Ildsalamander

Kriminalreporteren Johan Ulrik sætter kursen mod broderlandet Sverige og vennen Frank. Men tidens svøbe har stukket en kæp i idyllens hjul. Aktuel historie med sproget som stærkeste kort.                                                      

Johan Ulrik er ansat som kriminalreporter hos DR. Han er samvittighedsfuld, troværdig og stabil. Men da læseren møder ham og hans kolleger Max og Bella her i Henning Mortensens seneste roman ’Ildsalamander’, har han fået nok! Han trækker stikket, stikker af fra DR og sætter kursen mod Sverige, hvor hans barndomsven Frank bor. Men i Sverige viser Frank og hans familie nye sider af sig selv, og det gør den gode Johan Ulrik også. Vanen tro kan man forvente det fuldkommen uventede, når Henning Mortensen med sit sproglige overskud tager afsæt i dagens Danmark og vores svenske broderland.

Og for nu at blive ved sproget som i dette tilfælde er Mortensens stærkeste kort: Det sprudler af underspillet humor og absurde scenarier, når Johan Ulrik i sin elskede bil, Bipper, tager livtag med den svenske natur og med sig selv. Det er vildt og vanvittigt, når han sammen med kollegaerne, den charmerende Max og den gemytlige og altædende Steffen, tager ned gennem Tyskland til Basel i Schweiz, hvor Johan Ulriks ex-kone og dennes nye mand bedriver lyssky forretninger. Og endelig kan man ikke undgå at more sig, for eksempel når Johan Ulrik i frustration spiser sit valgkort – ja, så sort ser det ud for vort land.

Når jeg vælger at fokusere på sproget i romanen, skyldes det, som antydet ovenfor, at det egentlig optog mig mere end selve fortællingen. Persongalleriet er yderst vellykket, men historien om Johan Ulrik, hans ven Frank, der viser sig at have tillagt sig højreorienterede tilbøjeligheder og hele den nutidige problematik med flygtningestrømme og terrortrusler bliver ikke rigtig levende for mig. Temaerne er absolut aktuelle, men i den twistede tilgang, som Mortensen griber sit stof an med, taber han mig ind imellem. Men her skal det så understreges, at jeg er så rigeligt underholdt af sproget, at jeg sagtens kan leve med at blive hægtet af fortællingen fra tid til anden.  

Jeg forestiller mig, at romanen vil kunne finde sit publikum blandt dem, der godt kan lide en samfundskommentar og –betragtning skildret via fiktionens verden. Men når alt kommer til alt, overgår virkeligheden jo oftest fantasien. Alt, hvad der forekommer for urealistisk og utroværdigt til at optræde i en roman med respekt for sig selv, kan man støde på i enhver avis eller nyhedsudsendelse. Og set i det lys vil jeg helt sikkert vælge at læse ’Ildsalamander’ frem for Ekstra Bladet.