Anmeldelse
Hver dag starter det forfra af Line Kjeldsen Jensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Med varme, humor og hjerterum tegner grafiker Line Kjeldsen Jensen hverdagen som travl småbørnsfamilie set fra mor-siden. Det er genkendeligt, hylemorsomt og meget befriende.
”Hver dag starter det forfra” – mange børnefamilier vil genkende denne tanke, når en ny dag truer med hverdagens trummerum. Op og få tøj på, morgenmad, tandbørstning, overtøj på og afsted i børnehave og vuggestue – og mor og far skal også lige være klar. Det samme hver eftermiddag, når man kommer hjem med trætte og sultne børn kl 16.20 og på 10 min. skal have fundet på en nogenlunde forsvarlig aftensmad… og måske også lige have luftet hunden!
Som småbørnsmor til en snart 2-årig, en 4-årig ( og en cockerspaniel!) vakte det derfor stor glæde og enorm megen latter, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Line Kjeldsen Jensens graphic novel ’Hver dag starter det forfra’. Forfatteren er grafisk designer og begyndte at tegne hverdagssituationer med sin skønne, ærlige og humoristiske streg, da hun under sin barsel med det tredje barn, en 2-årig og en teenager pludselig ikke kunne støtte på den ene fod. Samtidig var hun alene om alt, da hendes musikermand var på turné. Hun postede billederne på sin instagramprofil @linejensen_illu og fik snart mange trofaste følgere, der kunne genkende sig selv i de kaotiske hverdagscener.
For Lines tegninger er uhyggeligt genkendelige, måske ikke i en-til-en målestok, men de fortæller den samme historie; at livet i en helt almindelig børnefamilie faktisk kan være ret kaotisk. Og at ingen (i hvert fald meget få) mødre er perfekte og har det totale overskud døgnet rundt. I bogen skånes vi ikke for opvask, rod, snot, feber og skænderier om, hvem der har fået mindst søvn – men der er også masser af hygge, varme og hjerterum – og det er der, vi henter energien.
Jeg havde ikke hørt om Line Kjeldsen Jensen, før en kollega en dag fortalte om bogen, jeg fik hurtigt fat i den og var straks fan! Jeg læste den i et stræk en aften i sofaen, og tårerne trillede af latter. Så meget at jeg måtte vise min mand en del af de mange sjove tegninger og tekster, og selv han måtte trække på smilebåndet.
En varm anbefaling til alle mødre uanset alder – og fædrene må også gerne læse med!
Brugernes anmeldelser