Vinter

Andet bind i Ali Smiths årstidskvartet er en intens nydelse. En fabulerende roman, med skarpe satiriske betragtninger og flydende, næsten lyriske, indre monologer.

Med 'Vinter' fortsætter Smith sin post-Brexit årstidskvartet, der spidder det politiske klima i Storbritannien og sætter Brexit-debatten ind i en roman om familiestridigheder og længslen efter at høre til og blive set. Smith springer rundt mellem fortid, nutid og fremtid, hovedsageligt med den ældre kvinde Sophie og hendes søn Art som fortællere. 

Sophie Cleves er en gnaven, ældre kvinde, som bor alene i sit enorme hus. Hun har tiltagende synsforstyrrelser; et babyansigt er begyndt at følge hende. Det er juleaftensdag, og sønnen Arthur er på vej. Art, som lever af at søge internettet igennem for at finde filmklip, som ikke overholder copyrightlovgivningen og bruger sin fritid på at skrive en blog omhandlende sine - fiktive men smukt beskrevne - oplevelser i naturen. Hans kæreste har netop forladt ham og ikke nok med det, hun har også hacket hans Twitter og gør hans naturelskende følgere rasende med løgnagtige og provokerende opslag. Han kan ikke overskue at skulle forklare sit afsluttede forhold for sin mor, så løsningen bliver at betale en kroatisk studerende for at agere sin kæreste henover julen. Hans moster, aktivisten Iris, som Sophie ikke har haft kontakt med i årevis, kommer samtidig hjem fra Grækenland, hvor hun har hjulpet migranter i land, og midt om natten lukkes hun ind i det enorme hus uden Sophies vidende.

Som tidligere erhvervskvinde er Sophie umiddelbart sin aktivistiske søsters modsætning. Gamle stridigheder og misforståelser splitter, men verden - og Storbritannien efter Brexit - er ikke sort/hvid. Politisk hykleri udstilles, og i baggrunden kører nyheder om politik, immigranter og miljø, som spiller op mod handlingen. Arthurs fake naturbeskrivelser på sin blog (‘Art in Nature’) giver både ham og hans følgere en slags ægte ‘back to nature’-følelse, mens han selv forfølger skabere af kunstneriske naturfilm, fordi de muligvis har overtrådt ophavsretten; film, som efter Arts mening ikke har noget med natur at gøre. 

Natur og kultur spiller en stor rolle i romanen, en kontrast til det skarpt optrukne politiske landskab. I første del af kvartetten Efterår samlede den aldrende Daniel på malerier af pop-kunstneren Pauline Boty; i ‘Vinter’ er Sophie begejstret for skulpturer af den britiske kunstner Barbara Hepworth. Smith holder sig ikke tilbage for at involvere Shakespeare, der både refereres til og parafraserers over hans værker.

‘Vinter’ er en roman som indbyder til, at man lader sig rive med af historien og af den cykliske fornemmelse af, at alting gentager sig. Vi må og skal gøre oprør mod hykleri og skræmmekampagner, men ‘Vinter’ efterlader også en beroligende fornemmelse af, at det hele nok skal gå. Bladene falder af træerne, men de springer ud igen; årstiderne skifter. Jeg ser frem til ‘Forår’.