Dansk standard

Det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab i anderledes og syret læseoplevelse. 

E er en meget normal mand, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af det danske samfunds grundpiller ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

”Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres.” 

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde, som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, den har været ganske normal. Men som romanen udfolder sig, begynder han langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kommer i kontakt med foreningen efter en indlæggelse på Psyk. og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger samt en dystopisk tegneserie i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sine egne traumer. Bortset fra når mørket overtager hende, og hun forsøger at begå selvmord. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om det de fortæller er sandheden, en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ” Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk. ” 

Man skal dog ikke forvente en traditionel horrorroman, når man griber fat i 'Dansk Standard'. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger at komme overens med ondskaben i verden, så er 'Dansk Standard' et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for, at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme.