Bog

Ophav

Af (
2019
)

Anmeldelse

Ophav af Eva Tind

11 apr.19

En smuk og rørende roman om kunstneren Miriam, arkitekten Kai, datteren Sui og deres individuelle forsøg på at blive dem, de er. Endnu et fremragende værk af Eva Tind.

En mor, en far og deres datter. En kunstner, en arkitekt og en forfatter in spe. Og alle bliver de før eller siden forladt af deres nærmeste. Eva Tind har endnu engang begået et smukt, rørende og imponerende værk, der har familie, kunst og natur som omdrejningspunkt.

Miriam er en internationalt anerkendt kunstner. Hun var sikker på ikke at kunne få børn, så overraskelsen er til at tage og føle på, da hun som 51-årig bliver gravid. Kai, der er ophav(!)smand til graviditeten, er ca. halvt så gammel og vil inderligt gerne være far. Miriam vil på sin side helst være fri for at være mor. På trods af alt beslutter de at få barnet, men Miriam gør det klart fra begyndelsen, at hun overdrager alle rettigheder, om man så må sige, vedrørende barnet til Kai. Og derfor vokser pigen Sui op hos sin far, mens hun stort set ingen kontakt har til moren Miriam, der i Suis barndom bor i Japan og siden køber et stykke jord dybt inde i de svenske skove.

Der er, som altid, virkelig kød på og indhold i de bøger, der kommer fra Eva Tind. Og på trods af at hun genre- og formmæssigt altid fornyr sig, lægger denne roman sig tematisk i slipstrømmen af de forrige, hvor dét at forlade et barn, samt den søgen og fremmedgørelse, det kan føre med sig, igen er én af drivkræfterne i bogen. Fx er Kai halvt koreaner, men hans koreanske far forlod ham. Også Sui bliver forladt af Miriam, der vælger kunsten fremfor kernefamilien, hvilket leder tankerne hen på Eva Tinds fremragende bog Astas skygge, der handler om stumfilmskuespillerinden Asta Nielsen, der også langt hen ad vejen måtte prioritere sin kunst fremfor moderskabet.

Da Sui som 18-årig flytter hjemmefra, ryger Kai ind i en krise. I et forsøg på at komme overens med ikke mindst sig selv, rejser han til et alternativt samfund i Indien, hvor ro og fordybelse er i højsædet. Her finder han bl.a. ud af, at han ikke længere bør lægge låg på de særlige evner, han har. Kai kan heale med sine hænder, men har hidtil praktiseret det så lidt som muligt. Nu folder han sig ud, som den han er. Også Sui tager på en rejse, som i første omgang fører ”ud”, nærmere betegnet til den sydkoreanske ø Marado, men som i personlig betydning får hende til at finde ”hjem” til sig selv. Her finder hun nemlig ud af, at hun er som skabt til at være perledykker.

Fælles for Sui, Kai og Miriam er, at de alle tre ender med at finde hjem og at finde deres endelige form som mennesker. Men de skal alle tre igennem smertefulde ting og tab først.

Jeg har det med Eva Tind, som jeg har det med Siri Hustvedt og Josefine Klougart: Det er lige meget, hvad de skriver om – de skriver bare så simpelt æstetisk, at det per definition bliver en nydelse.

Analyse

Tind, Eva - Ophav

Sui, Kai og Miriam i Eva Tinds roman 'Ophav' er alle nomader i deres eget liv og længes hver især efter svar på fundamentale spørgsmål:  Hvor er min oprindelse? Hvad definerer mig? Hvad er alternativet?

"Mennesket er et grænseoverskridende dyr", skriver Salman Rushdie i 'Step Across this Line' fra 2002. Indledningen til essayet fortæller historien om den første grænseoverskridelse, dengang for millioner af år siden, da et væsen forlod urhavet og gik på land. Forestillingen om dette væsen tryllebinder os, mener Rushdie, fordi vi ikke forstår motivationen bag landgangen. Hvilke forandringer i havet gjorde væsenet desperat nok til at søge mod et fremmed element? Hvordan udviklede det lunger i havets dyb? Hvad længtes det efter? Hvad drev det?

Egentlig er disse spørgsmål irrelevante, fortsætter Rushdie. Evolution og biologi har ingen psykologisk motivation. Ingen dyr gik på land, fordi de var utilfredse med deres livsforhold. Der var intet heltemod eller eventyrlyst, kun biologi og naturlig udvælgelse. Kimen til overskridelsen lå i deres gener.

Og faktisk er det slet ikke så overraskende, at transformationen fra hav- til landdyr er mulig. I begyndelsen til ethvert nyt liv forlader mennesket en undersøisk eksistens i livmoderen, fortrænger fostervandet fra lungerne og opdager, at det kan ånde.
På den måde - og det er Rushdies pointe med essayet - er vi alle nomader. Vi bygger måneraketter og ser mod horisonten, fordi grænseoverskridelsen også er vores DNA.

De tre hovedpersoner Sui, Kai og Miriam i Eva Tinds roman Ophav (2019) er alle nomader i deres eget liv og længes hver især efter svar på lignende fundamentale spørgsmål:  Hvor er min oprindelse? Hvad definerer mig? Hvad er alternativet?  

'Ophav' er på mange måder en grænseoverskridende roman - ikke så meget i den gængse betydning af ordet, som associeres med det provokerende og ubehagelige - men fordi karakterer og lokaliteter eksisterer med overskridelsen som noget iboende. Handlingen udspiller sig i et magisk realistisk univers, hvor normale forestillinger om kausalitet og logik ofte ophæves og fantastiske elementer indgår ganske naturligt. Arkitekten Kai er dansk med koreansk far, har helende kræfter og lyser på fotografier. Datteren Sui opdager en række gælle-lignende fordybninger på halsen og forvandler sig i slutningen af bogen til en sølvskinnende fisk. Suis mor, kunstneren Miriam, er adoptivbarn og ender sit sidste værk - bogstavelig talt - i et med naturen og  grobund for et træ i superkontinentet Rodinia.

