Ingen

Stærk og intens roman om en kvinde, hvis skrøbelige sind er ved at gå i opløsning.

Lige præcist så frygteligt må det være: At mærke angsten komme væltende. At mærke tvangsforestillinger og mareridt fylde ens bevidsthed, så der ikke er plads til andet.

Elisabeth er hovedperson og jeg-fortæller i denne uhyggeligt velskrevne roman om en psykisk syg kvinde, der kæmper for at holde fast i livet, i hverdagen og i sig selv.

Elisabeth er fotograf og omkring 40 år, og da vi møder hende, er hendes skrøbelige sind ved at gå i stykker. Elisabeth har tre gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling med svære depressioner og angstanfald. Og nu er hun på vej væk fra virkeligheden igen. Hendes kæreste Otto, der er journalist, er tilsyneladende forsvundet. Det mener politiet i hvert fald. Elisabeth er vant til, at Otto rejser på research engang imellem, uden at hun ved, hvor han er, eller hvornår han kommer hjem. Men nu bliver hun bange. Har Otto forladt hende? Er der sket ham noget? Har hun selv gjort ham noget?

På samme tid rejser Elisabeths voksne datter, Molly fire måneder til Indien med sin kæreste. Elisabeth isolerer sig og bliver mere og mere syg. På den ene side ved hun godt, at hun er ved at have det rigtigt dårligt. På den anden side bliver det sværere og sværere for hende at skelne mellem virkelighed og tvangsforestillinger.

Denne nedadgående spiral er uhyggeligt godt beskrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, og Elisabeths sindstilstand og desperation understreges yderligere af sproget i romanen. F. eks. skriver forfatteren på en hel side i slutningen af bogen med forskellige typer og oven i hinanden "jeg er bange, jeg er bange, jeg er bange".

"Ingen" er ikke morsom læsning, men den er uhyre velskrevet og medrivende fra første side, og personbeskrivelserne, specielt af Elisabeth er ekstremt troværdige. En uforglemmelig læseoplevelse!

Gyldendal, 2005. 163 sider.