Pingprisen er en årlig tegneseriepris, etableret af tegneseriemagasinet Nummer 9 og Dansk Tegneserieråd, og hvert år uddeles 6 priser, samt en særlig ærespris.
I år foregår prisuddelingen d. 31. oktober og foreløbig er de nominerede i 5 ud af de 6 kategorier offentliggjort. Den sidste kategori er Årets Bladtegner, hvilket drejer sig om journalistisk tegning, så der må du holde øje med vores udvalg af aviser og ugeblade for at finde kunstnernes værker.
Nederst kan du finde de af skaberne, som du kan låne værker af på biblioteket, men først får du et overblik over kategorierne og de nominerede:
I kategorien ”Bedste danske nettegneserie” findes bl.a. Theis Christiansens 'Esben er bitter', hvis samlebind nr. 3 kom på gaden sidste år, og instagram-striber af Line Kjeldsen Jensen, hvis tegneserie Hver dag starter det forfra satte hende på landkortet i 2017.
Begge disse kan lånes på biblioteket, mens de tre andre nominerede;StineStregen, Betsy and the Mutant Scouts og Hard to swallow må læses online.
I kategorien ”Bedste internationale tegneserie på dansk” kan du opleve historisk drama i 'Berlin' og 'Katanga', samtidsskildringer af meget forskellig art i Fucker hele tiden op og 'Sabrina' og en postapokalyptisk fortælling i Børnenes jord. Alle 5 findes på biblioteket.
Kategorien bedste børne/ungdomstegneserie omfatter 5 danske og udenlandske tegneserier, og både Midgårdsskrøner, Mira, Skamløs, Ivalu og bind 4 i serien Alene kan findes på biblioteket!
Pingprisen fejrer også danske tegneserie-debutanter, 4 af dem findes i bibliotekets samling.
Der er midtlivskrise-romanen Hasse får et liv, fremtidsfortællingen Reservat, Shingal om folkemordet på ezidierne i 2014 og, hvad forfatteren kalder en billedbog om angst; Det er okay at føle – angst. Den 5. nominerede er Repulsive Attraction.
En af de mest spændende kategorier er "Bedste danske tegneserie."
Af de 5 nominerede er Lars Kramhøfts Noget frygteligt er altid lige ved at ske, Karoline Stjernfelts 'Usete Steder', Rikke Villadsens 'Tatovøren og Klitoris' og Signe Parkinsons Grøde tilgængelige på biblioteket. Den sidste nominerede er Emil Friis Ernsts 'Dr. Murder and the Island of Death'
Plakaten til Pingprisen 2020 (billedet til denne artikel) er tegnet af Line Høj Høstrup, hvis graphic novel Det rette element vandt prisen for Bedste danske debut i 2019
Af: Jacob Skou Gaardsted Bæk, Aalborg Bibliotekerne
Kommentarer