Romanen fortælles i ensartede korte kapitler fra hver af de tre hovedkarakterers synsvinkel og spænder over perioden fra 1991, hvor Kai og Miriam møder hinanden, til 2021, hvor Sui har etableret sig som forfatter og Miriam fuldender sit livsværk. De tre sammenspundne liv, danner tilsammen rammen om fortællingen og bevæger sig i et internationalt rum, der med udgangspunkt i København strækker sig fra en ødegård i Dalarna, kunstmiljøer i London, Japan og Schweiz til Auroville i Indien og perlefisker-matriarkatet på den koreanske ø Marado. Med reference til digteren Julie Steen-Knudsens debutsamling, kan man sige, at for karaktererne i 'Ophav' er hjem - i høj grad - en retning.

Sproglige definitioner
Fra titelblad til sidste punktum er det tydeligt, at 'Ophav' er en undersøgelse af begrebet oprindelse. Tinds roman beskæftiger sig med fænomenet oprindelighed på alle niveauer - sprogligt, psykologisk, eksistentielt, biologisk, kunstnerisk. Indskudt i den egentlige handling findes en række "noter", hvori forfatterspiren Sui undersøger og reflekterer over forskellige begreber eller fænomeners etymologi og semantiske konsekvenser. I begyndelsen synes de ord hun beskæftiger sig med - "sang",  "sten", "superkontinent", "natur", "cyste", "sæk", "sølvfisk" at udgøre mere eller mindre tilfældige brud med handlingsforløbet, men viser sig dog snart at være meget direkte forbundet med de steder Sui befinder sig i nedskrivningsøjeblikket og - især - Miriams kunstprojekt Rodinia: "Superkontinent / Et superkontinent er en landmasse, der indeholder flere kontinenter. De dannes i cykler på 250 millioner år, hvor jordens kontinenter smelter sammen for så igen, på grund af kontinentaldriften, at blive revet fra hinanden". (52)

Suis noter bevæger sig sprogligt fra nærmest encyklopædiske artikler, som den ovenstående, til lyriske associationskæder og refleksioner f.eks. om begrebet natur:

"Naturen er upraktisk. / Rund. / Naturen er et hul / i jorden. / Naturen er af jord / og huller. / Jorden er en mor, der holder fast i naturen som et barn. / Jeg drømmer om det upraktiske, at modstå fristelsen: / At blive til. / At blive efterladt på gaden som skrald [...]" (52f)

Sidestillingen af de sprogligt og stilistisk modsatte definitioner viser en tematisk sammenhæng, som indkredser en følelse af vrede, forladthed og en grundlæggende tabserfaring. Kontinentalpladernes bevægelser er del af en naturlig cyklus med uafvendelige brud til følge på samme måde, som børn og forældre mødes og driver fra hinanden. Ordet »mor« indgår i en geologisk metafor med natur og ordet natur med såvel jord som fravær af jord ("huller"). I Suis tekster smelter semantik og psykologi, sprog og krop sammen i en symbiotisk relation, og samtidig forbinder indholdet af noterne deres tilsyneladende brud i romanens struktur med dens overordnede tematik: oprindelse, brud, familie og heling.

Intet sted er denne symbiose mere tydelig end i noten om begreberne "mur" og "mor", hvor Sui bruger nøjagtig samme definition af de to ord, som også lingvistisk udgør et minimalpar med kun ét bogstav til forskel:

"Mur/ Forhindring eller beskyttelse? Ikke til at komme forbi. Undtagelsestilstand eller suverænitet? I negativ form identisk med en afgrund. En mur bygget som en ring omkring et område for at undgå indflydelse udefra. En ring. Noget sakralt? Den verden, der er uden for muren, og den der er indenfor, er symbiotisk forbundne. Den inderste kerne af verden står derfor i forbindelse med verden udenfor, ligesom reglen lever af undtagelsen. En mur er en løgn formet om en perle, der skinner". (140)

Suis definition indkredser en smertefuld erkendelse af familierelationer og psykologisk betingethed. Såvel muren som moren er tvetydige objekter, der "ligesom reglen lever af undtagelsen". Begge på én gang værner og frastøder. Begge har overskridelsen iboende. Ingen kan frasige sig sin oprindelse og må på godt og ondt leve med den erkendelse. I kraft af fortællestrukturen med de mange ensartede afsnit, er de tre fortællestemmer sidestillede og ingen får mere taletid end de andre. Men på sprogligt, tematisk, handlings-, og karakterniveau er Miriam stormens øje - romanens kraftfulde epicenter.

Træet, cirklen og netværket
Sui har ikke sin forkærlighed for definitioner fra fremmede. Miriam og Kai kredser konstant om betydningen af ord og navne, hvis rødder og betydning flere steder udledes på flere forskellige sprog. På samme måde drages alle tre hovedkarakterer mod cirkulære strukturer: Kai opsøger templet Matrimandir - midtpunktet i det alternative samfund Auroville i Indien; Sui finder sit naturlige element som perlefisker; og Miriam skaber Rodinia rundt om verdens ældste træ på sin ødegård i Sverige: "Muren skal danne en cirkel omkring den ti tusinde år gamle rødgran. Træet har klonet sig selv ved at bøje sine grene, der har slået rødder for at vokse til nye træer, og på den måde har det undveget døden". (103)

Den urgamle organisme er et tydeligt symbol på oprindelse og alternative familierelationer. Træet overlever ved at skabe kloner - genetisk ens enheder - der nok eksisterer individuelt, men er identiske med deres ophav. I et interview med journalisten Alice Shea fra kunstmagasinet Looking Glass, italesætter Miriam værket på følgende måde:

"Rodinia er opkaldt efter et af klodens superkontinenter, der eksisterede for en milliard år siden. 'Rodina' er det russiske ord for 'moderland', det udspringer af rodit, 'at fødes', eller 'at føde noget', og er beslægtet med rodnoj: 'at høre hjemme', eller 'den mest betydningsfulde ting, man kan eje'". (110)

Derudover relaterer træet sig til et af Miriams kapitler med titlen 'DRØM, 1991'. Teksten udspiller sig som en dialog mellem Miriam og Kai, hvori Kai forestiller sig at være del af Miriams kunst. Kai indgår i et naturmaleri, som et 'afpillet fyrretræ' (37) med tågeklædte elverpiger dansende omkring sig. Scenen emmer af spændinger,  jalousi og erotisk længsel. I slutningen af dialogen siger Miriam: "Når du kigger væk, slår jeg alle elverpigerne ihjel. Jeg maler et andet billede, i det er det mig, der er det erotiske midtpunkt. Jeg vil være den eneste, du begærer, jeg vil være en drøm". (37) Samtalen giver et indblik i Miriams kunstneriske praksis, hendes egoisme og behov for bekræftelse. Samtidig viser scenen dog også hendes bundethed. Miriam forlader Kai og Sui for at forfølge sin karriere på den internationale kunstscene, men alternativet til den traditionelle familie er, at de forankres dybt i Miriams eneste virkelige relation til verden; Kai og Sui optages i hendes kunst.

Rodinia bliver således billede på de forbindelser der knytter hovedkaraktererne til hinanden og forankrer dem i verden. Træets overlevelsesstrategi mimer til en vis grad idéen om rhizomet, som den franske filosof Gilles Deleuze og psykoanalytikeren Félix Guattari introducerede i hovedværket 'Tusind plateauer' (1980). Begrebet er hentet fra botanikken, hvor rhizomet er en bestemt rodnetsformation, hvis karakteristika er, at der ikke er noget centrum. Dette findes f.eks. under en græsplæne. I modsætning til et træ, hvor roden bringer næring til én central struktur (stammen og kronen), er rhizomet drivkraft for vækst gennem netværk - hvori forbindelser kontinuerligt knyttes, opløses og genopstår. Deleuze og Guattari bruger rhizom-metaforen til et opgør med den traditionelle vestlige filosofi, der siden Platon har været forankret i forestillingen om en opdeling mellem fænomenernes og idéernes verden. Karaktererne i Eva Tinds roman bryder nok op og går deres egne veje, men de forbliver forbundet i en fælles organisme.

Om søheste og erindring
Undersøgelsen af alternativer er også central i romanens andet hovedsymbol. Under deres skelsættende møde i Hareskoven, får Sui en en ørering med en søhest i guld af sin mor - den eneste ejendel, hun bærer med sig gennem resten af fortællingen. Miriam forklarer Sui, at en "søhest er en lille fisk, der prøver at ligne en hest. Det er verdens langsomste dyr. Den har ingen tænder, så den sluger sin føde hel. Hos søheste er det faren, der er gravid og føder ungerne". (68)

Søhesten symboliserer relationen mellem Sui, Kai og Miriam. Visuelt er søhesten en hybrid - et havdyr, hvis udseende mimer et landdyr. Derudover har en søhesten en alternativ måde at reproducere sig på, hvilket peger i retning af Miriams - og romanens - brud med den traditionelle kernefamilie.  

Suis sidste note er netop dedikeret til "Søhesten / hippocampus":

"Søhesten tilhører nålefiskefamilien. I modsætning til andre fisk overfører hunnen æggene til hannen, der bærer dem i tredive dage, før han føder hundredevis af levende unger.
Hippocampus er et område i hjernen, der er opkaldt efter søhesten, fordi den har form som den. Menneskehjernen har to. De spiller en rolle i menneskets evne til at orientere sig og lære nyt og er porten til både langtids- og korttidshukommelsen. En slags harddisk. Nogle tørrer søheste og hænger dem op som pynt.
Haema er søhest på koreansk.
I traditionel koreansk medicin indtages søhest som pulver eller i pilleform. Søhest kan helbrede alt fra astma, hudsygdomme, søvnløshed, impotens og svulster i maveregionen".
 ( 273)

Ligesom muren og træet er søhesten et mangetydigt symbol, der indfanger alle i de væsentligste temaer i 'Ophav'.  Igen er begrebet overskridelse central. Den visuelle lighed mellem søhesten og hukommelsescentret i menneskehjernen slår bro mellem ydre og indre virkelighed. 'Ophav' handler netop »at tabe det hele og bære det med sig«, som Søren Ulrik Thomsen skriver i digtsamlingen 'Hjemfalden' (1991). Karaktererne i Tinds roman må konstant orientere sig på ny for derigennem komme overens med deres oprindelse. Suis sproglige undersøgelser er del af samme proces, som skaber Miriams murværk og Kais accept af sin evne til at hele mennesker ved håndspålæggelse.  

Karakteristisk nok ender Suis definition af søhesten i sproget og kunsten: "Det er sværere at forestille sig en hest, der har form som en sø, end en sø, der har form som en hest". (273) Til slut opløser søhesten sig i en metafor. Suis definition symboliserer ganske vist klart og tydeligt hendes familie, identitet og erkendelsesproces, men i sidste ende kan sproget ikke dække verden. En hest formet som en sø kan kun i eksistere som abstraktion.           

Valgslægtskaber
'Ophav' er en hverdagsodyssé om en familie på tre, der skilles og rejser ud i verden for at finde sig selv i utraditionelle livsformer," siger Eva Tind i bagsideteksten og peger dermed på et af de litterære valgslægtskaber 'Ophav' skriver sig ind i. Romanens kredser om mange af de samme temaer, der præger hendes tidligere værker - digtsamlingerne do (2009), eva+adolf (2011) og, ikke mindst, romanen Han (2014). Temaer og motiver i 'Ophav' ligger i klar forlængelse af sydamerikansk magisk realisme og den engelsksprogede postkoloniale litteratur med deres fokus på transformation, semantik og indentitet.
Drømmen om alternativer og et liv i overenstemmelse med naturen ligger ligeledes i tråd med samtidens fokus på klimakrise og økologi.
 
Med sin tydelige fiktionsform tager romanen dog et skridt væk fra den ekstremt virkelighedsnære og politiske autofiktion, som har præget nordisk samtidslitteratur i flere år. Hvor Tinds tidligere værker i høj grad kan sættes i forbindelse med den jeg- og adoptionslitteratur, som også rummer Maja Lee Langvads Find Holger Danske (2006) og Hun er vred: Et vidnesbyrd om transkontinental adoption (2014), er 'Ophav' i langt højere grad et traditionelt fiktionsværk - en symbolsk fortælling med fiktionsplot og klare realismebrud.

Korea, rodløshed, grænseoverskridelse og hybrid-identitet er nok udgangspunktet for både forfatteren Eva Tind og hendes karakterer Kai, Sui og Miriam, men det autofiktive jeg forsvinder og afløses af tre individuelle stemmer og den realitetsbundne virkelighed lever side om side med det fantastiske og eventyrlige. I 2013 udgav Eva Tind en samling digte med titlen 'Objet Fabriqué', måske som modsvar til samtidslitteraturens overdrevne brug af dokumentarisme, ready-mades og fiktionsløs fiktion. 'Ophav' er i hvert fald det stik modsatte: en hverdagsfortælling pakket kunstfærdigt ind i hyper-artificiel konstruktion.   

