Anmeldelse
Falske stemmer
- Log ind for at skrive kommentarer
Fascinerende, højspændt, politisk drama om inderkredsen i dansk politik.
”Kære venner, jeg håber, I har det godt. Det har været et rigtigt slemt halvt år for mig, men nu synes jeg, det lysner lidt…”
Sådan starter Grethe det brev, der kommer til at ændre hverdagen og den kommende valgkamp for en lang række politikere og ansatte hos Arbejderpartiet. Grethe har tidligere være ansat hos Arbejderpartiets partikontor, hvor hun har opdaget nogle uregelmæssigheder i forbindelse med den sidste urafstemning til partiformandsposten. I et par år har hun ikke gjort noget ved det, men da hun mobbes ud fra arbejdspladsen og må indlægges på psykiatrisk hospital i længere tid, overvejer hun sagen igen. Og beslutter efterfølgende, at hun ikke selv har mod på at gå videre med de oplysninger, hun finder frem til. Derfor sender hun alt, hvad hun har indsamlet og konkluderet på til nogle gode venner. Vennerne beslutter sig for, at disse informationer er for gode til at smide ud. De skriver derfor et brev til Arbejderpartiets formand, Ulla Bjerg Petersen, hvori de gør opmærksom på, at de er klar over, at der ved sidste formandsvalg blev fusket med stemmerne til fordel for Ulla. Hvis hun ikke betaler 1million euro senest lørdag, vil de give samtlige informationer til pressen.
Dagen efter at Ulla har modtaget afpresningsbrevet, udskriver statsministeren valg. Og nu går rævejagten for alvor i gang! Nu må Ulla både forsøge at find afpresserne, samle et splittet parti om sig og føre en valgkamp med mildest talt uerfarent backup-personale på partikontoret. Men det er ikke de eneste problemer, Ulla kæmper med. Også privat er der store problemer med både mand og elsker. Vil Ulla klare valgkampen? Kan hun skjule sine personlige problemer? Og lykkes det for hende at afsløre afpresserne?
Alt i alt en spændende og aktuel bog om alle de intriger og problemer, man finder i politiske partier – og vel sagtens også i Folketinget. Personerne er godt beskrevet, og man kommer både til at elske og hade dem og deres beslutninger.
Brugernes anmeldelser