Kvinden og aben

En typisk ”Peter Høegsk” roman: intelligent, velskrevet, medrivende og sprogligt en stor nydelse!

En højintelligent abe kommer til London som naturvidenskabeligt forskningsobjekt. Den befries af forskningslederens danske kone, og sammen søger de at etablere en global økologisk ansvarlighed.

”En abe nærmede sig London”. Med denne ret fantastiske sætning indleder Peter Høeg sin femte bog; romanen om den danskfødte, dybt alkoholiserede kvinde Madelene Burden og den meget intelligente abe Erasmus.

Erasmus er egentlig bragt til London af den kyniske storvildtsjæger Bally, fordi Erasmus siges at være en sjælden og meget klog abe, og nu skal hans intelligens testes. De for aben meget pinefulde forsøg skal foregå i Adams og Madelene Burdens havehus. Adam Burden er nemlig direktør for ”Institute of Animal Behavioural Research”, og han har en ambition om at blive direktør for en ny stor zoologisk have i London. Det skal Erasmus hjælpe ham med.

Madelene, der for det meste er totalt påvirket af hospitalssprit, føler sympati for Erasmus og beslutter sig for at befri ham. Faktisk forelsker Madelene sig i Erasmus, og de lever nogle lykkelige dage sammen i ”Paradisets have”, et naturreservat.

Men for Erasmus er der en dybere mening med hans tilstedeværelse i London. Det er ikke nok at leve i et privat paradis, han skal revolutionere den vestlige civilisation og indføre en ny verdensorden.

”Kvinden og aben” er utroligt godt skruet sammen, sproget er klart og præcist, uden et eneste overflødigt ord, og man er som læser fanget fra første side. Det er en filosofisk og meget intellektuel roman, samtidig med at den er medrivende og har et vigtigt budskab; en kritik af den vestlige civilisation med dens materialisme og udnyttelse af svagere individer.

Men jeg har et lille ”men”, som jeg vist egentlig altid har til Peter Høegs romaner. De rører mig ikke rigtigt. Jeg er dybt fascineret af dem, jeg synes, de er meget intelligente, og sprogligt er de rene kunstværker, men det er bøger til hovedet og ikke til hjertet. Persontegningen er god og overbevisende, men jeg kommer bare ikke rigtigt ind under huden på personerne. Dertil er de for køligt og objektivt beskrevet. Eneste undtagelse er ”De måske egnede”, men der havde forfatteren måske også selv følelser i klemme..

Som sagt var dette kun et lille ”men”. Jeg vil altid læse Peter Høegs romaner med stor nydelse og med fascination af deres sproglige perfektion.

Så kan jeg jo bare finde nogle andre bøger at tude over.

Høeg, Peter: Kvinden og aben. Gyldendal, 1998. 225 sider