Referencer
Deleuze, Gilles og Guattari, Félix. 'Tusind plateauer'. Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler, 2005.
Langvad, Maja Lee. 'Find Holger Danske'. Borgen, 2006.
Langvad, Maja Lee. 'Hun er vred'. Gladiator, 2014.
Rushdie, Salman: 'Step across this Line' Jonathan Cape, 2002.
Steen-Knudsen, Julie. 'Hjem er en retning«. Gyldendal, 2011.
Tind, Eva. »do«. Gyldendal, 2009'.
Tind, Eva. 'eva+adolf'. Gyldendal, 2011.
Tind, Eva. 'Han'. Gyldendal, 2014.
Thomsen, Søren Ulrik. 'Hjemfalden'. Vindrose, 1991.

 

 

11 okt.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
46381173
ISBN
9788702281392
Antal sider
290

Markante forfattere nomineret til DR Romanprisen 2020

Nu er alle de seks forfattere, der kæmper om prisen, nomineret. Det er vidt forskellige romaner, som er i spil til at modtage prisen, efter de det næste halve år diskuteres i bibliotekernes romanlæseklubber og her på Litteratursiden.


De nominerede forfattere er:

03 dec.19
Læs mere

Deltag i debatten

20 indlæg
AfKarina Høyer
fre, 17/01/2020 - 10:56

På Risskov Bibliotek fik romanen en lidt blandet modtagelse. Alle deltagerne var enige om, at sproget er smukt, poetisk, intelligent og flydende, men selve plottet, karaktererne og deres udvikling delte vandene en smule.

Vi brugte tid på at tale om, hvordan personerne efterlod deres læsere. Kan man mærke dem? Læseren sidder tilbage med en ambivalent følelse; imponeret af sproget og skift mellem personer og tid, som vi blev enige om er et moderne, velbenyttet og godt greb til litteraturen. Flere kom til at tænke på romanen 'Lone Star' af Mathilde Walter Clark, som vi diskuterede sidste år i romanklubben.

Miriam-karakteren var den, vi diskuterede mest. Vi både gøs og lo over hendes væsen. Evigt selvoptaget og selvcentreret kunstnersind, der på nogle måder virker så ensporet at det næsten bliver stereotypt og karikeret. Alligevel optog hun hele læsekredsen. For kan Miriam overhovedet se sine egne fejl? Kan hun se, at hun handler egoistisk og faktisk gør skade på dem omkring sig. Og gør hun fysisk skade på dem? Er det hende, der slår sin mand ihjel? Vi var enige om, at Miriam er forpint og afstumpet, om som hun selv siger i bogen, springer kunsten ud af smerten. Vi talte om kunsten og dens måde at opsluge mennesker på.

Vi talte om de kvindebilleder, vi møder i bogen er vældig forskellige. Miriam og Jensen er to poler, der næsten ikke kan være mere forskellige. Udsprunget heraf tale vi om 'mor-rollen', og hvordan den måske kan være i forandring med de nye familieformer. Donorbørnsmødre, papmødre, biologiske mødre osv.

Det magiske pirrede vores læsekreds, og vi brugte meget tid på at tale om relationerne. En sagde: Det er realistiske relationer sat i en genre, der umiddelbart er svær at mixe.

I det hele taget fik vi i Risskov en god stor snak og glæder os til næste møde!

AfAnnette Thomsen
tor, 16/01/2020 - 18:49

På mødet i læsegruppen Halsnæs bibliotek i dag var der ingen begejstring for bogen. Flere fandt den konstrueret,arkitekttegnet.Der var ros til sproget, men selve fortællingen synes de fleste, manglede  en bedre beskrivelse af ,hvordan det er at blive forladt/ adopteret. 
En var begejstret for bogen ,han havde hørt forfatteren ved 2 arrangementer og forstod hendes tanker med hendes bøger bedre end vi andre ,bl.a. undrede vi os over moderens mur i skoven? Hvorfor skal arkitekten heale? Hvorfor den sære slutning? Osv

Mvh Annette Thomsen

 

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:29

Som svar til af jensen-thomsen

Kære Annette og Halsnæs læsere.

Ophav handler ikke om adoption, selvom mange af de interviews jeg har givet efterfølgende, sagtens kan give det indtryk. Men er I nysgerrige på adoption, så kan jeg anbefale jer at læse min bog HAN. Den handler om en adopteret kvinde, der rejser til Nordkorea for at se det sted hendes afdøde biologiske far er født. Det er udover en adoptionshistorie også en roman om, hvordan det er at rejse i det overvågede land. Min digtsamling DO handler også om adoption. Jeg har i øvrigt kolonihave i Lynæs og kommer ofte på jeres bibliotek og holder meget af det!

Kh Eva

AfTina Karina Mortensen
tor, 16/01/2020 - 11:14

Kære Alle
Her i vintertristheden er det godt at tænke på at Eva Tind sidder under varmere himmelstrøg og forhåbentlig nyder tilværelsen.
Desværre er hendes internetforbindelse lidt ustabil. derfor sender Eva i første omgang sine svar til mig, som efterfølgende poster hendes indlæg her på Litteratursiden. Det giver lidt forsinkelse i svarhastigheden, men Eva læser alt og svarer efterhånden.
God weekend
mange hilsner Tina

AfMaria Billingsøe
ons, 15/01/2020 - 14:18

På Allerød Bibliotek havde vi også en livlig diskussion om bogen og kom ind på emner som svigt, adoption, moderskab og fremmedgørelse. Deltagerne var meget begejstret for bogen og fandt den velskrevet, let og spændende, og især Suis noter var de vilde med.

Den afledte dog også nogle spørgsmål, som det kunne være sjovt at få svaret på:

  1. Hvorfor fylder svigt så meget i romanen, når Sui har fået så meget kærlighed fra Kai? Er det uundgåeligt, at man føler svigt, når man kun har en forælder?
  2. Er det i orden at vælge kunsten fremfor sine børn? Kan du relatere dig til Miriam i forhold til selv at være kunstner?
  3. Hvad sker der med Sui til sidst? Dør hun eller kommer hun op af vandet igen?
  4. Bliver Sui og Nero ved med at være sammen?

Tak for en meget flot og poetisk bog. Vi glæder os til at læse dine svar :)

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:16

Som svar til af macb

Tak for jeres ord og fine betragtninger. Jeg er virkelig taknemlig for at I læser og diskutere.

– Jeg tror ophav og adgang til viden om, hvem man kommer fra, at man har kendskab til hele sit stamtræ er et eksistentielt spørgsmål, der er vigtigt for ethvert menneske uanset, hvor meget kærlighed man får. Her trækker jeg på min erfaring som adopteret ind i en familie med netop den form for kærlighed som Kai gav Sui. Jeg kan naturligvis ikke tale på vegne af alle, der er afskåret fra hele eller dele af deres forfædres ophav.

– Som mor, vil jeg sige klart nej. Jeg forstår ikke, at man kan vælge sine børn fra. Men jeg kan se, at det sker, særligt i tilfælde, hvor et menneske har et ekstraordinært talent, som Asta Nielsen for eksempel. For hende var det ikke et spørgsmål om valg, da hun forlod Jesta, men en følelse af forpligtigelse i forhold til hendes talent, tror jeg. Jeg skriver i ophav om at Miriam har en kunstnerisk drivkraft, der er så voldsom, at det overtager og styrer hende - og hun føler ikke hun har et valg. Men jeg er også interesseret i, om et menneske kan forlade et barn, uden at angre. Og jeg forsøger at stille Miriam som en vi ikke dømmer som et dårligt menneske. Hvis man ser den undskyldning, den australske premiereminister for få år siden gav til kvinder og børn, der grundet kulturel skam blev skilt ad, oplever man, at de gamle kvinders sorg stadig sidder levende i dem. Det sår der opstår, når man mister et barn forsvinder ikke. Det lever man med. For min biologiske mor var sorgen ødelæggende.

Ja, jeg oplever også, at jeg i perioder ’forsvinder’ ind i mit arbejde, som Miriam gør.

– Her gentager jeg et svar, for der er mange, der har spurgt om det samme:

– Slutningen er åben. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en fantasi Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet og dø i sit rette element eller, at hun under går en forvandling til havfrue eller fisk. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst. Hvordan ønsker du bogen slutter. Noget af det jeg holder mest af ved skønlitteratur er, at skønlitteraturen ikke er en opgaveløsning, men at der her er plads til alle vores tolkninger og forestillinger. Der findes ikke som med de fleste andre ting en rigtig eller forkert, når man læser af lyst. Historien bliver til i samspil med dig, der læser, dine erfaringer og din forståelse at verden og virkelighed. Og dermed kan den samme historie, bliver til mange forskellige historier, selvom ordene er de samme. Det synes jeg er smukt.

–Om Sui og Nero bliver ved med at være sammen, er op til dig som læser at beslutte. Kun fantasien sætter grænsen.

AfMarianne Träff
man, 13/01/2020 - 15:07

Ophav – hvem er du og hvem vil du være?

Vi lagde ud med at se Litteratursidens fine lille video om Eva Tind og bagefter en video om Auroville i Indien. Så var stemningen der!

Som sædvanligt så er læsningerne af DR Romanpris romanerne altid helt forskellige her på Ishøj Bibliotek. Vi havde læsere der var voldsomt begejstrede, de syntes at Ophav var en gave, et kunstværk, yderst velskrevet, meget spændende, et eventyr, dynamisk, en Pandoras æske og dybt original. Enkelte mente derimod at det var en roman fyldt med forskruede og egoistiske mennesker, at den var fortænkt, prætentiøs og at den i det hele taget ville alt for meget for meget. Men langt hovedparten havde haft en meget fin læsning og som en sagde: "Endelig en roman med en happy end, det trængte vi til". Og en anden "Jeg vil også begraves i skoven"

Der var mange temaer i romanen, men det vi talte mest om, var moderskab contra karriere, om livskriser, om at finde sig selv og sin egen identitet og så selvfølgelig alt det mystiske og det magiske, som vi både forstod og ikke forstod.

Vi talte en hel masse om retten til selvrealisering og retten til at bestemme over sit eget liv og vi var faktisk alle enige om at man som individ, selv må bestemme over det liv vi ønsker at leve. Miriam er kunstner og lever og ånder for sin kunst, hun bliver gravid som 51-årig og har ingen trang til at blive mor, men hun tilbyder generøst Kai at få det barn han ønsker sig. Det er der altså ikke noget galt i sagde alle 32 læsere, at vi var nogle der havde svært ved at forstå valget, var noget andet. "Hvor er det befriende at læse om en kvinde, der ikke altid er perfekt, og selvom hun er strid og egoistisk kan jeg godt lide hende", sagde en.’

Fakta boksene, eller de små encyklopædiske opslag var der delte meninger om, men de fleste følte sig oplyste og synes at formeksperimentet var en tilpas forstyrrelse i et læse-flow, der gjorde at man lige blev prikket lidt til. Et par læsere følte sig dog talt ned til og syntes at de små filosofiske overvejelser/optegnelser var irriterende, også selvom det måske var tænkt som Sui’s noter til hendes roman.

Vi talte en masse om alt det mystiske og magiske og har derfor mange spørgsmål (se neden for)

Vi var dog enige om at vi ikke læste om almindelige mennesker, hovedpersonerne var alle super privilegerede, forkælede og velstillede. Miriam verdensberømt kunstmaler, hendes far var verdenskendt musiker, Kai var partner i et arkitektfirma og Sui var via arven fra Miriam også meget velhavende. De havde alle råd til at rejse ud og finde sig selv, råd til at droppe jobbet i månedsvis og råd til ikke at skulle tjene til smør på brødet.

 

Spørgsmål:

Hvorfor tror du at Miriam har glemt alt om sit liv før hun blev adopteret? Er det ægte fortrængninger over tabet af moderen eller?

Hvad betyder Sui’s cyste i maven og hvad gør den for historien? Er den symbol på det uforløste? Og tror du selv på håndspålæggelser og pulveriseret søhest som helbredende?

En af vores læsere fortalte at i det gamle Rom var det helt almindelig brugt at adoptere, hvis man manglede arvinger (fx var August adoptivsøn til Cæsar) og at han mente at søge efter ophav var kulturelt betinget. Han mente ikke at have læst at romerne var særlig interesseret i biologien. Tror du det er rigtigt – altså det med det kulturelt betingede?

Tror du Miriam myrder sin japanske mand? Og hvorfor hjemsøger han hende? Dårlig samvittighed? Og kunne det, at han ryger ud over kanten, være et symbol på at hun også har smidt Sui ud over kanten, ved at forlade hende som spæd. Altså når hun ikke gider mere, så ofrer hun?

Er Miriams træ Livets træ fra Paradisets have (Bibelen) eller er det Yggdrasil (Nordisk mytologi), eller "bare" verdens største træ?

Dør Sui til sidst? Er hun dykket for langt ned? Eller er det at hun får gæller og transformeres til en havfrue bare en metafor for at hun har fundet hjem, at hun har sluttet ringen i sin søgen, at det er en happy end

 

Tak for en fin poetisk roman med både tyngde og lethed

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:18

Som svar til af Marianne Träff

Kære Marianne Träff og resten af læsegruppen

Tak for at dele jeres diskussion og betragtninger med mig, det er altid inspirerende og overraskende for mig som forfatter at få et lille kik ind i det I oplever.

– Ja, flere adopterede fortæller om voldsomme fortrængninger. For eksempel er der en, der beretter om at komme til Holland som 9-årig og fuldkommen miste både sprog og erindring. Men da han så vender tilbage til Korea som voksen for at møde sin første-mor og –far, og de tager ham med hen på det marked, hvor de har en bod, og han har tilbragt sin barndom, vender hukommelsen pludselig tilbage. Han kender smutveje og ruter, han bevæger sig som en fisk i vandet.

– Tolkninger om cysten vil jeg overlade til jer. Jeg tror på helbredelse i mange former, jeg tror, at kroppen ofte (men ikke altid) er spejl på psykiske tilstande. Det med søhestepulveret kan jeg lide som idé, men ved jeg ikke, om jeg personligt tror på, men Mi-Ok gør.

– Jeg tror ophav og adgang til viden om ens tilblivelse, hvem man kommer fra, at man har kendskab til sit stamtræ, sin slægt er et eksistentielt spørgsmål, der måske endda er en urtilstand i mennesket. Gennem ens egen historie kan man knytte sig til hele verdens historie. Man forankres som menneske. Vi bruger også historien til at forstå os selv som folk, og underviser i det i skolen. Hvis man ser på naturfolk som for eksempel maorier i New Zealand er det at kende ens slægtstræ (Whakapapa, der indeholder både alle ens forfædre men også bjerge, floder, myter og den kano dine forfædre kom i) det der gør dig til at synligt menneske og giver dig eksistensberettigelse. Kan du ikke reciterer din Whakapapa, er du et ansigtsløst menneske, der aldrig træder i eksistens. Kærlighed kan holde os i live, levende, men ikke nødvendigvis forankre dig og give dig en følelse af at have en rod.

– Om Miriam er skyld i Hirokis død er uvist. Hun husker det, som om han faldt, men det kan lige så godt være hende, der har skubbet ham og siden fortrængt det. Det entydige svar findes ikke, det er for mig som forfatter en måde at give plads til det flertydige og jeres egen fantasi. I beslutter egenrådigt som enkelte læsere, hvad der sker. Hvis der fandtes et entydigt budskab eller en løsning, ville teksten for mig ikke give plads til det udefinerbare, det uforklarlige og det er for mig noget af det, jeg elsker ved skønlitteratur, at sandheden er lige så mangfoldig som læserne er. Mit ønske som forfatter er, at undgå at pådutte læseren én sandhed men gerne åbne op for flere.

– Miriams træ er ’bare’ verdens største træ. Men det er også for mig et symbol på træet i paradisets have. Alle andre magiske træer kan det i princippet også tolkes som. Jeg synes, jeres bud på af knytte det til nordisk mytologi er en smuk tanke.

– Jeg opfatter mine bøger som litterære betragtninger og undersøgelser ikke som svar. Mit ønske som forfatter er, at undgå at pådutte læseren én sandhed men åbne op for flere. Slutningen står i Ophav åben som en dør. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en fantasi Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet og dø i sit rette element, eller at hun under går en forvandling til havfrue eller fisk. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst. Noget af det jeg holder mest af ved skønlitteratur er, at det ikke er en opgaveløsning, men giver plads til alle vores tolkninger og forestillinger. Der findes ikke som med de fleste andre ting en rigtig eller forkert måde at læse på, når man læser af ren lyst.

AfKatrine Bolton
man, 13/01/2020 - 14:22

En dejlig bog” var den første kommentar og sådan fortsatte det bordet rundt.

Vi var meget begejstrede for bogen, der var let og luftig, fuldet med charme, dog på kanten af det banale, men alligevel så overraskende og spændende.

Det eneste minus var, at der næsten skete for meget, på bekostning af fordybelsen. Vi ville gerne høre endnu mere om de forskellige hovedpersoner. (Og så var de fleste i tvivl om slutningen, men rejsen dertil nød de.)

Selve sproget og Eva Tinds flow er fænomenalt, man bliver opslugt og lader sig flyde med fra første side.

Hendes personer er finurlige og kantede, men meget lette at holde af. Hun leger med kønsroller og udfordrer vores verdensopfattelse. Hun stille spørgsmål ved begrebet ophav, rødder er ikke nødvendigvis biologiske og hjemme er ikke nødvendigvis fødested.

 

Vi havde mange spørgsmål, men mest af alt vil vi gerne vide, hvorfor bogen slutter i 2021, hvorfor var det nødvendigt at slutte den i fremtiden?

Så vil vi meget gerne kende Suis skæbne? Er den sidste scene blot en metafor?

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:14

Som svar til af katrine.bolton

Kære Katrine. Tak for jeres feedback og jeres læsning og spørgsmål.

Historierne strækker sig både frem og tilbage i tiden for at ’udvide’ det spillerum og den tid, der fortælles i og give plads til lidt større armbevægelser. Slutningen er åben. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en forestilling Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet for at dø i sit rette element, eller en forvandling hun undergår. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst.

Slutningen er en åben dør. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en fantasi Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet og dø i sit rette element, eller at hun under går en forvandling til havfrue eller fisk. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst. Noget af det jeg holder mest af ved skønlitteratur er, at skønlitteraturen ikke er en opgaveløsning, men der er plads til alle vores tolkninger og forestillinger. Der findes ikke som med de fleste andre ting en rigtig eller forkert måde at læse på, når man læser af lyst. Fortællingen bliver til i samspil med jer, der læser, jeres erfaringer og forståelse at verden og virkelighed. Det synes, jeg er smukt.

