I en storslået fortælling om kærlighed og krig, om at finde vej og om at miste følger vi, igennem en alvidende fortæller, fire menneskers skæbne. Skæbner, som hver især oplever tab, som følge af de valg de træffer, og fordi en krig på alle måder kommer imellem dem.
Kærlighed overskrider ifølge hovedpersonen, den engelske patient, tid og sted. Krigen er også en faktor i forhold til at bryde grænser – både nationale og følelsesmæssige – og bygge nye grænser op. Alt sammen er beskrevet, så man som læser sidder åndeløs og vender hvert blad i spænding om de nye overraskelser og opklaringer man får serveret.
Omdrejningspunktet i romanen er en forbrændt mand, der ligger på sit dødsleje i en villa i Toscana. Han bliver passet af en ung sygeplejerske, Hana som har fået nok af krigens rædsler. Hun antager ham for at være engelsk, men i løbet af historien bliver vi introduceret til hans sande identitet og baggrund for, at han er endt som et forkullet hylster.
Under krigen styrtede han ned med et fly, og da han springer ud i faldskærm opdager han, at han står i flammer. Han bliver fundet i ørkenen af nomader, som plejer hans sår, inden han bliver overbragt til en engelsk hospitalslejr. I begyndelsen kan patienten ikke huske meget andet end de nomader, som tog ham med gennem ørkenen. Men langsomt efterhånden som han får hukommelsen tilbage, rulles en fantastisk kærlighedshistorie og et trekantsdrama ud. Hana og patienten er dog ikke alene, idet Hana bliver opsøgt af faderens ven, Caravaggio, en tidligere tyv, der har fundet en legitim karriere under krigen som britisk efterretningsagent. Som et resultat af dette arbejde har han mistet begge tommelfingre, fordi han blev opdaget i et forsøg på at stjæle et kamera.
Den sidste beboer i villaen i Toscana er Kip, en indisk minør, som i stedet for en planlagt lægeuddannelse, tager til England og hjælper med at demontere bomber. Kip og Hana indleder et forhold, men han tager tilbage til Indien, da han bliver mindet om vestens konstante angreb på verdens brune folkeslag. Mindet om tiden i villaen og ikke mindst mindet om Hana bliver dog siddende i ham.
Identitet og nationalitet
Et af bogens store temaer er identitet, og hvordan identiteten formes af omkringliggende faktorer såsom religion, nationalitet og opvækst. Vi følger Hana imens hun bliver voksen i en krig og med et arbejde, som for altid vil mærke hende.
Da hun starter med arbejdet som sygeplejerske er hun 18 år, i bogen følger vi hendes 21 års fødselsdag. Således bliver Hana på mange måder voksen på de tre år, hun arbejder under krigen. En markering af dette er blandt andet, at hun i starten af krigen klipper sit hår af, fordi det kommer i vejen. Siden har hun slet ikke kigget sig i spejlet.
Caravaggio er blevet frataget sin identitet, da han ikke længere kan stjæle på grund af, hans tommelfingre er blevet hugget af. Patienten er også blevet frataget sin identitet. Forbrændt og nærmest forkullet er hans udseende udvisket, men langsomt opnår han at få fortalt om sin tidligere identitet tilbage til tiden før krigen, hvor han med sin partner Madox kortlagde ørkenen.
Dengang var han kendt, som Greve Almásy, der erklærede, at kærlighed overskrider tid og sted. Nationale følelser har han ikke, måske fordi han i sit arbejde med at kortlægge ørkenen er bevidst om, at ørkenen hele tiden flytter sig. Men også fordi han, som han selv udtrykker det, er født i et land, men har valgt at leve og arbejde i et andet. At nationale følelser ikke rører ham, bliver tydeligt i hans forsøg på at nå den elskede, Katharine, som ligger død i en hule i ørkenen. For at nå frem til hende hjælper han tyskerne gennem ørkenen efter selv at være blevet afvist af englænderne og mistænkt for spionage på grund af hans fremmede accent.
Endelig er der Kip, som på samme måde som Almásy har et ambivalent forhold til nationalisme. Han er på mange måder stærkt præget af nationale (indiske) følelser igennem hans bror, der er anti-vestlig. Samtidig oplever han dog, at blive modtaget varmt i England af hans læremester, Lord Suffolk. Det virker som om, han altid er bevidst om, at han er anderledes.
Hans oplevelser med at detonere bomber gør ham bevidst om hans egen dødelighed, den eneste han kan stole på er ham selv. Efterhånden som han er i villaen, sænker han paraderne og åbner op - ikke mindst overfor Hana, som han bliver forelsket i. Det hele ændres da nyheden om, at atombomberne er faldet over Japan når Kip. I et raserianfald forlader villaen og tager tilbage til Indien. Her ender romanen med at Kip tænker tilbage på Hana, mange år efter han forlod hende.
Grænseløs kærlighed
Kærligheden er endnu et centralt tema i bogen og kærligheden er på mange måder bindeleddet mellem de forskellige personer i fortællingen. De har hver især oplevet at miste, men lærer at leve med tabene. Hana mister først sin far, som dør under krigen, og sidenhen Kip som tager tilbage til Indien.
Almásy må forlade sin elskede Katharine døende i en hule i ørkenen, men han bruger alle midler for at hente hende tilbage. Kip har valgt en anden kærlighed i Indien, men tænker stadig på Hana. Så selvom ingen af de involverede rent fysisk kan være hos deres elskede er kærligheden stadig til stede på tværs af geografi og tid.
Når filmens verden indtager bogens verden
Afslutningsvis vil jeg drage paralleller mellem bog og film. Filmen havde premiere i Danmark i 1997 og er instrueret af Anthony Mingella. Filmen er på alle måder lykkedes i forhold til, at ramme oplevelsen af at læse bogen, og man fortaber sig i de smukke billeder af ørkenen.
At fortællingen på flere måder er omskrevet kan man leve med, især hvis man sørger for at adskille de to og sørger for at få læst og set begge dele. Bl.a. er Caravaggio i filmen en fremmed, som tørster efter hævn over Almasy, hvor han i bogen er ven med Hanas far og blot fatter mistanke om at den forbrændte skikkelse i virkeligheden er Almasy. Ligeledes er slutningen markant anderledes idet bogen afslutter med at Kip tænker tilbage og tænker på Hana, mens man i filmen ser, Hana tage afsked med dem alle og køre væk
Af Tine Jørgensen, Cand. Mag.
Kommentarer