Libido

Det er aldrig kedeligt, når Sabroe skriver, og dårligt er det heller ikke, men denne erotiske samfundssatire kommer til at stå som en parentes i et ellers stort forfatterskab.

I pressebrevet om bogen står der: “Forrygende og veloplagt Sabroe ude med humoristisk og spændende erotisk roman”.  Jeg er normalt begejstret for Morten Sabroes forfatterskab, og min anmeldelse af ’Os’ fra tidligere i år bærer også præg af min begejstring. Denne bog er jeg dog ikke så begejstret for.

Sproget er godt, der er meget energi i bogen, som bærer præg af at være skrevet i et flow, måske ligefrem en rus – og dette er ment positivt. Men bogen fænger bare ikke. Måske er jeg heller ikke målgruppen for bogen, der vel mest er et humoristisk kampråb til midaldrende mænd.

I centrum af ’Libido’ er de tre venner Philip, Rune og Daniel. De længes tilbage til tiden, hvor kvinder gik hjemme og føjede mændene, der så til gengæld skaffede føde og lagde kvinder ned på stribe. Da det for alvor går op for dem, at kvinder er selvstændige individer med egne tanker og handlinger, bliver de skræmt.

Philip er fortælleren, og hans kone har karriere med stort K. Hun arbejder på et forlag og får fingrene i den store erotiske roman. Philip føler, at han er usynlig for hende, og at hun er blevet væk for ham. Han frygter, hun har en anden og falder i et hul. Daniel er vild med sin smukke kone, der helst vil klare sig uden ham. Trussetyven Rune bliver skræmt over, at hans kone ønsker at have sex med andre mænd og sætter en vanvittig jagt i gang på feministerne Nymphomaniacs.

Det er samfundssatire og forlængelse af de seneste avisskriverier fra Sabroes hånd. Det er aldrig kedeligt, når Sabroe skriver, og dårligt er det heller ikke, men set fra min stol er Libido en parentes i et ellers stort forfatterskab.