Bog

For enden af perronen

Af (
2018
)

Anmeldelse

For enden af perronen af Hanne Richardt Beck

09 okt.18

Historien om manden på perronen er en god fortælling, som fænger og lever i kraft af sine fremragende tidsbilleder af de seneste 40 år.

Peter står på perronen på Nørreport Station og venter på det næste tog, som han vil springe ud foran. Og han er vred, meget vred. ”Hvordan er det kommet hertil? har han spurgt 2017, men den gør sig kostbar og svarer ikke.” Men pludselig blander 2017 sig alligevel i Peters tanker, og ikke bare 2017, men også andre år, som har haft betydning for Peter og hans omgangskreds, og hvert år forsøger at skabe lidt orden i Peters kaotiske liv.

Mens Peter står på perronen, bliver hans historie fortalt. I 1982 begynder han på en ny skole – en katolsk friskole - og her møder han Ellen, Agnes og Gunilla for første gang. Fire vidt forskellige teenagere med vidt forskellig baggrund og forskellige politiske interesser. De kommer alle til at spille større eller mindre roller for hinanden frem til 2017.

I 9. Klasse er Peter meget forelsket i Agnes, men hun ser ikke til hans side, til gengæld er Ellen vild med Peter, mens Gunilla er lidt på sidelinjen og er hende, der iagttager og er vidne til historien. Efter de første ungdomsforelskelser finder Ellen og Peter sammen og bliver gift, men deres ægteskab bliver ikke nemt. Ellen har arbejde som sygeplejerske, og det er hende, som forsørger Peter, mens han forsøger at skabe sig en karriere som politisk tegner. Men ligesom Peter endelig når anerkendelse som tegner af politiske striber til en avis, og der bliver lavet en udstilling på et anerkendt galleri i København, går det helt galt og Peters deroute begynder.

Hanne Richardt Becks beskrivelse af de usikre 15-årige, som starter i en helt ny klasse er ramt helt præcist. Hvem skal man holde sig til, hvem bliver lederen, og hvem bliver mobbet? Hendes roman giver meget præcise tidsbilleder for os, som har oplevet årene, er der mange nå ja'er, både fra hverdagslivet – lørdagskylling, citronte fra automaten og walkman- og fra det politiske liv.

Hvert årti beskrives med en farve: 70’erne er brune, 80’ene er grå, 90’erne selvlysende blå og 00’erne er den hvide tid. Med til at tegne tidsbillederne er også kommentarer med brug af de ord, som pludselig dukker op.Til kommentaren fra 2017 om at se sproget med alternative sandheder og fake news svarer 1982 ”fake news er bare propaganda.”

Personerne taler meget om kærlighed, kunst, politik, tro, karriere, og engang imellem kan det blive lidt for meget med kommentarerne fra den alvidende fortæller. Men det skal ikke forhindre mig at fastslå, at Hanne Richardt Becks roman er meget vellykket og velgennemført. En stor roman om tiden fra 1980’erne til 2010’erne, som får mine bedste anbefalinger.

Analyse

Beck, Hanne Richardt - For enden af perronen

28 feb.19


’For enden af perronen’ er en roman, der favner 40 års historie ved at skildre fire menneskeskæbner, der krydser spor og farver hinandens tilværelser. På den måde lægger bogen sig både genremæssigt op ad kollektivromanen, men kan samtidig karakteriseres som en epokeroman, der skildrer de strømninger i tiden, der har været afgørende for de seneste 40 års Danmarkshistorie. 
  
Hanne Richardt Becks seneste udgivelse begynder lige pladask in medias res i år 2017 på den perron på Nørreport, hvor Peter, den ene af fortællingens fire hovedpersoner (de tre andre, Gunilla, Agnes og Ellen, møder vi først for alvor i kapitel 2) overvejer at springe ud foran et tog. Straks er vi indviede i Peters indre kakofoni af stemmer, der råber i munden på hinanden for at komme til orde. For Peter er vred, som der står på romanens første side. Vred på sin tid og arrig over, at livet ikke har spillet sig ud sådan som hans yngre selv kunne have håbet. Han står på perronen alkoholiseret og mørbanket af tilværelsen og vi forstår, at dette er kulminationen på den deroute, der, som læsningen skrider frem, synes mere og mere uundgåelig. 

