Kim Leine

Kim Leine er født i Norge i 1961, men flyttede senere til Danmark, hvor han blev uddannet sygeplejerske. Han flyttede sidenhen til Grønland, men vendte tilbage til Danmark efter en årrække. Han debuterede i 2007 med erindringsromanen 'Kalak' om incest og stofmisbrug på Grønland.

Med Efter åndemaneren afslutter Kim Leine sin storslåede trilogi om Grønland. I tredje bind er vi i slutningen af 1800-tallet og præsenteres for både Grønlands barske natur og vildskab i Østgrønland, samfundet og familiekonflikter i en lille bygd i Vestgrønland og ikke mindst i Herman Bangs dekadente København. Romanen formår at skildre det komplicerede forhold mellem grønlændere og danskere og sætte ord på den menneskelige og samfundsmæssige konfrontation med, hvad man arver, og hvad man gør oprør mod. 

Rød mand/sort mand er bind to i Leines Grønlands-triologi og er en selvstændig efterfølger til Profeterne i Evighedsfjorden, som gav forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris i 2013. 'Rød mand/sort mand' foregår på Grønland cirka 65 år tidligere og kredser om det første voldsomme møde mellem danskerne og grønlænderne. 

Kim Leines roman Dansk standard fra 2019 har traumet som kernetema. I et sammensurium af absurd humor og grotesk horror har Leine skrevet en roman, hvor man sammen med hovedkaraktererne udforsket mennesket sind og de psykiske konsekvenser af overgreb. 

I november 2018 modtog Kim Leine Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kr. Senest har han modtaget Søren Gyldendal Prisen på 250.000 kr. i 2019.

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris i 2013, Profeterne i Evighedsfjorden, udgivet i 2012 og i 2017 shortlisted til International Dublin Literary Award,  er en mastodont fortælling, der tager læseren med tilbage til 1780'ernes Grønland. Den nyuddannede præst Morten Falch rejser til Grønland for at missionere, men bliver til sin overraskelse mødt af kulde, råddenskab og druk fremfor interesse for Gud og prædikener. I stedet opdager han, at folket allerede har profeterne Habakuk og Maria Magdalene, der lever inde i landet. Falck rejser ud for at arrestere og prædike Guds ord for de falske profeter, men rejsen er farefuld og de svære kulturmøder er altdominerende. De barske beskrivelser er dog holdt i et tilforladeligt og sensitivt sprog: "Leines fortæller har det følsomme, men rolige overblik og formidler begivenhederne i et nærværende, direkte tonefald, der sjældent sprudler over, fordi intet længere kan chokere. Fortællerens stemme er overgivelsens stemme hos en person, der har set og oplevet tilværelsens yderste grusomhed, men stadig står, lever og fortæller". Læs resten af anmeldelsen her.

De søvnløse fra 2016 foregår også på Grønland. Året er 2025, og der er krig i Europa. Handlingen foregår i løbet af et sommerdøgn på et sygehus i den lille bygd, Tasiilaq, i Østgrønland. Natur, arbejdsfælleskab og hverdagen i et miljø, hvor alle kender alle, er omdrejningspunkter og bliver fortalt i Leines karakteristiske lige på og hårdt - sprog. Romanen er en fortællestafet, hvor vi på skift følger både danskere og grønlændere, der på den ene eller anden måde er forbundet til sygehuset. Der er et fælleskab i det lille samfund på kanten, der på trods af sorg og dramaer leverer en form for tryghed.

Afgrunden (2015) foregår i 1918 under Borgerkrigen i Finland. Romanen følger de danske tvillingebrødre Ib og Kaj fra de rejser til Finland for at kæmpe mod fjenderne og tyve år frem. Efter krigen rejser de tilbage til København og forsøger på forskellig vis at komme videre med tilværelsen efter krigens rædsler. Med tiden driver brødrene fra hinanden, men mødes igen gennem Anden Verdenskrigs modstandsbevægelse. 'Afgrunden' bliver til tider rigtig grum, men beholder fra start til slut sit nøgterne sprog og sit sanseunivers. 

Tunu, der blev udgivet i  2009, er en gribende hverdagsodyssé om ensomhed, sygdom og misbrug, men det er også en fortælling om sammenhold blandt indbyggerne i den lille bygd af samme navn. Det erfarer den unge sygeplejerske Jesper, da han flytter til Tunu i Grønland for at arbejde som reservelæge. 'Tunu' handler om de skæve eksistenser, der på godt og ondt har hele deres tilværelse i det lille grønlandske lokalsamfund.

På Valdemarsdag blev et af de mest berømte mord i Danmarks historie begået. I Leines roman 'Valdemarsdag' fra 2008 bliver der også begået et mord. Romanen følger Erik i det følgende døgn, efter han har myrdet sin kones elsker, inden han melder sig selv til politiet. I løbet af det skæbnesvangre døgn når Erik at overveje hele sit liv fra barndommen og ungdommen som sømand til ægteskabet. Læs en analyse af værket. 'Valdemarsdag' tematiserer den moderne mand, der har problemer med identitet, forhold og medmenneskelighed. Du kan læse mere om dette emne i vores tema om Mænd i litteraturen.

