Om brud

En håndfuld af Naja Marie Aidts noveller brydes ud af deres klippefaste ophav og forsøges genopbygget som en mosaik over den svære kærlighed i ’Om brud’.

’Om brud’ er en lille sag, 63 sider i et format der passer hvis ikke lige i en lomme så i hvert fald i en mindre taske. Størrelsen på bogen understreges af navnet på den serie, som den er en del af, Gyldendals Kolibri-serie.

I Kolibri-serien er der tidligere udkommet bøger Om ægteskab, Om samtale, Om Leg og Om storby med bidrag fra henholdsvis Karen Blixen, Emma Gad, PH og Søren Ulrik Thomsen. Bøgerne er udgivet under det samlede slogan ”Små bøger, store oplevelser” – og spørgsmålet er så, om denne anmelder kan erklære sig enig i det postulat, om fuglen kan flyve, eller om den er syg og bør skydes ned, inden der går fugleinfluenza i fænomenet.

’Om brud’ åbnes med et digt fra samlingen ’Det tredje landskab’ (1994) og efterfølges sidenhen af de fem velkendte noveller ’For at være ærlig’ (Bavian, 2006), ’Det er ikke min mand’ (Tilgang, 1995), Forskydning (Tilgang, 1995), Bulbjerg (Bavian, 2006) og Søndag (Bavian, 2006).

Det er fem noveller om, hvordan hverdagens små og store brud virker på de implicerede karakterer i historierne. Novellerne er i sig selv urørligt fine stykker litteratur, der førhen har fået meget flot omtale, særligt dengang de udkom for 10-20 år siden. Det ville derfor næsten være spild af spalteplads at fremhæve, hvor gribende Naja Marie Aidt kan fremstille menneskelige relationer i nogle af livets sværeste stunder.

Og når det så alligevel er gjort, kan vi komme til det egentlige. Hvordan de fungerer sammen i denne nye konstellation. Kan vi som læsere lære af eller bruge fem noveller om brud til noget som helst, eller er dette et af de tilfælde, hvor man må gribe projektet om halsen og trykke til, når man påklistrer det etiketten ”gammel vin på nye flasker”?

Det lugter nemlig lidt af, at der har været en kurator på spil, som har tænkt lidt for meget i kroner og ører i forsøget på at følge op på dillen med ’Tænkepauser’ fra Aarhus Universitetsforlag, som du jo blandt andet kan give som til-og-fra-kort eller i værtindegave. På bogens allerførste side er der da også meget passende trykt linjer, der inviterer til, at du kan skrive en personlig hilsen til vedkommende, du giver bogen i gave.

- Men hvornår er det lige passende at give et andet menneske en bog ’Om brud’? Giver du den til en veninde, der har kærestesorger eller i indflytningsgave til en nyskilt mor eller som en velmenende joke til et bryllup? Som et menneske med en tilpas grænsesøgende humor, kunne jeg godt fristes af ideen, men for mange andre vil det nok være en tand for meget.

Samtidig er der til forskel fra ’Tænkepauser’ ikke tale om nye tekster, ny viden, men om genudgivelser, hvilket for mig at se er et svaghedstegn ved konceptet. Men uanset hvordan du får fat i bogen ’Om brud’, hvad enten det er en gave du får af andre eller en, du køber til dig selv, så er du i hvert fald sikker på at få en god læseoplevelse med på vejen.

Du kan måske spejle dit eget liv i novellerne eller gøre dig visse forholdsregler. Og for nogen kan det endda være det første møde med Naja Marie Aidts forfatterskab, hvilket på den måde kommer dem i hænde i et kort format, der nok kan vække lysten til at kigge nærmere på resten af herlighederne fra Aidts hånd. Hvis du kan se bort fra forlagets tydeligt kommercielle intention, hvilket jeg er fortaler for at man bør gøre, kan den lille bog med fordel gives til den rette modtager og blive en stor oplevelse.

Man skal altså være en uhyre hjerteløs jæger for sådan bare at skyde den lille kolibri ned – Jeg tøver derfor med at trykke på bazookaens aftrækker og lader fuglen flakse videre mod en dyb pung, hvorfra nektaren flyder.