En fodrejse fra Rostock til Syrakus

At være borger i et land, der ikke giver sine indbyggere mulighed for at se verden uden for dets grænser eller: DDR før murens fald - det handler denne bog om.

Borger i dette land er den intellektuelle tjener Paul Gompitz; han lever et godt, stabilt og trygt liv – arbejder på barer og turistskibe om sommeren og tjener penge nok til at holde fri i Rostock (DDR) om vinteren. Han elsker sit land, men…er også besat af en stor længsel, en rørende frihedsdrøm, som ikke har politiske relationer, men bare er af betydning for ham selv: han må opleve Italien, foretage en rejse fra Rostock til Syrakus på Sicilien. Helst skulle det være til fods som hans forbillede Seume (romantisk eventyrer og forfatter) praktiserede det i 1802.

For Gompitz er Italien et kulturelt og et eksistentielt projekt, det er en dannelses- og pilgrimsrejse til stedet for kulturens vugge, han agter at foretage.

Vi følger så Gompitz, fra han i 1981 tager beslutningen om flugt; følger hans mange legale forsøg på at skaffe sig en rejse, og hvordan han løber ind i alskens bureaukratisk uforståelighed og hver gang får afslag.

Ikke hasarderet, men stille og uhyre grundigt forbereder han sig; den lange flugtforberedelse giver os, der læser, en regulær kropslig fornemmelse af østtysk indespærring. Og efter syv års forberedelser, kun ét år før Murens fald, sætter han omsider kursen mod Italien; det lykkes ham at undslippe ad søvejen via Danmark.

Ud over at være rædselsslagen for at det skal gå galt under flugten ud, frygter han endnu mere, at døren derefter smækker bag ham, så han ikke kan vende tilbage.

Selve rejsen er i virkeligheden lidt af en skuffelse, og folk i Vesten er ikke mere hjælpsomme, selvom de har den frihed, Gompitz længes efter. Efter sin rejse lykkes det ham – heldigvis – at blive lukket ind igen i sit elskede DDR.

Lyder det som en omstændelig, konventionel, tysk satire fuld af langtrukken grundighed? Det er der på ingen måde tale om; det er en lille bog, litterær på en underfundig og charmerende facon, ind imellem er den rigtig morsom. Det er også en politisk roman, fuld af dobbelt BRD-DDR-satire; f.eks. kan de vestlige medier ikke skrive, at Gompitz foretager en dannelsesrejse, for det begreb er faldet ud af sproget. De får det i god charterstil til at være: en drømmerejse.

Og fuld af kuriositeter og barokke indfald er den også, her er et eksempel: Gompitz har valutadepoter (vestlig valuta) flere steder, som han jævnligt tilser, nogle helt i Tjekkoslovakiet. Han håber at få nogle vestlige turister til at bringe pengene over grænsen til Vesten, så han har kapital til sin rejse. Problemet er bare – eller rettere var dengang – at turisterne mest var unge venstreorienterede studerende, og de havde jo høje tanker om arbejderparadiset DDR og opfatter hans projekt som lidt af et forræderi.

Vi får på en fin måde præsenteret de forskelle på kultur og menneskesyn, som dengang var og stadigvæk er en tysk realitet. Og selvom emnet er alvorligt, er alt let fortalt, sprogligt disciplineret. Om originalen er så velskrevet, eller det er oversætterens fortjeneste, ved jeg ikke, men efter min opfattelse er det altid en fornøjelse at læse Niels Brunse’s oversættelser.

Det er længe siden, jeg sidst har læst tysk litteratur, men jeg har bestemt fået smag for mere! Og jeg anbefaler hermed Delius’ lille perle ...