Bog

Alting blinker

Af (
2009
)

Anmeldelse

Alting blinker af Naja Marie Aidt

14 dec.09

Fantastiske, vedkommende og tankevækkende digte fra en dansk digter, der har forladt Danmark

I 2008 emigrerede forfatter og lyriker Naja Marie Aidt til New York. At flytte til et andet land og at være fremmed i et andet land har inspireret Aidt til mange af digtene i ’Alting blinker’. Digtene kredser således om temaer som stedbundethed og udlængsel, traditioner, skikke og hjemve. Om at høre til et bestemt sted i verden og om at bryde op fra det velkendte.

Selvfølgelig bærer ’Alting blinker’ også stærkt præg af, at det netop er New York, forfatteren er flyttet til: Wall Street, Brooklyn og Frihedsgudinden indgår naturligt i digtene, ligesom såvel den amerikanske historie som den amerikanske samtid.

”…engang var der borgerkrig engang blev en sort mand præsident
dengang sang man i gaderne engang var byen farlig engang var den
bange dengang tårnene faldt var den bange…”

Men heldigvis er digtsamlingen også typisk ”aidtsk”, forstået på den måde, at digtene tager udgangspunkt i hverdagen, i børnene, i den daglige trummerum. Jeg-fortæller i digtene ”skærer jødiske brød i stykker”, køber røde sko og betragter sine børn vokse op. Aidt er virkelig god til at skildre en mors på en gang beundrende og bekymrede blik på ”barnet” fra det i sit første leveår vender sig bort fra brystet for at række ud efter en sommerfugl til ”barnet”, der nu ikke længere er et barn, pludselig er på vej til Sydamerika.

”… vi vinker farvel
og på gensyn i helt nye former og græder i smug
over billeder af det for længe siden nyfødte barn
al den tid, alle de fejltagelser, svigt og sager, ak,
MEN BARN, BARN hør på os en sidste gang:
Vi gjorde hvad vi gjorde vi gjorde hvad vi kunne
gjorde vi ikke, jo det gjorde vi jo”

Imellem refleksionerne over det daglige liv som emigrant, er der i digtsamlingen flashbacks til barndommens Grønland og til det Danmark, digteren har forladt. En god blanding af erindring og oplevelse. Skrevet i Naja Marie Aidts fantastiske og meget levende sprog. Hun rammer mig hver gang!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28030509
Graphic
Kim Lykke/L7
ISBN
9788702082456
Antal sider
72

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer