Jeg hedder Folkví

Maria Hesselager har skrevet en intens, smuk og tankevækkende debutroman om søskendekærlighed og de tab, valg og hændelser, der former et menneskeliv.

Maria Hesselager tager os med tilbage til vikingetidens Danmark, hvor vi møder Folkvi og hendes bror Áslakr. De spejler sig i hinanden, og deres søskendekærlighed er intens og kompliceret. Folkvi er så afhængig af sin brors kærlighed, føler sig så tæt på ham, at følelserne bliver blandet med længsel og lyst. Aslakr føler også denne tiltrækningskraft mellem dem, og selvom han er afhængig af Folkvi i sit liv, så føler han sig også fanget i hendes behov, hendes bedømmelse af ham, hendes kærlighed. Så da han tager på sit første togt uden Folkvi og kommer hjem med meddelelsen om, at han skal giftes med Gerd fra Ripa, bryder Folkvi fuldstændigt sammen.

I første del af bogen følger vi Folkvi den sommer, hvor hendes liv falder fra hinanden, og hun hurtigt mister sig selv og sin tilknytning til den virkelige verden omkring sig. I slutningen af bogen følger vi Áslakr, mange år efter, hvor han kæmper med at acceptere, at hans eneste datter skal giftes og han selv ikke længere skal på togt. I slutningen af sit liv, bliver han fanget i fortidens hændelser, som kom til at forme hans liv, og tankerne om, hvilket et liv han kunne have haft. Karaktererne er beskrevet med psykologisk dybde og kompleksitet, så de står utroligt levende og virkelige frem for os.

Bogen har et virkelig fint og spændende mytologisk lag, da den er sat i vikingetiden, og Folkví er vølve. Vi oplever hvordan guderne, de afdøde og ånderne er en levende del af det virkelige liv. Midt i bogen møder vi også skæbneguderne, nornerne, som sidder for verdenstræet Yggdrasils fod, og væver, mens de ser ned på menneskenes mærkelige liv. Udover at være en fortælling om to menneskers skæbne, er det også en historie om at være menneske i det hele taget. Hvor kort vores liv på jorden kan virke, hvor ensformige de kan se ud, når man ser det hele langt ude fra, hvordan en enkelt sommer kan blive skæbnesvanger for et helt liv.

Maria Hesselager skriver i korte afsnit og kapitler, hvor der hoppes frem og tilbage i tiden. Et tæppe af sanselige scener og hændelser, et tæppe der langsomt væves sammen, så vi begynder at forstå, hvad der skete dengang i offerets sommer.

Man mærker forfatterskoleuddannelsen i sproget og stilen, men det bliver aldrig utilnærmeligt eller akademisk. Maria Hesselager skriver utroligt rammende og smukke billeder frem, men samtidigt er plottet spændende og indlevende. Sproget er smukt og billederne utroligt stærke, stemningsfyldte og indimellem overraskende. Sprogets sanselighed gør personernes historier endnu mere levende.