Mennesket er en stor fasan i verden

Grum, grusom og tragisk roman om sørgelige skæbner i Ceaucescus Rumænien. En nobelpristagers mesterværk.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det insisterende nok, men LÆS DENNE BOG! Den er et mesterværk!

Nobelpristager i litteratur 2009, Herta Müller skrev i 1986 denne fine lille roman, kun et år før hun udvandrede fra Rumænien via DDR til Vestberlin.

’Mennesket er en stor fasan i verden’ handler om ægteparret Windisch og Katharina og deres unge datter Amalie. De bor i et kommunistisk Rumænien under Ceaucescu og ønsker at udvandre til Vesttyskland.

Hele romanen handler om at få dette udrejsepas til Vesten, og det er ikke let. Skildringen af det gennemkorrupte system og de skrupelløse personer, der administrerer det, er grum og tragisk.
Mennesker, der ønsker udrejse og altså ønsker at forlade det socialistiske fædreland, chikaneres og afpresses på det groveste.

Hvis man, som Windisch i denne roman, arbejder som møller, skal man aflevere adskillige sække mel til den lokale politimester. Men det allermest grusomme er, at den endelige udrejsetilladelse først gives, når familien har sendt deres unge kvinder i ”audiens” hos præst og politimester. Amalie sendes i ”audiens” flere gange, for jo sødere den unge kvinde er, jo sværere er det for præsten at ”finde dåbsattesterne” til familien. Føj for pokker!!!

Som om det ikke er nok, at systemet generer borgerne i den lille tysktalende by i romanen, så er mænd og kvinder også umenneskeligt hårde imod hinanden. Mange af mændene var SS-officererne under krigen, og mange af kvinderne var i flere år efter krigen deporteret til Stalins arbejdslejre. Alle de dybe sår på sjælen gør menneskene afstumpede og hadefulde. Det er sørgelig læsning.

Herta Müllers sprog er ordknapt og minimalistisk. Hun skærer historien helt ind til benet, og det gør ondt. ”Mennesket er en stor fasan i verden” ser ikke ud af meget; 153 sider, lille format, trist forside. Men der gemmer sig stor litteratur i den, så læs den, læs den! Det gør godt!