Bog

Det rette element

Af (
2019
)

Anmeldelse

Det rette element af Line Høj Høstrup

07 maj.19

En fin tegneseriedebut fuld af farver og dynamik om livets store spørgsmål.

I 'Det rette element' af Line Høj Høstrup møder vi Ellen. Hun er en ung kvinde, der netop har købt sit drømmehus. Det er temmelig forfaldent, men ambitionen er at sætte det i stand fra top til tå, og Ellen drømmer store drømme. Da Ellen begynder at blive lidt klodset, får hendes søster hende overtalt til at gå til lægen. Her får hun en barsk dom. Hun lider af ALS, og lægen giver hende to til fire år at leve i. Ellens verden synker i grus. Hvad nu med alle hendes drømme, om huset, om livet?

Jeg havde en kollega, der fik konstateret ALS. Hun var en stille, men sød kvinde og en dygtig bibliotekar. Hun havde ikke meget familie, og sin sidste tid levede hun på et plejehjem uden evnen til at tale, bevæge sig eller trække vejret selv. Til sidst døde hun. Det var første gang, jeg hørte om sygdommen amyotrofisk lateral sclerose (ALS), og hendes skæbne rørte mig dybt.

Det gør 'Det rette element' også. For hvad gør man egentlig, når man får diagnosticeret en terminal sygdom i en ung alder? Og endda en sygdom som langsomt berøver én evnen til alt, indtil man ligger lammet, ude af stand til at trække vejret selv. Line Høj Høstrup giver et indlevende bud med historien om Ellen.

I første omgang fornægter Ellen sin sygdom. Hun lever sig i stedet helt ind i sin drøm om at sætte huset i stand og fortæller ikke engang familien, at hun er syg. Men kan man leve et tilfredsstillende liv i en fantasiverden, eller hvad gør egentlig livet værd at leve?

På trods af det alvorlige emne er billedsiden i 'Det rette element' fuld af liv og farver. Farverne sætter stemningen og understøtter historien, som når Ellens søster i starten er meget skeptisk over, at Ellen vil sætte huset i stand selv. Her er søsteren farvet blå, mens Ellen og faren er tegnet almindelig. I en anden sekvens mindes Ellen barndommen, og her er farveskalaen rosa. Legen med farver er med til at give dybde og lade læseren udforske historiens lag.

Ligeledes er der masser af liv i tegningerne. Ellen er hele tiden i fuld gang i bogens begyndelse. Hun går, gestikulerer og er i konstant bevægelse. Også hendes drømme er fulde af liv. Med huset som baggrund fantaserer Ellen om, hvordan hendes liv vil udspille sig, og drømmene er fulde af planter og lykke.

Men mod slutningen bliver farveskalaen mindre eksperimenterende og billederne mere rolige. Alligevel er her stadigvæk noget at se og opleve, og på den måde viser Højstrup, hvordan Ellen stadig kan leve et godt liv, selvom det blev helt anderledes end forventet.

'Det rette element' bygger på Line Høj Høstrups afgangsprojekt fra Grafisk Fortælling i Viborg 'The Matter We’re Made of'. Det er en historie om meningen med livet og de store eksistentielle spørgsmål, hvor smil og tårer begge står på spring. En rigtig fin debut.

Bogdetaljer

Forlag
Forlaget Forlæns
ISBN
9788791611889
Antal sider
80

Tema

Tema

Tegneserier og graphic novels

Vi belyser mangfoldigheden inde for tegneserier og graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer