Litteratur med fokus på identiteter er ikke "bare" nichelitteratur for repræsentationsnørder. Ingen kan længere se sig fri fra identitetsdebatten – er det en trussel eller en gave?
Af postdoc Sabrina Vitting-Seerup - har skrevet ph.d. om kulturelle repræsentationer af mangfoldighed.
Æstetisk repræsentationsforskning beskæftiger sig med måderne, identiteter som køn, seksualitet, etnicitet, klasse og handicaps bliver repræsenteret i kunst og kultur. Litteratur med fokus på måden, vi snakker om ’os’ og ’dem’ er dog ikke bare nichelitteratur for forskere og særligt interesserede. Nødvendigheden af mangfoldige stemmer bliver diskuteret med store bogstaver i landets aviser og over middagsbordene, og det er der god grund til:
Repræsentation handler om måden, vi fastsætter, hvad der er normalt, hvad der er værd at beskæftige sig med, og ikke mindst, hvem vi overser. På den måde er repræsentationsspørgsmål et demokratisk anliggende – også når det ”bare” handler om litteratur. Prisvindende forfattere som Leonora Christina Skov, Casper Eric og Niviaq Korneliussen tager fx hårdt fat i diskussionerne om, hvem der har magten til at være ’normal’, og hvad det gør ved et menneske at blive dømt som ’unormal’.
Ikke bare en tælleøvelse
I Leonora Christina Skovs Den der lever stille, er hovedpersonens homoseksualitet på den ene side i centrum, og på den anden side er det bare en regibemærkning. Den virkelige historie er nemlig hvor ”forkert”, man kan blive gjort, bare ved at findes. Bogens fremstilling af livet i provinsen bliver dermed, at det ikke er dem, der bryder normen, der er de besværlige - selvom de tit er blevet fremstillet sådan. Den fremstiller i stedet de heteroseksuelle ”normale” forældre som problemet, og rykker derved ved en klassisk magtbalance. Det kan godt provokere. Især i et land som Danmark, hvor vi har en selvforståelse af at være rummelige og have plads til alle.
Mange tror repræsentation af mangfoldighed er en ren tælleøvelse, men tilgængelighed, dvs. hvem, der er med, er kun en enkelt del af repræsentationsforskningen. Det er mindst lige så vigtigt at kigge nærmere på fremstillingen – dvs. hvordan, er de med. Det, der gør Skovs roman interessant, er dermed ikke bare, at der er en lesbisk hovedperson – det er snarere hvordan historien udfoldes, omkring den lesbiske hovedperson.
Både tilgængelighed og fremstilling udfordres i stor stil i samtidens danske litteratur. Fx i Caspar Erics Nye balancer – Handicapdigte og i Niviaq Korneliussens Blomsterdalen er der masser af spiddende satire og socialrealisme, der peger pilen hårdt mod ”normalen”. Eric fortæller i sine digte om, hvordan manglende respekt og resurser til mennesker med handicap(s) gør det ensomt ”at være spasser”, imens selve sygdommen ikke er det store problem: Det er måden, vi andre reagerer, der skal gøres noget ved. Korneliussen viser os i sin roman, at det heller ikke nytter noget bare at skynde sig at se ”normal” ud. Vores oplevelser og perspektiver følger med os, uanset overfladen, og hun angriber dermed vores lyst til kun at tale om det behagelige og fokusere på det gode.
Vi er mere end som så
I repræsentationsdebatten kommer vi alt for ofte til at indsnævre debatten om identitet til en kategori ad gangen. Men, som det gøres tydeligt i meget af samtidens prisvindende litteratur, så har mennesket jo ikke kun én identitet – og det kan skabe komplekse livsvilkår. En bog, der virkelig har fået den viden på dagsordenen, er Glenn Bechs kampskrift Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Her fortæller Bech med skarp stemme, at man altså godt kan være en knægt fra provinsen, der frygter ikke at være ”mand” nok, samtidig med at man slår sine folder i Københavns progressive forfattermiljøer, hvor man aldrig er ”homo” nok. På den måde bliver det tydeligt, at mennesket er mere end blot en kategori, og at der er magt og privilegier i spil i alle miljøer, der gør nogen af os ”rigtige” og andre ”forkerte”. Den kompleksitet, og undertrykkelsen der følger med, har især sort feminisme og intersektionelle forskere og aktivister påpeget i årtier, men det er som om, den så småt er ved at blive mainstream netop nu.
En af mine favoritbøger for tiden, hvor køn, race, seksualitet og klasse spiller sammen, er Bernardine Evaristos Pige, kvinde, andet . Alle karakterernes valg og færden i verden er præget af deres identiteter (i flertal) og deres miljøer (også i flertal). Ikke, at karaktererne ikke længes efter bare at være, uden at være nogen eller noget – de har bare ikke det privilegie. De er altid først kvinde, først sort, først alt muligt andet end bare dem selv.
Hvem får lov til at være med?
Ofte kan vi læse i avisen, at ’det er gået for vidt med al den ”identitetssnak”, og ’hvorfor skal vi pludselig importere alle mulige debatter fra USA? Dem behøver vi jo slet ikke her!’ Det er dog langt fra noget nyt, at der findes folk med forskellige køn, seksualiteter og baggrunde her i Norden – eller at de laver kultur. Man skal ikke bladre længe gennem biografihylderne, før fx Asta Nielsen (1881-1972) eller Tove Jansson (1914-2001) springer i øjnene. De rykkede begge grænserne for, hvad en (biseksuel/lesbisk) kvinde kunne og måtte på vores breddegrader. De er derfor et eksempel på et andet vigtigt aspekt af repræsentationsforskningen: Inklusionsspørgsmålet. En ting er at repræsentere forskellige identiteter i (fiktive) bøger, men hvad med de egentlige mennesker? Får de lov til at producere litteratur og samtidig stå ved, hvem de er?
Når man betragter de danske debatter omkring repræsentation, tegner der sig derudover et billede af, at identitetsdebatten inddrager alle – ”normal” eller ej. Der er altså ikke et ”helle” at stå på, hvor ens køn, seksualitet, klasse, etnicitet, kropskapabilitet m.m. ikke betyder noget. Det er dog ikke nødvendigvis dårligt. Det gør tværtimod, at vi nu kan diskutere, hvem den enkelte har lyst til at være, i stedet for at vi konstant kaster folk i den nærmeste kasse, uanset om de er komfortabel i den eller ej.
Et eksempel ser vi i Sebastian Lynggaards Mandsforræder. Lynggaard er kendt som meme-mageren Herlige Svend, hvor han på Instagram laver sjov med de aktuelle nyheder pakket ind i pastelfarver og nuttede dyr. Mange har gennem årene troet, at Herlige Svend var et dæknavn for en kvinde, og det har ledt til nogle meget andre reaktioner, end Lynggaard ellers er stødt på. Det lille antropologiske eksperiment er rygraden i ’Mandsforræder’, der skarpt spørger: Kan man godt være en mand, uden at gide være ”en rigtig mand”? Og færdes mænd og kvinder virkelig i så forskellige verdener i lille Danmark?
Intet at frygte
Litteratur har altid været med til at skubbe grænser, også når det gælder identitet og mangfoldighed. God litteratur kan åbne verdener for os, og ikke et ondt ord om at afprøve livet som troldmand eller vampyrkæreste – men hvor er det dog fantastisk, at vi har så stor mulighed for at forstå os selv og vores medmennesker med en god bog på sofaen.
Hvis du vil vide mere om, hvad repræsentationer gør ved os, kan du læse mere i min og Dennis Jacob Rosenfelds bog Populærkultur i samfundet. Heri gennemgår vi forskningen om, hvordan historier påvirker os, hvordan vi påvirker vores historier, og hvordan begge dele har været til stor debat stort set altid.
Kommentarer