Anmeldelse
Sommer
- Log ind for at skrive kommentarer
Fjerde og sidste bind i skotske Ali Smiths storslåede årstidskvartet indgyder håb i en tid præget af Covid, kaos og konflikter.
'Sommer' er den afsluttende roman i Ali Smiths sæsonkvartet, som begyndte med romanen Efterår, der udkom på dansk i 2018, og hele kvartetten udspringer af og kredser overordnet om Brexit.
Vi møder Grace, en tidligere skuespiller, som nu bor side om side med sin eksmand og hans nye kone, der pludselig er blevet stum. Skilsmissen var bl.a. en konsekvens af Graces stemme på "leave" i forbindelse med Brexit, en stemme, hendes mand ikke kunne forlige sig med. Graces to børn Sacha og Robert er begge intelligente unge mennesker, vrede over verdens tilstand men med vidt forskellige syn på bl.a. klimaforandringer, immigranter og global ulighed; emner som er trukket skarpt op også i Brexit-debatten. Begge baserer de deres holdninger på "ting de har læst på internettet" uden nogen form for kildekritik, det ses for eksempel da Sacha citerer Hannah Arendt med ‘BrainyQuote’ som kildehenvisning, for hun mener at "internettet ER en primærkilde".
Robert insisterer på at bruge sin højt besungne ytringsfrihed til at svine immigranter, flygtninge og fattige mennesker til. Da han klistrer sin søsters hånd fast til et timeglas, fører det til et roadtrip med Art in Nature-bloggerne Art og Charlotte, som vi mødte i den anden bog i kvartetten, Vinter. Målet for turen leder historien tilbage i tiden til de britiske fangelejre under 2. verdenskrig, hvor den unge Daniel Gluck sidder interneret grundet sine tyske aner; samme Daniel, som er den 101-årige hovedperson i kvartettens første roman, 'Efterår'.
'Sommer' er som de øvrige romaner i kvartetten en nydelse at læse; morsom, sorgfuld, poetisk og lysende med både bid og vid. Den er på sin vis tidløs mens den også præcist skildrer både det engelske samfunds splittelse over Brexit og begyndelsen på pandemien. Med et smukt sammensurium af referencer klistres den komplekse tid vi lever i, sammen med politik, kultur og historie, frem og tilbage i tiden, ligesom Robert klistrer et timeglas sammen med sin søsters hånd.
Romanen kan som de andre bøger i serien læses individuelt; det er dejligt at gense de tidligere karakterer og lære dem endnu bedre at kende, men kan man ikke overskue at gå i gang med alle fire bind, kan 'Sommer' godt stå alene, hvis man har lyst til at afslutte sin egen sommer med en vidunderlig roman. Jeg vil dog på det varmeste anbefale hele kvartetten, som har fået forrygende anmeldelser verden over og allerede er udnævnt til en samtidig klassiker. Daniel Gluck og andre fanger i lejren debatterer, hvorvidt kunstneren bør portrættere sin egen tid. Ali Smiths årstidskvartet er samlet et stort JA til det spørgsmål.
Brugernes anmeldelser