Sneen og døden

”Allerede om natten var den første sne faldet. Og skønt lyset er kommet, virker himlen stadig sort oppe bag de nervøse fnug”.

Ib Nielsen tager afsked med sin mor på Horsens Sygehus. Sneen falder tæt og tykt, og Ib er alene på sygestuen sammen med sin hjernedøde mor. Moderen kunne ikke længere udholde smerterne, og valgte at tage piller. Alt er tyst, stille og eftertænksomt i dette 5. bind i Henning Mortensens 10-binds serie om Ib Nielsens fra Horsens.

”Havside sommer” er titlen på 1. bind i serien, hvor vi præsenteres for drengen Ib og hele hans nærmeste familie, der er på sommerferie på Fanø.  I ”Sneen og døden” er vi tidsmæssigt nået til 1960’erne, og Ib er en ung mand i slutningen af 20’erne. Forældrene har været skilt i flere år og Ibs tvillingesøstre er voksne og bosat i København. Moderen var ikke lykkelig i sit nye ægteskab, som af eksmanden kgl. toldembedsmand Axel Theophilus bliver kaldt for blændværk.

Vågedøgnet på hospitalet sammen med sin hjernedøde mor er rammen om Ibs refleksioner over deres fælles liv. Han forsøger at forstå, hvem Else var og erindrer både konfliktfyldte familiesammenkomster og stjernestunder sammen med sin mor. ”Mor laver kaffe i det lille køkken. Hun kalder ham Hemingway fra Pøt. Han er kommet ind fra havet med fisk til hende.”

”Sneen og døden” er på én gang et vendepunkt i romanserien og en stemningsmættet roman om forståelse, forsoning og tilgivelse. Sproget er helt forrygende. Jeg har lige genlæst bogen efter 10 års pause på hylden, og oplevelsen var endnu stærkere, end jeg huskede. Kompositorisk er romanen sammensat af fragmenter, der springer i tid og sted. Det bliver en mosaik, som samlet spiller på alle følelserne: man både griner og græder sammen med Ib.

Ib forlader sin mor i en sneverden, hvor bilkørsel er næsten umulig. Bilen skrider ud, og Ib ender i grøften, og han tænker på bare at blive siddende indtil foråret og anemonerne viser sig. Men ”et rødt og gammeldags bondehoved” kigger ind til ham i bilen, ”Og med ét er han næsten lykkelig”...