Af litteraturstuderende Martin Toft
Hvis man sammenholder kvalitet med tekstlængde, finder man ikke mange konkurrenter til '6512' (1969) af Per Højholt (1928-2004).
Den skriftkloge og folkelige poet
Per Højholt (1928-2004) var en indflydelsesrig dansk digter med stor folkelig gennemslagskraft. Det folkelige gennembrud kom i 1981 med 'Gittes Monologer', som gjorde forfatteren til en hyppig gæst i de danske forsamlingshuse og en populær figur i radio og tv. Per Højholts popularitet er egentlig paradoksal. Forfatterskabet synes umiddelbart at være alt andet end folkeligt. Siden udgivelsen af 'Poetens Hoved' i 1963 har Højholt med jævne mellemrum lagt nye alen til sin status som en af landets mest avancerede avantgardedigtere og skriftteoretikere.
Hans dybtgående overvejelser over begreber som tid, parodi og intertekstualitet fra sidst i 60’erne og frem, foregreb en række af de postmoderne kernediskussioner, som kom til at præge det akademiske miljø herhjemme årtier senere. Derfor var (og er) hans værk gefundenes Fressen for universitetsuddannede læsere, der til gengæld ikke havde meget til overs for den folkelige Højholt. Omvendt er den svært tilgængelige digter med det gode hoved stort set forblevet ukendt for den store del af danskerne, der værdsætter 'Gittes monologer'.
Efter forfatterens publikum at dømme er der således tale om en elitær og folkelig Højholt, der ikke synes at have meget med hinanden at gøre. Men selv sondrer Højholt ikke på den måde. Han tillægger i sine essays og kronikker mødet med folk ‘out there’ på de mange oplæsningsturnéer lige så stor værdi som det litterære erkendelsesarbejde i digterværkstedet i Hørbylunde ved Silkeborg.
På samme måde trækker hans digtning ikke blot på kunst- og litteraturhistoriens højkanoniske formmestre som Cezanne, Brancusi, Hölderlin og Mallarmé, men på alle mulige forlæg, også fra populærkulturen. Således var Jimi Hendrix den store inspirationskilde til forfatterskabets måske væsentligste værk, digtsamlingen 'Turbo' fra 1968.
Forbindelsen mellem det elitære og populære har Højholt selv antydet med begrebet 'show', som også er titlen på hans stærkt eksperimenterende digtsamling fra 1966. Showet rummer et opgør med den borgerlige dannelsestradition og en afmytologisering af digterjeget som en ophøjet og indsigtsfuld figur. I 1969 udkom romanen '6512', som er skrevet som en dagbog, hvor hovedpersonen tilbringer meget tid med at læse forfatterskaber på læsesalen på biblioteket. De enkelte dagbogsblade kommer i alfabetisk orden, i stedet for kronologisk. Det medfører en underholdende tvivl om rækkefølgen af romanens begivenheder.
For Højholt er digterjeget en slags erkendelsessøgende håndværker, der mere ligner en artist eller performer end den traditionelle beåndede kunstner, som udtrykker sig i et meningstungt værk. Ligesom jongløren har perfektioneret nogle færdigheder, der gør ham i stand til at udføre og gentage sit nummer i manegen, er digteren først og fremmest identisk med det, han gør eller den praksis, han udfører. Han er ikke priviligeret kilde til en dybere mening i, under eller bagved teksten. Til gengæld er digtet en højpotent tekst, som åbent møder læseren i en sproglig mangetydighed og kalder på hans eller hendes læsning. Hvor vanskeligt tilgængelige Højholts digte end kan forekomme, er der altså en erklæret afhængighed af læseren og en udstrakt hånd om i fælleskab at udforske det stykke sprog, der finder sted dér på papiret foran ham eller hende.
Per Højholt skrev sit livsværk Auricula i perioden 1978-2001. Denne roman uden hovedperson med et uspecificeret antal ører, der fører læseren rundt i forrige århundredes europæiske kulturhistorie, udkom få år før hans død.
