Huller på hjernen

En virkelig dejlig bog, der fortæller om at være ked af det, mærke et hul i maven og om at have en ven.

Anna og Ida taler om, hvor mange huller de har i deres kroppe og om, hvad huller egentligt er for noget. De bliver enige om, at de har syv huller i hovedet, ellers kunne de ikke se, trække vejret eller høre. De snakker om, at man også kan have hul i en tand, men at vaniljekranse også har et hul. Man kan også skynde på folk ved at sige ’Kom nu ud af hullerne’, også selvom mennesker slet ikke bor i et hul. Den mest mærkelige er dog følelsen af at have et hul i maven.

Anna mærkede et hul i maven, da hun skulle i skole første dag og heldigvis mødte Ida, som blev hendes hjerteven, så hullet forsvandt. Ida siger, at det største hul, hun har haft i maven, var da hendes hund døde, og hun græd længe. De to piger bliver uvenner over den hundesnak, men ender med at blive gode venner igen, ellers får man bare huller i hjertet.

Naja Marie Aidt er mester i at skrive store historier uden at bruge en masse ord. Dette er en rigtig dejlig bog, som kan danne grundlag for gode samtaler både om at være ked af det, men også for sjove snakke om, hvad alle de mærkelige talemåder, vi benytter os af, egentligt betyder.

Bogen er gennemillustreret af Mette Marcussen, der med skønne, collageagtige tegninger på fineste måde udtrykker de store følelser, som både Anna og Ida har indeni. Hendes billeder indeholder en stor detaljerigdom, og man kan blive ved at finde ting at kigge på. Bogen afsluttes med fem spørgsmål til videre samtaler.