Det glade vanvid

I 36 korte afsnit møder vi en familie, bestående af en anonym mand og kvinde. De bor i en lejlighed i byen og foretager sig helt almindelige ting hver for sig og med hinanden.

F.eks. at stege rødspætter, tale i telefon, gå i biografen, ha’ morgensex, sørge over en tantes død. De har også en datter.

Det er romanens ene spor; den, der er rig på hverdagssituationer, og som beskriver familiens gensidige forhold og forskellen mellem mænd og kvinder.

Det andet spor er hverdagsfilosofiske  overvejelser om grænser mellem inde og ude, sommer og vinter, liv og død, jeg og de andre, lyst og ulyst, godhed og ondskab, mellem det man siger og det man mener, mellem mad og lort. Og her bliver det til surrealistiske, sanselige, underfundige og poetiske ordbilleder. På én eller anden måde er der en tematisk forbindelse til de mere beskrivende afsnit, så hverdagsoplevelserne indgår i de mere vanvittige ordbilleder.

Man kan sige, at mennesket omsætter sine sanseindtryk til betydning gennem sprog. Så det med jeget og sproget er centrale temaer i romanen. Og sproget holdes nøgternt og registrerende, men under nøgternheden arbejdes der med store spørgsmål.

Traditionel dialog er intet af, og udvendigt sker der ikke meget, men beskrivelserne af hverdagens handlinger går ned i detaljer. Og der er masser af drama i oplevelsen af et helt almindeligt, gennemsnitligt hverdagsliv.

I litteraturkritikken kaldes en sådan type roman en punktroman: en række korte, øjebliksorienterede stykker, som både lader sig læse enkeltvis, men som også er sat ind i en sammenhæng. Vi får godt nok efterhånden familiens livssituauion og fortid stykket sammen, men det er de enkelte situationer, der er focus på, og dem, der danner udgangspunkt for en refleksion over tilværelsen.

Forfatteren leger med øjnene, der ser, og lader f.eks. en rødspætte og en flue perspektivere – heraf måske det glade vanvid? Ja, på overfladen gør vi mange mærkelige ting, og det får vi fint serveret i en tone, der svinger mellem sort humor og melankoli.

Merete Pryds Helle er en udfordrende forfatter, sjov og eftertænksom, sprogligt eksperimenterende og tankemæssigt krævende. Masser af virkelighed æltet sammen med et virvar af ord og billeder. Men der er bestemt mening i galskaben.