Anmeldelse
Hildegard af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
- Log ind for at skrive kommentarer
En litterær biografi, der får en af de største kvindeskikkelser fra middelalderen til at træde lyslevende ud af historiens mørke.
Anne Lise Marstrand -Jørgensen har tidligere skrevet tre meget forskellige romaner og fire digtsamlinger. Med denne bog bevæger hun sig med stort held ud i en ny genre: den litterære biografi. Det giver hende den nødvendige frihed til, med udgangspunkt i de sparsomme kilder, at gøre Hildegard af Bingen til et menneske af kød og blod.
Vi følger Hildegard fra hendes fødsel som det 10. barn i en velhavende tysk familie, til hun 50 år senere træder helt i karakter og får pavens anerkendelse som en ægte seer, Guds trompet på jorden. Det sære, skravlede, ensomme barn får allerede som treårig sit første syn. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op med hende og sender hende i kloster som tiårig sammen med den lidt ældre, fanatiske kusine, der som indemuret eremit forsøger at styre Hildegards liv i klosteret. Hildegards åndelige venskab med den næste læremester, den næsten jævnaldrende munk Volmar, bliver noget mere frugtbart.
Vi tror på Hildegard, for der er ikke noget helgenagtigt over beskrivelsen af hende. Hendes specielle evner fremstår ikke kun som en gave, men i lige så høj grad som en byrde. Hildegard skal igennem mange års anfægtelser og fortielser, før hun vover at trodse det mandsdominerede samfund og stå frem som den, hun er, med krav om at blive anerkendt som Guds stemme. Og det med god grund, for anklager for kætteri og ekskommunikation var reelle risici.
Var Hildegard bindegal, eller havde hun virkelig profetiske evner, denne sære tyske nonne, der både var urtekyndig, en dygtig komponist og forfatter? Det er Marstrand-Jørgensens fortjeneste, at hun let og ubesværet overbeviser læseren om Hildegards spirituelle evner, samtidig med at hun fremstiller hende som en flerdimensional kvinde. Dertil kommer, at sproget er meget smukt og fyldt med billeder. Hildegards besynderlige syner beskrives således fyldigt som sanselige bevidsthedsstrømme mættet med lyde og synsindtryk.
Interessen for Hildegard er i dag så stor som nogen sinde. Denne velskrevne roman vil sætte yderligere fokus på denne spirituelle og talentfulde nonne.
Analyse
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise - Hildegard
Det højeste kald og den dybeste afgrund beskrives med stort sprogligt overskud i Anne Lise Marstrand-Jørgensens portræt af Hildegard af Bingen.
Romanerne 'Hildegard' og 'Hildegard II' er Anne Lise Marstand-Jørgensens litterære fantasi over Hildegaard af Bingens (1098-1179) liv. Hildegard var benediktinernonne og en af middelalderens betydeligste kvinder. Hun tiltrak på grund af sine religiøse syner strømme af pilgrimme, der ønskede hendes velsignelse eller råd, og omtales ofte som ”den hellige Hildegard”, selv om hun ikke officielt er blevet kåret som helgen. Af eftertiden er hun kendt som mystiker, urtekyndig, poet og komponist. I efterskriftet til første bind skriver Anne Lise Marstand-Jørgensen:
”Det er begrænset, hvad der findes af vidnesbyrd om Hildegard af Bingens liv, ud over det man kan læse i hendes egne værker. Det har aldrig været min hensigt at skrive en Hildegard-biografi, og selvom jeg forsøger at være så historisk nøjagtig som muligt, både hvad angår steder, årstal og personer, er denne roman først og fremmest tænkt som en litterær fantasi.”
Hildegard oplevede sine første visioner allerede som treårig, men holdt dem skjult i årevis af frygt for omgivelsernes reaktioner. Romanen 'Hildegard' følger hende fra fødslen, indtil hun som 49-årig endelig står frem og fortæller om sine visioner og får pavens afgørende ord for, at det er Gud og ikke Djævelen, der taler til og gennem hende. I 'Hildegard II' følger Hildegard Guds stemme og drager ud for at grundlægge et nyt kloster. Kaldet medfører store afkald for Hildegard, der som otteårig skilles fra sin familie og mures inde i en celle i klosteret Disibodenberg sammen med kusinen Jutta. Ved grundlæggelsen af klostret Rupertsberg må hun skilles fra de to personer, der betyder mest for hende, munken Volmar og nonnen Richardis. Samtidig opnår hun også exceptionelle privilegier i kraft af sin status som Guds talerør, bl.a. når hun rejser ud og prædiker i kirker og taler til forsamlinger på en tid, hvor dette var utænkeligt for en kvinde.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens portræt af Hildegard viser en kompleks kvinde, som rummer det største lys og det dybeste mørke, og som opnår usædvanlig magt og samtidig lever i en skræmmende udsathed. For en nutidig læser fremstår det som storhedsvanvid, når hun truer ærkebiskopper og præster til at følge hendes vilje, fordi hun har set sin vilje ske i et syn, og når hun i et brev til vennen Volmar skriver: ”Jeg har set højden og dybden og bredden af himmelhvælvet, skriver hun, set, hvordan solen og stjernerne og alle andre ting er arrangeret.” Samtidig rammes hun af tvivl, anfægtelser og lammelser og må i den første del af sit liv leve med legemlige svækkelser. I de perioder af hendes liv, hvor synerne udebliver, oplever hun en sjælelig tomhed.
Romanerne er skrevet på en fortælleglæde og et sprogligt overskud, og selv om der er anvendt en alvidende fortæller, er det ikke en fortæller, der hæver sig op og overskuer fortællingens arena. Det er derimod en fortæller, der glider ind og ud af de fortalte personers bevidstheder, så indre monologer, anfægtelser og i Hildegards tilfælde synsoplevelser træder frem. Sproget er stærkt sanseligt, og den inderligt ekspressive tone skaber en original og troværdig bund for personportrætterne. Replikker og indre monologer kan rumme strejf af middelalderlig tankegang og ordvalg, men sproget fremstår aktuelt og vedkommende.
Effektfuldt undgår romanerne at forklare Hildegards syner og lader det være op til læseren at tage stilling til det usædvanlige fænomen, og hvad der forårsagede det. Flere forklaringer har været fremsat, både at Hildegard var psykisk syg, og at synerne opstod som sanseforstyrrelser i forbindelse med migræneanfald. Uanset, hvilken forklaring man foretrækker, fremstår Hildegard som en person, der træder afgørende uden for vore forestillinger om normalitet. Det samme gør sig gældende for den psykisk syge hovedperson, Elisabeth, i Anne Lise Marstrand-Jørgensens foregående roman, 'Ingen' (2005). Anne Lise Marstrand-Jørgensen er født i 1971 og debuterede med digtsamlingen 'Vandring inden ophør' i 1998. Siden er fulgt endnu tre digtsamlinger og romanen 'Konventioner' fra 2002. Forfatterskabet kredser om eksistentielle spørgsmål som kærlighed, tro, tid, forfald og at finde mening. Romanerne om Hildegard er Anne Lise Marstrand-Jørgensens første historisk anlagte værker. Eksempler på andre danske forfattere, der portrætterer markante, historiske kvindeskikkelser i romanform er Mette Winge og Maria Helleberg, ligesom Merete Pryds Helle i 'Hej menneske' lader læseren møde en markant, men dog fiktiv stenalderkvinde.
Brugernes anmeldelser