Anmeldelse
Børnenes jord af Gianni Pacinotti
- Log ind for at skrive kommentarer
Samfundet er kollapset og dermed også vores menneskelighed i postapokalyptisk dystopi. Mesterlig graphic novel viser brutalitet, tomhed og forfald, men også svage håb.
Vi får ikke at vide, hvad der er gået forud for denne verdens kaos. Det eneste, vi finder ud af, er, at det ikke er mere end en generation siden, at en katastrofe indtraf, da de voksne kan huske den gamle verden.
Bogens hovedpersoner, de to brødre Lino og Santo, bor med deres dominerende og utilnærmelige far på en husbåd ude i en sø, omgivet af sump. Der er en særlig beklumret stemning på siderne trods lette streger og få elementer at forholde sig til. Rundt om båden ser man et landskab, der er helt ødelagt. De to brødre får dagene til at gå med at fiske og jage. En dag fanger de en stor hund, som de dræber og tager med hjem.
De nærmeste naboer er deres fjender, der er næsten ingen mad at finde, og søen er giftig og fuld af lig, Deres far er streng i sin opdragelse for at hærde drengene. Han fører dagbog for at holde fast i fortiden, men vil ikke lære sønnerne at læse. Da faren pludselig dør, rejser de to drenge ud for at finde nogle mennesker, der vil læse dagbogen for dem. De opdager snart, at verden er befolket af mennesker, der har mistet deres menneskelighed i den ødelagte verden. Og de er selv godt på vej.
De to drenge kender kun denne verdens hårdhed, men de voksne har minder om verden før med rent vand, ømhed og menneskelighed. Sproget i historien er nærmest ikkeeksisterende eller ødelagt som resten af verden. Der bruges hovedsageligt enstavelsesord og mærkelige hjemmelavede brokker.
Det er første gang Gipi er blevet oversat til dansk. De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem.
'Børnenes jord' viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. Fortællingen indeholder også glimtvise strejf af ømhed f.eks. imellem de to brødre, men også i farens kamp for at hærde sine sønner samt i omsorgen fra en kvinde, måske en mor, der aer en kind.
Brugernes anmeldelser