Himlen under jorden

Mennesker er uudgrundelige væsner. Vi er fyldt op med ego og identitet og selviske drømme – og samtidig har vi alle så desperat brug for hinanden. På dette skræmmende tidspunkt i vores historie er spørgsmålet: Kan de lyster og længsler, som driver os, også holde os sammen?

Lyrikeren Niels Lyngsøs romandebut 'Min Ukendte Bror' var en psykologisk, samfundsmæssigt, videnskabeligt og kosmisk interesseret fortælling om forstadsenspænderen og sprognørden Hans-Peter Frederiksen. I 'Himlen Under Jorden' følger Lyngsø op med en udvidelse af fiktionsuniverset – og et plot der unægtelig peger på (mindst) en opfølger mere.

Med et sjældent stort overskud øser Lyngsø igen ud af sin viden om alt fra biologi og historie til rumprogrammer og konspirationsteorier – ikke mindst tillader han sig at bygge videre på den, så man skal være vågen for at sortere det historiske fra det spekulative og kontrafaktiske. Det hele er bundet sammen i et plot, der er både snørklet og spektakulært. Romanen inviterer sin læser med i ambitiøse reflektioner over, hvordan vi danner fællesskaber og forbindelser, både personlige, kulturelle etc.. I denne analyse skal vi se på nogle af de tematiske tråde, Lyngsø lægger ud, og afsluttende diskutere romanens stærke – på sin vis endda ideologisk drevne – samspil mellem fiktion og encyklopædi.

Romanens fortællestemme er den 39-årige antropolog Nadia Nazir, der taler fra et tidspunkt, vi endnu ikke kan fastslå, men handlingen ligger i 2009, med flere tilbageblik. Nadia er en central figur i aktivistgruppen Sapiens, der udlever et socialt eksperiment i et netværk af kalkstenstunneller under Paris. I sin forskning har Nadia spottet linjer mellem menneskets biologiske udvikling og vores samfundsformer. Med udgangspunkt i studiet af bonobo-aber, er tesen at det ligger til vores biologi, især den kvindelige, at bruge sex på tværs af køn og relationer som fredsmæglende og samarbejdsfremmende bindemiddel. Vores nuværende ideer om seksualmoral er patriarkalske kontrolfunktioner, en konstruktion fra det tidlige agerbrugssamfund. Derfor  er udlevelsen af den åbne og aktive seksualitet et projekt for Sapiens, en blanding af et forskningsprojekt, politisk aktivisme og performancekunst.

Nadia er uvidende om at hun har en halvbror, nemlig Hans-Peter, den foregående romans hovedperson. Deres fælles far Hemming har en særlig række professionelle og sociale forviklinger i sin fortid. Nu er han døende, og har altså sat Hans-Peter på den opgave at redde trådene ud. Imidlertid er Nadias kæreste, kunstneren Baartman,  forsvundet – formodentligt stukket af – fra gruppen og hulerne med deres fælles barn. Nadia er altså spændt ud mellem sin stamme, den familie hun er ved at etablere, og nogle familiebånd hun ikke anede hun havde.

Nadia er, kan man vel godt sige, en moderne venstreradikaliseret intellektuel. Dertil er hun kvinde, hun er brun i huden, og har en ikke-binær seksualitet. Som sådan er hun en slags progressiv gallionsfigur i romanen, der repræsenterer det modsatte af den traditionelle hvide, mandsdominerede samfundsorden. Det interessante er så, at Sapiens rigtig nok er progressive, men ikke i den forstand, at de har tiltro til at den samfundsmæssige og teknologiske udvikling er godartet – de er altså ikke positivister. Tværtimod er udviklingen i deres øjne så at sige gået skævt, hvorfor vi må se bagud i vores udvikling efter løsninger på problemer som økonomisk og social uretfærdighed, klimakrise og så videre.

Hermed kommer vi til et vigtigt motiv i romanen, nemlig hulen. Efterhånden som romanen skrider frem, forstår vi, at Nadia fra sin tidlige ungdom har en dyb fascination af Lascaux-grotterne i Dordogne i Frankring, hvor forhistoriske mennesker levede og malede hulemalerier. Sapiens liv under Paris er ikke blot en bevægelse væk fra samfundets kontrol – det er en undersøgelse af hulens potentiale, mennesket som grottebo, cave-dweller.

