og efter sovjetisk regime, hvor overlevelse er en daglig kamp. Vi følger Aliide under 2. verdenskrig, hun skjuler manden Hans og bliver udsat for tortur og Zara, der kort efter Sovjetunionens fald befinder sig på Aliides dørtrin på flugt fra humantrafficking. Langsomt lærer vi, at de to kvinder har mere tilfælles end først antaget, og at de på hver sin måde har været underlagt et system, som har frataget dem friheden. Kvindernes liv bliver historien om et undertrykt Østeuropa, hvis splittelse efterlod sine spor i generationer.
Oksanen arbejder i Da duerne forsvandt (2012) igen med Estlands historie, denne gang med udgangspunkt i den virkelige person Edgar Meos. Edgar skifter troskab og identitet, som vinden blæser, alt imens han kæmper med sin snigende homoseksualitet, der skaber gnidninger mellem ham og konen Juudit. Selvom Edgar portrætteres svag og usympatisk, bliver han personificeringen af et Estland, som kæmper for at finde sin identitet, efter adskillige undertrykkende ideologier har efterladt landet historieløst. Og det er denne historie, Sofi Oksanen vil skrive igennem sit forfatterskab. Oksanen har udtalt, at hendes værker er postkoloniale, fordi Estland, selvom landet aldrig har været koloniseret, har været undertrykt ad flere omgange af udefrakommende, som har frataget dem deres egen stemme eller muligheden for at skrive deres egen historie. En mulighed som litteraturen giver Oksanen.
Sofi Oksanen har en finsk far og en estisk mor, og hun har derfor levet med de konsekvenser, som et undertrykt regime har forårsaget på tværs af generationer og etniciteter. En kulturel arv, som hun behandler i sin debut Stalins køer (2003). Her følger vi Anna, en anoreksiramt ung kvinde, og hendes mors ungdom i 1970’ernes Finland, som hun er rejst til i forsøget på at fralægge sig sin estiske identitet til fordel for en finsk. En identitet, som hun også undertrykker for sin datter, og de ender i et kollektivt identitetskaos, hvor fortiden langsomt kommer til overfladen og fremtvinger en bearbejdelse. Anna bliver inkarnationen af en nedarvede tragedie, der på overfladen er forsvundet, men derimod er trængt ind i menneskenes kroppe og kommer til udtryk på andre måder.
Oksanen portrætter den tragiske skæbne og manifestationen af en nedarvet historie, som skildret i Oksanens roman Norma (2016). Normas mor Anita begår selvmord og efterlader Norma i vildrede. Norma befinder sig hurtigt i ledtog med den magtfulde Naaka-familie, hvor det bliver sværere og sværere at afgøre, hvem der er til at stole på, men det bliver vejen til at forstå, hvor hun kommer fra. I løbet af romanen åbnes der op for Normas familiehistorie, der blandt andet omfatter hårsaloner og babyfabrikker i udviklingslande, hvor kvinder udnyttes som rugemødre. Oksanen leverer en stærk kritik af den skønhedsperfektionistiske verden, vi lever i, hvor kvinder ligger hår, krop og køn til en branche, hvor mændene rager den økonomiske fortjeneste til sig.
Oksanen skriver samfundskritisk – om det er Estlands manglende historie eller kønnets og seksualitetens barske omstændigheder, som er særligt tilstedeværende i Baby Jane (2005).
Sofi Oksanen skriver om grusomheder, der kan være svære at begribe, og hun gør det så nøgternt og lavmælt, at det værst tænkelige står tilbage som en simpel konstatering. I 2010 vandt hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Renselse, endnu en skildring af et smerteligt stykke af den europæiske historie og samtidig en indsigtsfuld beretning om, hvad der sker med mennesker, der udsættes for det umenneskelige.
Foto: Toni Harkonen, 2019
Skribent: Emma Karlebjerg, studentermedhjælper