Debutromanen 'Kalak' fra 2007 er Leines erindringsroman om incest og stofmisbrug samt begyndelsen på hans tilbagevendende litterære flirt med Grønland. Læs her en liste over litteratur med det naturskønne, arktiske land i fokus. Kalak er historien om den syttenårige Kim, der flytter til København for at bo hos sin far, der bruger kærlighed som undskyldning for at misbruge ham seksuelt. Kim får sat en stopper for overgrebene, men ikke før de har sat dybe spor i hans sjæl. Kim forsøger på bedste vis at komme sig over misbruget og får kone, børn og en uddannelse som sygeplejerske, men ender alligevel med at rejse til Grønland for at flygte fra sine indre dæmoner. I Grønland går han dog helt i hundene med misbrug af både narkotiske stoffer og tandløse kællinger. Romanen er til dels selvbiografisk, og du kan læse om, hvordan det er at være en 'kalak' - en skide grønlænder - i artiklen En skide grønlænder taler ud.

Kim Leine skriver om sig selv på Litteratursiden:

Jeg har læst siden jeg var en tolvårs dreng. Det var på det tidspunkt at jeg begyndte at forstå at 1. Virkeligheden og forestillingen om virkeligheden er to uforenelige størrelser, og at 2. Et menneske stilles over for så modstridende krav, at det ikke kan overleve uden at søge trøst i punkt ét. Eller også kan man gemme sig bag en bog.

Så det gjorde jeg. Jeg læste klassikere som Dumas' romaner, Krig og Fred, Lev stærkt, dø ung. Og jeg læste bunker af cowboyromaner, romaner om drengedetektiver, Emil fra Lønneberg. Jeg læste bøgerne om Pippi. Pippi var min store helt. Jeg rørte ved papiret, hvor Pippi var afbildet, jeg kyssede det. Jeg lå på sengen i mit værelse i kælderen under mit barndomshjem og læste kontinuerligt. Jeg skrev ikke endnu, men jeg drømte tit om at gøre det.

Samtidig var jeg ved at blive kørt i stilling til at blive fuldtidsforkynder for Jehovas Vidner. Vi tilhørte en lille menighed i indlandet i Norge, og mindst en gang om ugen kørte en af menighedens ældste mig ud til en fjerntliggende dal, hvor jeg gik fra gård til gård, med dokumentmappen under armen, og blev budt på sødt øl og rosinkager, mens jeg afleverede min lektie til en venlig bondekone. Vi lever i de sidste dage. Gud vil ødelægge dem der ødelægger jorden. Millioner der lever i dag, skal aldrig dø!

Jeg skulle imidlertid dø. Siden jeg var otte år, havde jeg været klar over, at Jehova ikke kunne lide mig. Om aftenen kom bilen tilbage og hentede mig. Så tog jeg hjem, gik ned i kælderen, lagde mig på sengen og åbnede min bog. Jeg var femten år.

Senere den sommer trak jeg en striktrøje over hovedet og stak af til min far i Danmark, blev student, sygeplejerske, gift, far til to børn. Men jeg følte mig aldrig som rigtig dansker, jeg syntes ikke jeg var som de andre drenge, de andre sygeplejersker, jeg var en dårlig ægtemand, en elendig far. Følelsen af virkeligheden og forestillingen om virkeligheden som to uforenelige størrelser fulgte mig. Jeg begyndte at skrive. Jeg læste det jeg havde skrevet og hadede det. Det var det dårligste jeg nogensinde havde læst.

Så kom jeg til Grønland. Det var et meget virkeligt sted. Jeg havde ikke tid til at filosofere over livet, men mere end rigeligt at gøre med at overleve det. Det lykkedes ikke særlig godt. Det hele faldt fra hinanden. Og for første gang i mit liv følte jeg mig hel og levende. Jeg genoptog skriverierne, jeg kopierede forfattere jeg beundrede, jeg skrev nogle noveller. De var ikke gode, men de var dårlige på en ny måde.

Men tingene hvirvlede ud af kontrol. Jeg blev en fordrukken sex-maniac, jeg blev skilt, jeg forsømte mine børn, jeg kunne ikke finde ud af at komme tæt på nogen, og når jeg kom tæt på, gjorde jeg det hurtigt slut, og hvis jeg ikke gjorde det slut, men forsøgte at give det en chance, døde folk. Jeg begyndte at tage stoffer. Jeg endte på et toilet i Nuuk tre år efter, med en kanyle i albuevenen, blodet strømmende ned ad armen og en kollega bankende på døren. Kim, er du okay?

Jeg var ikke okay.

Men jeg blev okay. Og jeg skrev en bog om det. Jeg er blevet forfatter. Virkeligheden og forestillingen om virkeligheden er begyndt at ligne hinanden til forveksling. Og heldigvis er der stadigvæk masser af bøger man kan gemme sig bagved.

Biografien er udarbejdet af forfatteren og redigeres af redaktionen
Foto: Morten Holtum