Der er en lignende bevægelse i romanens andet spor, nemlig Hans-Peters optrevling af Hemmings fortid i Frankrig. Som ingeniør var Hemming i 60'erne involveret i udviklingen af det hemmeligholdte koldkrigsprojekt Aeonopolis, et massivt underjordisk bunkerkompleks, der skulle fungere som tilflugtssted både under og efter et potentielt atomangreb. I katakomber forsynet med højteknologiske hospitalsfaciliteter skulle civilisationen således føres videre. Det er altså ikke kun Sapiens, der leder i hulerne efter menneskehedens redning.

Så vidt er det tydeligt, at plottet er komponeret af en del tematiske spejlinger og forskydninger - Lyngsøs digterpen fornægter sig ikke! Når Baartman, på loftet i en af Sapiens huler, har malet en stjernehimmel som den ville se ud over Senegal, er det også et nik tilbage, både til hulemalerierne i Dordogne, men også længere tilbage, en længselsfuld hilsen til den afrikanske himmel, som de første bevidste mennesker må have kigget på, og forundret sig over eksistensen og skaberværket.

Blikket mod stjernerne peger dels tilbage på 'Min Ukendte Bror', men peger også på sporet med Hemmings forskning, der også orienterede sig mod himmelrummet. Efter arbejdet med Aeonopolis associerer Hemming sig med 'HUSC', et hemmeligt netværk af videnskabs- og vismænd, der arbejder for menneskehedens overlevelse – herunder spekulationer i kolonisering af rummet.

Hermed binder Lyngsø en sløjfe på det hele – hulemennesket og rumfartsmennesket er vores civilisations yderpunkter. På hver deres måde er driften mod den trygge hule, og længslen mod stjernerne synes alligevel nærmest biologisk indlejret i os. I hulen er kroppen omsluttet og tryg som i en varm livmoder, mens rummet er koldt, farligt, og så vidt vi ved uendeligt. I forlængelse heraf er det sigende, hvordan Nadia, når hun isolerer sig i grotterne, begynder at hallucinere. Det er en markant figur – når et ydre rum omkring hende lukker sig, åbner der et indre, tilsyneladende uendeligt rum.

Stilistisk er 'Himlen Under Jorden' en hybridroman. Den trækker på konspirationsthrillerens drive mod optrevling af hemmeligheder, forviklinger og forbindelser, og samtidig har den et vidensformidlende ærinde, som den ikke er bange for at skubbe helt i forgrunden. Især i de utallige informationsrige passager fortælles i en nøgtern, akademisk eller måske snarere populærvidenskabelig tone. Her er han mildest talt ikke bange for at lade plot være plot, og fokuserer i stedet på at få fodret sin læser med viden – selvom de encyklopædiske afsnit selvfølgelig hænger sammen med plottet.

Vidensdelen giver kontekst, men også retorisk troværdighed, til nogle ideologiske kampe, som karaktererne skal illustrere – med Nadias sexpositive feministiske projekt som hovedeksemplet. Generelt er hendes historie et fiktionaliseret (men ikke derfor unuanceret) argument for et tolerant og progressivt, intellektuelt verdenssyn, herunder en kropslig og seksuel frigørelsesagenda.

Se bare på den positive fremstilling af humanisterne i Sapiens, der et seksuelt fællesskab, der på den måde bruger deres egne meget konkrete kroppe til at hjælpe menneskeheden, over for det (indtil næste indlsag i serien i hvert fald) noget tågede intellektuelle fællesskab HUSC, hvor ingen ved hvor mange eller hvilke medlemmer der er – et  videnskabeligt fællesskab der stort set er uden krop!

'Himlen Under Jorden' er altså et ambitiøs forsvar for humaniora såvel som naturvidenskaben, for feminisme, social og seksuel frigørelse. Romanen drømmer sig langt omkring, og er fuld af både foredrag og enetaler, men er slet ikke uden omsorg for familien og det næreste af det nære. Deri må Lyngsøs overvejende ambition med romanprojektet ligge: en oplysning der ikke bare øger historisk og teknisk viden, men faktisk udvider horisonter og giver nye perspektiver. Og bare fordi man har meget på hjerte, må det jo gerne være underholdende. 

Kilder, links og centrale værker