Tidens stemme
Og her møder vi for første gang et af romanens særlige greb, nemlig det, at tiden udgør en konkret stemme, ja den bliver nærmest en slags femte hovedperson i fortællingen. Tiden får menneskelignende karakter, den personificeres. Peter taler helt konkret med tiden, og den svarer ham: ’Peter står på perronen og småskændes med 1982: ”På en måde,” siger han, ”er intet ændret, og på en måde er alting forandret.” 1982 brummer: ”Kan du komme på flere banaliteter?” ’ 
Romanen er altså konstrueret sådan, at tiden helt fysisk har forskellige stemmer, som Peter parlamenterer og skændes med og irettesættes af. På den måde kommer det, vi kunne kalde ’tidens stemme’ til at fungere som en slags motor, der driver fortællingen frem og også undervejs kommenterer handlingen.

I den forbindelse giver det mening at kigge nærmere på det, vi kunne kalde romanens fortællerforhold. For vi har først og fremmest at gøre med en alvidende fortæller, der svæver over handlingen og kan krybe ind i de fire hovedpersoners bevidsthed og formidle deres tanker til læseren. Dette muliggør, at den alvidende fortæller både direkte og indirekte kan kommentere de indbyrdes relationer mellem romanens hovedpersoner, men også frit kan ytre sig om alt fra storpolitiske begivenheder til indre psykologi hos hovedpersonerne.

Rammefortælling
Romanens komposition udgøres altså af en rammefortælling med året 2017 som omdrejningspunkt, og årstallet fungerer således som bogens tilbagevendende referencepunkt og skelet. Derudover er hvert andet kapitel i bogen et flashback til et givent årstal mellem 1982 og 2017. De ikke-kronologiske spring mellem årene fungerer derfor som en art priktegning, hvor læseren hele tiden får sporadiske informationer serveret, og først hen imod slutningen af romanen sidder vi tilbage med det fuldstændige billede af, hvordan de fire hovedkarakterers livsforløb har udmøntet sig. At fortællingen hele tiden tilbageholder information for læseren virker både som suspense og som en kraft, der driver fortællingen frem. 

I romanens andet kapitel springer vi eksempelvis tilbage til året 1982, der markerer fortællingens begyndelse. Her møder vi for første gang de resterende hovedpersoner, nemlig Ellen, Agnes og Gunilla, der alle skal begynde i niende klasse på en katolsk privatskole sammen med Peter. Det er fire alvorsfulde unge, der med deres vidt forskellige baggrunde bliver spejle for de klasseskel, der også løber som en strøm gennem bogen. Hver især repræsenterer de henholdsvis underklassen (Ellen), den lavere middelklasse (Gunilla), den øvre middelklasse (Agnes) og overklassen (Peter). 

Ellen tegnes som den samvittighedsfulde, empatiske men også hårdt prøvede pige, der tager sig af alle andre, hvad enten det er hendes psykisk ustabile mor eller Peter. 
Gunilla er karakteriseret ved på overfladen at være velfungerende og socialt begavet, men med et veludviklet talent for at skabe splid og intriger, og hun får tildelt rollen som en art vidne til de andres fortællinger.
Agnes er den pige, alle gerne vil være. I de unge år er hun epicentret, hvorom alle andre mennesker drejer. Hun er overordentligt smuk, velbegavet og med en solid akademisk baggrund i bagagen ligner hun langt hen ad vejen en misundelsesværdig succeshistorie. 
Peter er den sensible kunstner in spe, der som årene går, ophober en stadigt mere eksplosiv vrede over, at verden ikke er gået som hans unge selv fantaserede om. Det udmønter sig i mere og mere aggressive politiske tegninger personificeret i figuren Victus, der er en slags alter ego og fungerer som lynafleder for Peters personlige og politiske indignation.

Et andet centralt element i romanen er sproget. Ofte farves det af den tid, der slås ned på i de respektive kapitler - for eksempel i denne passage fra 1982: 
”De hørte musik og diskuterede Run Away med XTC, og Peter sagde, at you are lost in a maze of neon light bare var ’så meget Strunge’” 
Romanen igennem rodfæster forfatteren sin historie i den tid, der beskrives, ved at bruge referencer, der tydeligt henviser til det specifikke år. Eksempelvis dukker ord som ’time manager’ op i beskrivelsen af 1990’erne og efterdønningerne af 1970’ernes politiske agendaer  ses også tydeligt i kapitlerne om start-80’erne.

For enden af perronen har et slægtsskab med romaner som Album af Benn Q. Holm eller med Katrine Marie Guldagers såkaldte Køge-krønike, idet den gaber over en anseelig tidsperiode og skildrer flere sammenvævede karaktereres skæbner. Således bliver Hanne Richardt Becks fortælling både en specifik tidsskildring af fire årtier, en kollektivroman (roman der har flere hovedpersoner som centrum for en fælles historie), men også et psykologisk portræt af den generation, der var unge i 1980’erne og blev voksne i 1990’erne.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
54710720
ISBN
9788702269352
Antal sider
458

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer