Kvinden i korshæren

I sin seneste roman fremskriver Henning Mortensen Københavns skæve eksistenser. Romanen byder på forskellige tolkningsmuligheder og betydninger, men er mest af alt en svimlende metalitterær leg med sprog, genrer og huller. 
 
Skæve eksistenser i trekantsdrama
Frida Hansen lægger puslespil, samler på glansbilleder af børn og er hamrende ordblind. Henry Petersen drikker snaps, skråler om kap med Tina Turner og har en kanariefugl og en dunkel fortid siddende i bur. Søren Quickborn Madsen er lystfisker, medlem af ufo-samfundet Carter-klubben og stærkt fremmedfjendsk. Frida, Henry og Søren er også knyttet sammen af begær og kærlighed, othellolagkage og prostituerede, fortid og fortrolighed. De bevæger sig i 'Kvinden i korshæren' rundt i et uforudsigeligt og omskifteligt København, hvor fortidslevn og gasarter graves frem i metrobyggeriets konstante larm. Oversvømmelser og storme, middelalderheste og afgrunde opstår og forsvinder i en næsten magisk realistisk fremskrivning af et evigt sensommerligt København: ”en spøgelsesby under forvandling” (s. 80). I denne særegne setting involveres Frida først med Henry, der er en lummer eks-betjent uden de bedste hensigter men alligevel sært dragende, og siden med kollegaen i Kirkens Korshær, den pseudovidenskabelige Søren. Et lille trekantsdrama med Frida i midten udspiller sig: valget mellem farligt begær og varm tryghed synes at være romanens første tolkningsmulighed. ”For selvfølgelig holder hun af tryghed, men på den anden side drages hun også af den anspændte tilstand, som hemmelige udfordringer medfører” (s. 59-60).

Mennesket og tiden
Frida er en bøvlet protagonist i den forstand, at hun er fuld af huller: hvor kommer hun fra? hvem er hun? hvordan er hendes fortid? Hun fremstår som den menneskelige udgave af bogens gennemgående motiv: det ufuldendte puslespil. Mortensen slår til tider mørke toner an f.eks. her,  hvor Frida taler med en fraværende puslespilsbrik og skaber associationer til incestuøse forhold:

”Frida siger, at hun aldrig selv har sejlet på Bodensee, men hun ved, hvad Gretchen taler om, men hun skal vide, at der er mange slags kærlighed til i denne verden, og de er ikke altid kristne.” s. 116-117

Dunkle fortidsanelser skabes og opløses i et væk i romanen, uden læseren bliver meget klogere. Fortiden er på forskellige måder både for Henry, Søren og Frida mørk og tilbagelagt men alligevel altid uhyggeligt tilstedeværende: ”Man slæber den med sig fuldt bevidst om, at den kun er ude på at æde en.” (s. 21). Den ultimative manifestation af fortidens nærvær i nutiden: genfærdet, fremskriver Mortensen da også i en leg med gysergenren (s. 127). Med fortiden som hullet udgangspunkt sætter fortællingen også fremtiden i spil: Frida, Søren og Henry henholdsvis indvikler, udvikler og afvikler sig i løbet af fortællingen. Således lokker bogen også med en tolkningsmulighed, der sætter jegets eventuelle kontinuitet, frihed og udviklingsmuligheder, skæbne og bundethed i spil som centrale temaer, for ”hvordan kan en ufo ændre en voksen mand på den måde”? (s. 69), og kan det passe, ”At nutid og fremtid skal bruges til at ændre på fortiden.”? (s. 19).

Svimlende sprogleg
To tematiske tolkninger kan på denne måde umiddelbart fremlæses i 'Kvinden i korshæren'. Mortensen hverken dvæler ved eller uddyber dog disse to tematikker: kærligheden og tiden, begærets dilemma og jegets eksistentielle grundmystik. Læseren føres ved alle anslag til fortolkning, dybde og sammenhæng videre af Mortensens hvirvlende sprog. Således undviger romanen gang på gang fremstillingen af én overordnet helhed, læsning og betydning. Betydningerne glider, ligesom ordene på humoristisk og frustrerende vis glider for Frida: ”Et ord betyder ikke det, det betyder. En scooter er ikke et løbehjul.” (s. 100). Frida forsøger ellers i løbet af romanen at finde frem til ét sandt ord:

”Leder hun efter et ord, som ikke kan gå i stykker, fordi det kun kan betyde én ting, en slags diamant blandt ordene, et ord af fuldkommen ægthed og ubrydelighed? Et ord af 24 karat? Rækker hun i tankerne ud efter et ord, der ikke findes?” (s. 40). 

Men et sådant ord findes netop ikke: der er intet diamantord med en entydig, uforanderlig og ægte betydning. Frida ender i stilheden. Og romanen ender i følgende opfordring: ”Man bør forstå det umiddelbart, og ingen behøver meddele noget som helst andet eller herliggøre det yderligere. Det er, som det er. Fint.” (s. 159). Det er, som det er: der er ingen ”dybere mening”, intet ”skjult budskab” og ingen ”ægte, sammenhængsskabende helhed” i 'Kvinden i korshæren'. Mortensen leger med og udfordrer læserens forventning om mening, budskab og helhed i det litterære værk; fortællingen kan blot være det, den er: ord, der hvirvler svimlende og medrivende af sted. Således er 'Kvinden i korshæren' i høj grad et metalitterært værk, hvor litteraturen selv, ordene samt fortælle- og læseprocessen er de centrale tematikker og undersøgelsesområder: sproget er omdrejningspunktet og primus motor romanen igennem. Legen med anslag til sammenhæng og dybde, genreblandinger og tematisk tyngde, lommefilosofiske puslespilsmetaforer og psykologisk-eksistentielle læsninger ender gang på gang opløste i sprogets hvirvelvind, ”for ord kommer og går” (s. 10), så romanens meningspuslespil kan aldrig samles i et færdigt og helt motiv. Således er 'Kvinden i korshæren' først og fremmest en undersøgelse af og lystig leg med ordenes kraft, læserens jagt på betydning og sammenhæng samt litteraturens grundlægende skemaer, genrer og tematikker. 

Kilder, links og centrale værker