Af Morten Peick
Den skriftkloge og folkelige poet
Per Højholt (1928-2004) var en indflydelsesrig dansk digter med stor folkelig gennemslagskraft. Det folkelige gennembrud kom i 1981 med 'Gittes Monologer', som gjorde forfatteren til en hyppig gæst i de danske forsamlingshuse og en populær figur i radio og tv. Per Højholts popularitet er egentlig paradoksal. Forfatterskabet synes umiddelbart at være alt andet end folkeligt. Siden udgivelsen af 'Poetens Hoved' i 1963 har Højholt med jævne mellemrum lagt nye alen til sin status som en af landets mest avancerede avantgardedigtere og skriftteoretikere.
Hans dybtgående overvejelser over begreber som tid, parodi og intertekstualitet fra sidst i 60’erne og frem, foregreb en række af de postmoderne kernediskussioner, som kom til at præge det akademiske miljø herhjemme årtier senere. Derfor var (og er) hans værk gefundenes Fressen for universitetsuddannede læsere, der til gengæld ikke havde meget til overs for den folkelige Højholt. Omvendt er den svært tilgængelige digter med det gode hoved stort set forblevet ukendt for den store del af danskerne, der værdsætter 'Gittes monologer'.
Efter forfatterens publikum at dømme er der således tale om en elitær og folkelig Højholt, der ikke synes at have meget med hinanden at gøre. Men selv sondrer Højholt ikke på den måde. Han tillægger i sine essays og kronikker mødet med folk ‘out there’ på de mange oplæsningsturnéer lige så stor værdi som det litterære erkendelsesarbejde i digterværkstedet i Hørbylunde ved Silkeborg.
På samme måde trækker hans digtning ikke blot på kunst- og litteraturhistoriens højkanoniske formmestre som Cezanne, Brancusi, Hölderlin og Mallarmé, men på alle mulige forlæg, også fra populærkulturen. Således var Jimi Hendrix den store inspirationskilde til forfatterskabets måske væsentligste værk, digtsamlingen 'Turbo' fra 1968.
Forbindelsen mellem det elitære og populære har Højholt selv antydet med begrebet 'show', som også er titlen på hans stærkt eksperimenterende digtsamling fra 1966. Showet rummer et opgør med den borgerlige dannelsestradition og en afmytologisering af digterjeget som en ophøjet og indsigtsfuld figur. I 1969 udkom romanen '6512', som er skrevet som en dagbog, hvor hovedpersonen tilbringer meget tid med at læse forfatterskaber på læsesalen på biblioteket. De enkelte dagbogsblade kommer i alfabetisk orden, i stedet for kronologisk. Det medfører en underholdende tvivl om rækkefølgen af romanens begivenheder.
For Højholt er digterjeget en slags erkendelsessøgende håndværker, der mere ligner en artist eller performer end den traditionelle beåndede kunstner, som udtrykker sig i et meningstungt værk. Ligesom jongløren har perfektioneret nogle færdigheder, der gør ham i stand til at udføre og gentage sit nummer i manegen, er digteren først og fremmest identisk med det, han gør eller den praksis, han udfører. Han er ikke priviligeret kilde til en dybere mening i, under eller bagved teksten. Til gengæld er digtet en højpotent tekst, som åbent møder læseren i en sproglig mangetydighed og kalder på hans eller hendes læsning. Hvor vanskeligt tilgængelige Højholts digte end kan forekomme, er der altså en erklæret afhængighed af læseren og en udstrakt hånd om i fælleskab at udforske det stykke sprog, der finder sted dér på papiret foran ham eller hende.
Per Højholt skrev sit livsværk Auricula i perioden 1978-2001. Denne roman uden hovedperson med et uspecificeret antal ører, der fører læseren rundt i forrige århundredes europæiske kulturhistorie, udkom få år før hans død.
Af Morten Peick
Af litteraturstuderende Martin Toft
Hvis man sammenholder kvalitet med tekstlængde, finder man ikke mange konkurrenter til '6512' (1969) af Per Højholt (1928-2004).