Bog

Havpaladset

Af (
2018
)

Anmeldelse

Havpaladset

09 okt.18

Smuk og eventyrlig fortælling om et barns flugt fra krigen i Syrien og om forsøget på at finde en mening med livet og døden.

10-årige Noor er flygtet over havet fra Damaskus i Syrien til Europa, hvor hun er endt i Hundested med sin far og sin storebror. Hendes mor nåede ikke med, og hendes 6-årige lillesøster druknede, da hun faldt i havet fra gummibåden. Sorgen over at have mistet sin lillesøster er altoverskyggende. Noor forsøger at passe sin hverdag, går i skole og besøger veninder, men mest af alt forsøger hun at oparbejde evnen til at holde vejret under vand. Om natten drager hun med vinger mod Aleppo, hvor hendes mor nu bor og hjælper med at fjerne murbrokker og redde mennesker under dem. I en boble under havet vil hun bygge et havpalads til alle de druknede.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med 'Havpaladset' skrevet en smuk og rørende fortælling om det værste, der kan ske for en familie. Man begriber faktisk ikke, hvordan børn som Noor og voksne som Noors far kommer ud af sengen og begynder en ny dag i et fremmed land. Men det gør de, og deres oplevelser er virkeligheden for mennesker på flugt; det ved vi jo godt, hvis vi ikke lukker øjnene. I 'Havpaladset' fortælles alt det grimme nænsomt, men alligevel uden omsvøb. Der er ingen blid måde at fortælle om en 10-årig pige, som har set havet sluge sin søster, set sin åbenmundede tante blive skudt af politiet, og som hver dag frygter, at hendes mor skal dø i et bombeangreb. Men det er ikke håbløst, der er håb - og der er også latter og gode veninder.

‘Så kom vi til at le i stedet for, men ikke så længe. Latteren er en lillebitte fisk, der svømmer omkring brystkassen. Sorgen er derimod en kæmpestor rokke, der folder sine vinger om alting.’

I mødet med danskerne er det for Noors far især følelsen af taknemmelighed, forsøget på at navigere i det danske system og ønsket om at opretholde en form for normal hverdag for sine børn, der fylder. Noor forsøger at leve op til sin fars ønsker for hende og være glad - også selvom bedstevenindens far ‘bedst kan lide danskere’, og hun kan høre sine forældre skændes og græde via Skype. Om natten kæmper hun en kamp mod tiden for at færdiggøre havpaladset, og efterhånden blander metaplanet i fortællingen sig med realplanet; kampen for at ændre virkeligheden og gøre en forskel for andre børn, der flygter over havet ender næsten med at slå Noor ihjel. Men der ikke kun håb, der er også mirakler.

Romanen er smukt illustreret med Otto Dickmeiss’ kendte, udtryksfulde streg, hvor øjnene er store og afgrundsdybe - som havet! En anden vigtig bog for især de større børn og voksne er ‘Zenobia’ fra 2017 (graphic novel) af Morten Dürr.

Havpaladset kan læses fra 11-12 år men det er en bog, man ikke skal lade sine børn alene med. Læser de den selv, skal man snakke med dem om den. 'Havpaladset' er en både barsk og vigtig fortælling, der skal deles.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
54174020
ISBN
9788702259162
Antal sider
129

Læs også

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer