Bog

det

Af (
1969
)

Analyse

Christensen, Inger - Det

Vores sprog er et værktøj, vi møder verden med. Problemet er bare, at sproget uvægerligt vokser sig større end os, der bruger det. "Det" er en poetisk petriskål, der viser os, hvordan sproget af sig selv skaber hele verdener.

Som mennesket bruger vi sproget til at forstå verden med. Det er problemstillingen, som har holdt filosofien beskæftiget siden dens begyndelse. Tag det lille græske ord ”logos”, som dels helt konkret betyder ”ord”, men også ”fornuft” eller ”orden”. I klassisk græsk filosofi afspejlede dét sig i, at man forestillede sig en fornuft – nogen eller noget – der har ordnet verden, så den giver mening. Med det bliver det også muligt for os at forstå verden ved at tænke over den og tale om den. 

I dag er vi noget mere skeptiske. Filosofien blev nemlig hen ad vejen opmærksom på, at både sproget og sanserne er menneskelige og fejlbarlige. Og det gør jo unægtelig forbindelsen mellem mennesket og verden noget mere mudret. Sproget lader os møde verden, men står også mellem os og verden. Det er netop i den kontekst man skal se titlen på Inger Christensens "Det" fra 1969. Det lille ord det prøver, med vilje lidt ubehjælpsomt, at pege på det hele på én gang – verden, universet, alting. Et alt for lille ord til den opgave, ville man måske sige – men hvilket ord har vi ellers for det?

Bogen Det er ingen lille mundfuld. Den er fuld af både ømhed, absurd humor og sproglig musikalitet. Samtidig har den en kringlet opbygning, nogle lange udfordrende passager, og er overstrøet med referencer til filosofi og andet godt. I denne analyse skal vi se på, hvordan 'Det' skaber en svært konstrueret formstruktur, og ikke mindst hvordan den skriver på tværs af den, som en måde at gruble over alt fra universets skabelse og samfundets hårdhed, til psykens allerinderste kringelkroge. 

På bogens første sider, i indledningen Prologos, prøver teksten at efterligne et univers, der bliver til. En udefinerbar stemme taler om et abstrakt det i forandring. Rytmen er først hakkende og besværet (”Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til.”) - man kan næsten høre de tumlende molekyler, der støder mod hinanden og blander sig. Som de første afsnit skrider frem, bliver de kortere og mere formelige og rytmiske med mere fuldendte sætninger. De passer sågar (så nogenlunde) til stadierne i skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente. Da vi f.eks. når frem til skabelsen af alt der flyver, mimer rytmen de svævende og dykkende fugle: ”vinger der bærer mellem her og der så frit i luften tvungne”. 

Pludselig dukker mennesker op i teksten. Derpå bliver afsnittene trinvist kortere, men også mere formelt ensartede. Først en række afsnit om ”samfundet”, så om rum med grupper af mennesker, så personlige relationer, og endelig enkelte linjer om enkeltpersoner. Indledningen mimer på den måde universets udvikling fra et uformeligt kaos, til mere og mere specifikke og isolerede énmandsceller.

Efter indledningen forgrener bogen sig til et helt system af afsnit, som er meget forskellige stilistisk, og som lader forfatteren arbejde videre med forskellige perspektiver. Efter Prologos kommer hovedkapitlet Logos, og derpå den afsluttende Epilogos. Ligesådan har Logos tre dele, SCENEN, HANDLINGEN og TEKSTEN. Disse tre dele udgøres så af otte tekstgrupper med otte korte tekster i hver. Disse grupper hedder henholdsvis: symmetrier, transitiviteter, kontinuiteter, konnexiteter, variabiliteter, extensioner, integriteter og universaliteter, og går igen i hver af Logos' tre dele. Disse grupper, genrer eller hvad man vil kalde dem, minder markant om elementer fra den danske filolog Viggo Brøndals sprogteori. Brøndal undersøgte og kortlagde forholdene mellem en lang række sprog. Nogle af de begreber, han brugte, er hentet fra matematikken, og har så siden fundet vej til 'Det'. 

Strukturer og traditioner

Det er helt centralt for flere af Inger Christensens værker, at deres opbygning mimer særlige matematiske systemer og strukturer, hvad end de systemer er menneskeskabte eller fundet i naturen. På den måde bliver læserens arbejde med at afkode det formmæssige, lige så meget en del af læseoplevelsen som afkodningen af det tematiske.

'Det' lægger sig nemlig også til en overordnet tradition i kunsten, man kalder modernismen, som er en slags reaktion på tiden omkring indgangen til det 20. århundrede. Livet og samfundet stiger i kompleksitet og fremmedgørelse. Gamle samfundsordner ligger i stumper, og der er hele tiden en ny verden lige om hjørnet. Også kunsten bliver optaget af at være ny, af at bryde traditioner op og eksperimentere med stumperne - den splintrede samtid må mødes med nye og flere perspektiver og former.

Nogle vil mene at modernismen er passé i 1969, da 'Det' udkommer, at kunsten allerede her er blevet skeptisk omkring projektet, og er på vej videre mod mere individorienterede spørgsmål. Uanset hvad efterlader den modernistiske periode i kunsten en række ubesvarede spørgsmål – i al denne kompleksitet og fremmedgørelse, hvad stiller et menneske op med sin angst og omsorg, sine relationer og sin indre verden? Uden at komme med færdige svar, er det dét, Inger Christensen reflekterer over i 'Det'. 

