Kunsten at græde i kor af Erling Jepsen

I den indremissionske, sønderjyske familie har de en usædvanlig form for lørdagshygge.

De synger slagere, tyske som danske, og de slutter af med sange, der er så sentimentale, at de alle græder. De kaster sig grædende om halsen på hinanden, og de har det dejligt!

Vi befinder os i 60'erne. Familiens yngste, en dreng på 11 år, er bogens fortæller. Han beretter om faderen, der er en fremragende taler, især ved begravelser. Ved sine ords magt kan han få selv granvoksne mænd til at bryde sammen over kisten.
Drengen er med til at forstærke virkningen; han kan et trick med at hælde hovedet til siden og lade være med at blinke rigtig længe, så en tåre triller ud ad øjenkrogen.

Faderen har et ismejeri, der ikke går for godt. Når han har været rigtig god ved en begravelse, stiger mængden af kunder for en tid, og derfor spekulerer drengen på, hvordan han kan skaffe nogle flere begravelser. Han diskuterer sin dødsliste med storesøsteren Sanne.

Sanne sover af og til på sofaen i stuen med faderen. Drengen aner ikke, hvad der foregår, han opfordrer bare Sanne til at lægge sig med faderen, når denne er sur, for drengen vil gøre alt for at formilde faderen. Han har nemlig "psykiske nerver" og truer med selvmord. Sanne bliver sær og sendes til lægen, der fylder hende med medicin, og det bliver så galt fat med hende, at hun indlægges på sindssygeanstalten Augustenborg.

Moderen er en afmægtig skikkelse, der vender ryggen til begivenhederne. Tilbage står drengen, som føler sig som den, der bør få orden på tingene i familien.

Bogens genistreg er, at den er fortalt af drengen. I bund og grund er det en sørgelig og grotesk historie om en småborgerlig provinsfamilie, det kører helt skævt for, men den er fortalt med rendyrket galgenhumor. Man morer sig så meget over drengens spøjse logik, hans naivitet og hans ofte fejlagtige opfattelse af begivenhederne, at det næsten overskygger det faktum, at det er en forfærdelig barndom, han gennemlever.

Det er eminent godt gjort. Meget af stoffet er selvoplevet, men Erling Jepsen holder det ud i strakt arm og fortæller historien med lune og helt uden bitterhed eller had. Kunne du lide 'Angelas aske', vil du også synes om denne. De bruger den samme afvæbnende humor til at skildre en ussel barndom.