AfKirstine Louise Grøngaard
ons, 08/01/2020 - 12:01

Kære Eva. Vi mødtes på Brønderslev bibliotek i går og har følgende spørgsmål til dig :

  • Er du (Eva Tind) selv i stand til at heale, og hvem af karaktererne ser du selv mest i?
  • Var Miriam skyld i sin mand Hirokis død?
  • Hvorledes skal slutningen forstås, hvor Sui udvikler gæller og dykker ned på dybets bund?

Vi glæder os til at høre fra dig. ! 

Mvh. bibliotekar Kirstine Grøngaard

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:08

Som svar til af Kirstine Louis…

Kære Kirstine Louise og Brønderslev læsere. Først mange tak for spørgsmålene, og for at I læser!

Jeg har ikke udforsket den side af mig selv, så jeg kan ikke svarer på spørgsmålet. Men jeg har mennesker omkring mig, der healer på forskellig vis, både gennem vestlige medicinske metoder og gennem alternative behandlingsmetoder. Jeg opfatter personligt  det ’at heale' som det ’at helbrede’. Jeg har haft glæde af at modtage og af helbredende behandling af et menneske med ’magiske’ hænder, men også gennem almindelig medicinsk behandling.

Om Miriam er skyld i Hirokis død er uvist. Hun husker det, som om han faldt, men det kan lige så godt være hende, der har skubbet ham og siden fortrængt det. Det entydige svar findes ikke, det er for mig som forfatter en måde at give plads til det flertydige. I ’Ophav’ bliver det sat på spidsen, men hukommelsen (søhesten) kan være en forræderisk størrelse.

Slutningen er åben. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en fantasi Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet og dø i sit rette element, eller at hun under går en forvandling til havfrue eller fisk. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst. Noget af det jeg holder mest af ved skønlitteratur er, at skønlitteraturen ikke er en opgaveløsning, men der er plads til alle vores tolkninger og forestillinger. Der findes ikke som med de fleste andre ting en rigtig eller forkert måde at læse på, når man læser af lyst. Historien bliver til i samspil med dig, der læser, dine erfaringer og din forståelse at verden og virkelighed.

 

AfTina Karina Mortensen
tor, 16/01/2020 - 10:57

Som svar til af Kirstine Louis…

Kære Kirstine Louise, Først tak for spørgsmålene, og for at I læser!
..... skriver
 Eva Tind som sidder i udlandet med en ustabil internetforbindelse og derfor skriver med mig som mellemmand.

Jeg har ikke udforsket den side af mig selv, så jeg kan ikke svarer på spørgsmålet. Men jeg har mennesker omkring mig, der healer på forskellig vis, både gennem vestlige medicinske metoder og på spirituelvis, jeg opfatter personligt ’at heale som’ som ’at helbrede’. Jeg har oplevet at fået behandling af et menneske, som havde ’magiske’ hænder.

Om Miriam er skyld i Hirokis død er uvist. Hun husker det, som om han faldt, men det kan lige så godt være hende, der har skubbet ham og siden fortrængt det. Det entydige svar findes ikke, det er for mig som forfatter en måde at give plads til det flertydige. I ’Ophav’ bliver det sat på spidsen, men hukommelsen (søhesten) kan være en forræderisk størrelse.
Slutningen er åben. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en fantasi Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet og dø i sit rette element, eller at hun under går en forvandling til havfrue eller fisk. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst. Noget af det jeg holder mest af ved skønlitteratur er, at skønlitteraturen ikke er en opgaveløsning, men der er plads til alle vores tolkninger og forestillinger. Der findes ikke som med de fleste andre ting en rigtig eller forkert måde at læse på, når man læser af lyst. Historien bliver til i samspil med dig, der læser, dine erfaringer og din forståelse at verden og virkelighed

AfJakob Poulsen
ons, 08/01/2020 - 09:04

Et fabulerende eventyr. Et overfladisk kunstværk. En optimistisk historie. En sort fortælling.

Læseoplevelsen af ”Ophav” var (som sædvanlig) delt på Hillerød Bibliotek. Alle var enige om, at Eva Tinds sprog er flot, researchen uovertruffen, og at der er tænkt nøje over de mange symboler og mytiske referencer om bl.a. urmoderen, moderjord/-land. ”Ophav” har mange temaer og gør op med vante forestillinger og stereotyper om den nærværende og fraværende forælder.

Helt konkret gjorde den deciderede fraværende og (næsten!) følelseskolde moder, der sætter sin kunst og sig selv som livsværk over alt andet, indtryk. Den meget nærværende, overpylrende, men utroligt sympatiske mor/far, Kai, var en opsigtsvækkende modsætning. Hans rejse til et utopisk samfund, for endelig at vågne op som voksen og egentligt sig selv, efter at hans koreanske far, hiver Kai ud fra illusionen om, at han kan gå på vandet er næsten eventyrlig. Til sidst har vi Sui, som er omgærdet af lidt mystik: at hun tror, at hun er fisk, men som måske kan tolkes, at hun dør. Hvorfor gjorde hun ikke noget med sin cyste langt tidligere? Hun vakte megen bekymring rundt om bordet, i sær når Sui til slut står som helstøbt og ”selvopfundet” menneske, lykkelig og på tærsklen af livet.

Tilfældighederne og skæbnespillet snubler over siderne; som en kritiker har sagt, så er ”Ophav” nok en hverdagsodyssé, men for Miriam, Kai og Sui er alle dage særdage. Og nok er der tænkt meget over teksten, men er den også fortænkt? Snakken gik om, hvor meget romanen egentlig giver læseren andet end en god læseoplevelse: at den ikke efterlader noget specifikt end trangen til at google en video af legende søheste.

Traditionen tro blev der samlet spørgsmål til slut, som vi håber at, Eva, har lyst til at svare på:

1) Hvorfor slutter historien i den nære fremtid (2021)? – Skal det tolkes som om, at Sui dør?

2) Som læser får man indtryk af, at tilfældigheder (at det hele ”klapper”), spiller en stor rolle i historien (hvad er fx sandsynligheden for at kvinde køber en grund i skoven et sted i Sverige, hvor hendes tudsegamle, biologiske mor tilfældigvis også bor?). Leger du med tanken og udfordrer så at sige det narrative skæbnespil – eller skriver du bare løs og lader skæbnen råde (beklager, ordspillet…)

3) Hvad er bogens egentlige budskab? Rejs ud, og lær dig selv at kende? 

4) Hvem er den egentlige hovedperson i Ophav?

AfEva Tind
man, 20/01/2020 - 07:02

Som svar til af Jakob Poulsen

Kære Jakob og Hillerød bibliotek, Mange gange tak for at dele jeres betragtninger og spørgsmål med mig. 

1)

Historierne strækker sig både frem og tilbage i tiden for at ’udvide’ det spillerum og den tid, der fortælles i og give plads til lidt større armbevægelser. Slutningen er åben. Jeg har med vilje skrevet den sådan, at det både kan være en forestilling Sui har under vandet, en beslutning om at blive ét med havet for at dø i sit rette element, eller en forvandling hun undergår. På den måde kan du som læser selv beslutte, hvilken slutning der passer dig bedst.

2) I har fuldkommen ret. Det er usandsynligt at en kvinde tilfældigt køber en grund, hvor hendes gamle ukendte mor bor, og derfor er det også et papir, der bliver skubbet ind under døren hos Miriam og ikke et opslag, hun tilfældigt ser i en avis eller lignende. Begivenhederne i romanen forsøger jeg at give en mening, så læseren ikke sidder og irriteres over detaljer undervejs, det bruger jeg også tid på. Når det så er sagt, er det jeg skriver fiktion, og dermed har jeg i ’Ophav’ også givet plads til det fantastiske. (Og jeres ordspil er mere end velkomne).

3) Bogen har som sådan ikke ét budskab eller en morale, men kredser omkring mange temaer. Historien udviklede sig for mig undervejs. Jeg arbejdede i Ophav ikke ud fra et plot, men ud fra indfald, lyst og tilfælde. Kai ender for eksempel i Auroville, fordi jeg skulle på rejse dertil og beslutter mig for at tage ham med. Beslutningen influerer på den måde, jeg møder Auroville som samfund, pludselig er jeg jo ikke kun turist men også på research, og det gør mig mere åben og fordomsfri. Idealsamfund er også et tema i bogen, splittede familieformer, tab, tilhørsforhold, samfundets og menneskets potentiale for udvikling. Jeg håber, at man som læser tænker over, hvad slægtskab er, hvilken betydning, det har for et menneske at skabe en identitet, der passer med ens indre, at vi hele tiden undergår forvandlinger også uden at kunne vælge det, som når vi udvikler os fra et barn til voksen, for så at ældes og dø. Bogens titel er også et hovedtema: Hvad vil det sige at have et ophav, at finde sit ophav og selv være ophav til noget. 

4) De er alle tre hovepersoner.

AfTina Karina Mortensen
man, 06/01/2020 - 09:06

Jubii. Vi er igen så heldige at månedens forfatter gerne vil skrive sammen med os.
Skriv endelig kommentarer og spørgsmål til "Ophav". 
Eva Tin deltager i debatten og svarer, når hun kan komme til det. Hun er her i januar på en længere rejse og er ikke altid i nærheden af brugbart internet.
Så velkommen til Eva Tin her i DR Romanklubben.
Hilsen Tina

AfTina Karina Mortensen
tor, 02/01/2020 - 11:31

Et helt nyt år at tage fat på - OG ikke mindst - en helt ny bog her i DR Romanklubben!
For mig er "Ophav" en bog, som kræver stor opmærksomhed. Det er jo godt.
En smuk og fin beskrivelse af altopslugende kunstnerisk nødvendighed. En nødvendighed så stor at alt må sættes til side. Mit "moderhjerte" er voldsomt udfordret og jeg er på én gang tiltrukket af kunstneren Miriam og frastødt af hendes manglende evne til at knytte sig til andre mennesker.
Ret morsomt at vi i sidste måned læste "De nærmeste" af Lotte Kirkeby. En bog som jo også handler om en familie og deres forhold til hinanden.
Jeg glæder mig til en snak om "Ophav", så skriv endelig løs om stort og småt.
Der er nok at tage fat på. F.eks. De fire hovedpersoner, deres forhold til sig selv og hinanden. Om det magiske element i bogen og ikke mindst slutningen, som vi selvfølgelig skal passe på med ikke at afsløre.
Med ønske om en god debat og et godt nytår
mange hilsner
Tina Karina Mortensen
Tovholder på debatten her i Litteratursidens DR Romanklub 

 

AfTina Karina Mortensen
fre, 24/01/2020 - 14:19

Som svar til af Connie

Hej Connie
Ja, det er let at tage fejl af hvor man skal skrive.
Prøv dette :
Find dit eget indlæg
Kopier det
Sæt det ind i den store hvide boks hvor der står "Indlæg" (lige under dette)
Klik på gem

Så skulle det gerne lande rigtigt.
Jeg holder øje, så hvis det ikke lykkes for dig, får jeg en fra Litteratursidens redaktionsgruppe til at hjælpe os.
Mange hilsner
Tina

Vis flere
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfConnie Mikkelsen
fre, 24/01/2020 - 09:05

Ærø læsekreds i Marstal var enige om at det var en fin bog - som beskrev mange aspekter i nye måder at være familie på. Vi var enige om at alle familiemedlemmer i bogen var meget frigjorte i deres valg at leve deres liv på- og flere syntes at Miriam var en meget stærk kvinde , men Kai opleves som et skvat. Selv havde jeg det svært med at forlige mig med tanken om at fraskrive sig sit moderskab- men der er jo nogle der af den ene eller anden grund ( økonomi og rugemødre f.eks )er ude i sådan nogle overvejelser.

At Miriam fra starten af graviditeten vægter sit eget liv og giver Kai valget om st være aleneforældre finder vi prisværdigt.

Suis udviklingshistorie er også spændende at følge- men det er påfaldende at hun bruger mere tid hos perlefiskerne end sit biologiske ophav- så måske er blod ikke tykkere end vand ? Og mærkeligt med den her " cyste historie"

Og de her noter der dukker op igennem bogen vil vi gerne have en forklaring på ? 

Vi glæder os til at mødes med forfatteren på Ærøskøbing bibliotek d.30/1

Foreløbig tak for en ( for alle fremmødte i Marstals DR læseklub)god læseoplevelse.