En by, der er blød som en krop

Denne optagethed af fremmedgjorthed og angst der driver den politiske tankegang, der er i 'Det'. Er plads til mennesket i den moderne verden? Teksterne er fyldt med udpinte og udbyttede mennesker og hensynsløse magthavere. Men bogen forsøger også at forestille sig denne uretfærdige orden kollapse – og en skønhed der dukker op på den anden side. Det er interessant at læse 'Det' som en undersøgelse af de sproglige vilkår for at forbinde os med hinanden, for at give plads og omsorg til hinanden. 

I slipstrømmen på indledningen handler hovedkapitlet Logos om menneskene og deres interaktioner. Prologos' sproglige skabelsesberetning har givet læseren en tur gennem perspektiver; med den kosmiske og mirakuløse start i baghovedet virker de ensomme og fremmedgjorte individer ekstra små og triste, deres isolation underligt unødvendig.

Første afsnit, SCENEN, kredser netop også om en kunstighed, der er i samfundet og sproget. (Læg også mærke til hvordan navnene på de tre afsnit svarer til niveauer i et skuespil). Det er også her den sproglige skepsis virkelig kommer heftigst og mest pessimistisk til udtryk (”Det er først og fremmest for mig verden/betyder noget/ Jeg går ud fra der er andre verden/ betyder noget for”) Teksterne er poetiske, men bruger afbræk og muterende gentagelser til at desorientere læsningen. 

Over for den sproglige skepsis og al den resignation, ensomhed og lede, der ligger deri, er HANDLINGEN pludselig langt mere rytmisk og tilgængelig. Den tillader sig både at rime og bruge konkrete og optimistiske billeder (”Til nogen begynder at bygge/ En by der er blød som en krop”) men også rasende politisk indignation (”Der er tale om bange og blegfede små kardinaler/ der tror de kan komme og påstå at solen er sort”). Der introduceres nogle nærmest psykedeliske og post-apokalytiske billeder af forladte militæranlæg og parlamenter. Man aner at politisk håb og politisk vrede her tænkes som nærme slægtninge. 

Som endnu en kontrast arbejder TEKSTEN igen med prosa og assymetri. Hver af de otte tekstgrupper synes ligesom at tegne et handlingsforløb, som den næste gruppe svarer på ved at forvride præmissen og gentage fraser og billeder, næsten feberagtige drømmeversioner. Vi får således en slags omskrevet skabelsesmytologi, der bliver til en indlæggelse, der bliver til en gakket dagbog fra en slags mentalanstalt osv., indtil en mere poetisk og fragmenteret behandling igen desintegrerer handlingsforløbet. Teksterne kredser på en måde om relationer der opstår på trods, og i undtagelsestilstande - hvad enten universet er poetisk-mytologisk, lyrisk eller en absurd klinik-fortælling. Man kunne måske læse en sammenhæng mellem de gale, der forestiller sig, at det sner, og deres blanke sider papir, et potentiale i det uskrevne? I TEKSTENs sidste digte er det endda som om al bevidstheden om sprog er problematisk; jeg'et synes at stagnere i den (”forsvinde ind i det skrivende skrevne/ læse sig selv/ begynde at råbe til sig selv”). 

Til slut er Epilogos en poetisk refleksion over angst. Hvor de foregående afsnit altså har reflekteret med mennesker, der prøver at forbinde sig til hinanden på trods, tegner bogens afsluttende kapitel et billede af det enkelte menneske, på tærsklen mellem sig selv og sin omverden.  Tekstens stemme prøver at forholde sig til angsten ved at gennemgå dens former, og reflekterer over, hvordan man overskrider den ensomhed, den medfører (”hvordan skal vi finde en teknik/ til forståelse/ en teknik/ til en fælles bevidsthed”). Paradokset er nemlig, at angsten kommer af at leve i det hele taget. Den er kroppen der reagerer på oplevelser i verden, og på den måde er den en sårbarhed og modtagelighed, vi deler som menneskeligt grundvilkår. Angsten er et slags faktum der forbinder os: ”og der er ikke andet at gøre end at sige det som/ det er vi bange”. 

'Det' afprøver sproget, undersøger hvilke måder det er i stand til at tale om verden. Sproget kan imitere verden, det kan prøve at pege på verden, forsøge at ordne verden – men det kan dermed også isolere mennesker fra hinanden. Vi kan forestille os verden som anderledes, eller vi kan skævvride vores opfattelse af den, og prøve at boltre os i det (forhåbentlig) nye, der måtte ske.

Måske tror vi ikke længere, som i antikken, at der findes et bagvedliggende sprog, som giver orden til verden. Men uanset hvad er vores verden – og ikke mindst vores samfund – formet af det sprog vi bruger.Derfor er det også interessant, at de begreber, Inger Christensen låner fra Viggo Brøndal, netop er relationsbegreber brugt til at beskrive præpositioner, forholdsord; mennesker står altid i forhold til noget. Er vi med eller mod hinanden, er vi hos eller uden dem, vi holder af?    

Inger Christensens bedrift med 'Det' er, at hun på den ene side viser os, at vi kan skabe hvad som helst med sproget, vi kan lave systemer og opløse dem, inddele os eller samle os – men vi kan ikke slippe ud af socialiteten, ligesom vi ikke kan slippe ud af sproget.
 

Kilder, links og centrale værker

15 jul.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01370111
ISBN
9788700334922
Antal sider
239

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer