Anmeldelse
Kvinden i korshæren af Henning Mortensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Henning Mortensen har skrevet et ironisk trekantsdrama, der udspiller sig i og omkring Kirkens Korshær. Det er der kommet en meget morsom bog ud af.
’Kvinde i korshæren’ er historien om den stærkt ordblinde og lidt naive Frida, der arbejder i Kirkens Korshær, hvor hun tjekker puslespil. Hvis der mangler brikker, laver kollegaen Søren Quickborn Madsen nye, og Frida maler dem, så puslespillene kan sælges intakte. Frida er tit irriteret på den småsjofle Søren, men med tiden opstår der alligevel en tættere relation imellem dem, og de ender med at gifte sig.
Søren er født i Tyskland og har aldrig kendt sin far. Som dreng blev han mobbet og kaldt Prøjser-Løjser, et øgenavn Frida også bruger, når hun driller ham. Og fordi Søren er født i Plön, insisterer Frida på, at de skal på bryllupsrejse til Malente-Gremsmühlen ved Plön. Bryllupsrejsen er dog ikke lutter fryd og gammen, for Søren, der på det tidspunkt netop har set en ufo, er blevet filosofisk og er begyndt at irettesætte Frida og tale ned til hende.
Søren er ikke den eneste mand i Fridas liv. Der er også den tidligere politibetjent Henry Petersen. Henry har en kanariefugl, der hedder Marius, som han synger sammen med. Frida holder meget af sang, selv om hun ikke selv kan synge. Hun kan til gengæld spille på blokfløjte. Det ærgrer hende blot, at blokfløjten ikke er et orkesterinstrument men mere et instrument for individualister. Henry blev i sin tid fyret fra politiet, hvilket han stadig er fortørnet over. For selv om det måske var berettiget dengang, synes han, at fortiden sagtens kan laves om. Henry er en lidt lummer person, som Frida på sin helt egen måde fascineres af, selv om hun undervejs dog også leger med tanken om at tage livet af ham på grusomste måde!
Det er en lille perle af en roman på bare 160 sider, der er så spækket med detaljer og sproglige finurligheder, at det bliver en ”stor” bog. Det er lidt af en genistreg af Henning Mortensen, at han lader Frida arbejde i korshæren. For Frida er som en soldat på mission, hvor hun både skal samle puslespil og håndhæve ledelsens rygeforbud. Rygeforbuddet håndhæver hun så nidkært, at en kollega på et tidspunkt mistænker hende for ” at hun sætter sin hellige næse op efter at bliver formand for englenes fagforening”, som hun udtrykker det. Trekantsdramaet mellem Frida, Søren og Henry er universelt og kunne have udspillet sig hvor som helst. Hverken Søren eller Henry er beskrevet som adonisser, men kærlighedens veje er som bekendt uransagelige, og selv om Frida gifter sig med Søren, er ingenting givet for Fridas fremtid.
Henning Mortensen har et omfattende forfatterskab bag sig. Ikke mindst den lange serie om Ib Nielsen fra Horsens men også hans kriminalromaner og den store roman ’Klovenens rejse’, som han i 2013 modtog Holberg-medaljen for, vejer tungt. Jeg glæder mig hver gang, jeg skal i gang med at læse en bog af Henning Mortensen, og ’Kvinden i korshæren’ skuffede da heller ikke. Jeg var nødt til at læse den to gange for at få alle detaljer med. Men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Henning Mortensen har skrevet et ironisk trekantsdrama, der udspiller sig i og omkring Kirkens Korshær. Det er der kommet en meget morsom bog ud af.
’Kvinde i korshæren’ er historien om den stærkt ordblinde og lidt naive Frida, der arbejder i Kirkens Korshær, hvor hun tjekker puslespil. Hvis der mangler brikker, laver kollegaen Søren Quickborn Madsen nye, og Frida maler dem, så puslespillene kan sælges intakte. Frida er tit irriteret på den småsjofle Søren, men med tiden opstår der alligevel en tættere relation imellem dem, og de ender med at gifte sig.
Søren er født i Tyskland og har aldrig kendt sin far. Som dreng blev han mobbet og kaldt Prøjser-Løjser, et øgenavn Frida også bruger, når hun driller ham. Og fordi Søren er født i Plön, insisterer Frida på, at de skal på bryllupsrejse til Malente-Gremsmühlen ved Plön. Bryllupsrejsen er dog ikke lutter fryd og gammen, for Søren, der på det tidspunkt netop har set en ufo, er blevet filosofisk og er begyndt at irettesætte Frida og tale ned til hende.
Søren er ikke den eneste mand i Fridas liv. Der er også den tidligere politibetjent Henry Petersen. Henry har en kanariefugl, der hedder Marius, som han synger sammen med. Frida holder meget af sang, selv om hun ikke selv kan synge. Hun kan til gengæld spille på blokfløjte. Det ærgrer hende blot, at blokfløjten ikke er et orkesterinstrument men mere et instrument for individualister. Henry blev i sin tid fyret fra politiet, hvilket han stadig er fortørnet over. For selv om det måske var berettiget dengang, synes han, at fortiden sagtens kan laves om. Henry er en lidt lummer person, som Frida på sin helt egen måde fascineres af, selv om hun undervejs dog også leger med tanken om at tage livet af ham på grusomste måde!
Det er en lille perle af en roman på bare 160 sider, der er så spækket med detaljer og sproglige finurligheder, at det bliver en ”stor” bog. Det er lidt af en genistreg af Henning Mortensen, at han lader Frida arbejde i korshæren. For Frida er som en soldat på mission, hvor hun både skal samle puslespil og håndhæve ledelsens rygeforbud. Rygeforbuddet håndhæver hun så nidkært, at en kollega på et tidspunkt mistænker hende for ” at hun sætter sin hellige næse op efter at bliver formand for englenes fagforening”, som hun udtrykker det. Trekantsdramaet mellem Frida, Søren og Henry er universelt og kunne have udspillet sig hvor som helst. Hverken Søren eller Henry er beskrevet som adonisser, men kærlighedens veje er som bekendt uransagelige, og selv om Frida gifter sig med Søren, er ingenting givet for Fridas fremtid.
Henning Mortensen har et omfattende forfatterskab bag sig. Ikke mindst den lange serie om Ib Nielsen fra Horsens men også hans kriminalromaner og den store roman ’Klovenens rejse’, som han i 2013 modtog Holberg-medaljen for, vejer tungt. Jeg glæder mig hver gang, jeg skal i gang med at læse en bog af Henning Mortensen, og ’Kvinden i korshæren’ skuffede da heller ikke. Jeg var nødt til at læse den to gange for at få alle detaljer med. Men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer