Anmeldelse
En bedre verden af Bent Vinn Nielsen
- Log ind for at skrive kommentarer
”En bedre verden” handler om almindelige mennesker, som grundlæggende mangler tillid til, at der findes et alternativ til det liv, de allerede kender.
Freelancefotograf Rudy Knudsen går en septemberdag totalt ned med flaget. Stress og udbrændthed binder ham til sengen i dagevis. 50-årige Rudy arbejder for meget, drikker for mange bajere, spiser for meget junkfood osv.
Hans rige nabo, tyskeren Uwe, låner ham sin "originale norske bjælkehytte" på Bornholm, og så drager Rudy af sted på en slags rekreationsophold.
I nabohuset bor Bodil, en mystisk kvinde fra Nordjylland. Bodil er separeret fra Niels Henrik, en magtfuld storbonde og lokalpolitiker. Bodil er vokset op som enebarn hos sin far, en særling bosat dybt inde i en nordjysk skov. Bodil har et naturtalent for at skyde, og en gang om ugen afprøver hun sin forhenværende husbonds skydevåben og vedligeholder dem. I sin tidlige lidenskabelige ungdom boede Bodil sammen med kokken Milo, som pludselig dukker op på Bornholm og forsvinder igen lige så hurtigt på mystisk vis.
Så er der lagt op til trekantsdrama mellem Bodil, Milo og Niels Henrik. Der er kærlighed og drama, vold og mord, beskrevet på Bent Vinn Nielsens helt egen, stilfærdigt humoristiske facon. "En bedre verden" handler om mennesker, der ødelægger hinandens liv, foragter sig selv og glemmer at elske. Den handler om almindelige mennesker, som grundlæggende mangler tillid til, at der findes et alternativ til det liv, de allerede kender. Romanen er måske ikke helt på højde med "Godheden selv" og "En skidt knægt", men det er tæt på.
Brugernes anmeldelser