Bog

Amagerdigte

Af (
1965
)

Analyse

Rifbjerg, Klaus - Amagerdigte

Klaus Rifbjergs erindringer fra opvæksten på Amager har været en tilsyneladende uudtømmelig kilde til inspiration i forfatterskabets  vekseldrift mellem erindring, fiktion og mytologi.

I midten af 60’erne var Rifbjerg berømt og berygtet for de modernistiske eksperimenter i digtsamlingerne 'Konfrontation' og 'Camouflage', men han havde gennem et stykke tid været på jagt efter nye måder at udtrykke sine erfaringer på og havde omsider fundet inspiration på den anden side af sundet, i den svenske nyenkelhed. Da Rifbjerg i 1965 udgav digtsamlingen 'Amagerdigte' var det igen med udgangspunkt i den personlige fortid, men til forskel fra både debutsamlingen 'Under vejr med mig selv' og de vanskelige digte i 'Camouflage', blev barndommens forjættede ø nu søgt generobret med nyenkle midler.

Samlingens første digt, 'Broerne til Amager', byder behændigt læseren velkommen og fungerer som indfaldsvej til de digteriske erindringer: ”Jeg vil gerne fortælle/ om broerne til Amager,/ ikke så meget dem der er der nu,/ men om de gamle". Efter en kort indledende præsentation følger metoden og dens forsvar for det personlige perspektiv: ”Sådan var mine broer/ og jeg vil se på dem fra flere vinkler”, og dernæst 36 digte med erindringsbilleder, før jeget i den afsluttende tekst kører over broerne og forlader øen med et undskyldende: ”Jeg bor et andet sted nu”.

Erindringerne udgør en ambivalent kærlighedserklæring til 1930’ernes Amager som skueplads - på godt og ondt - for barndommens levede liv. Her er historien om de to piloter, hvis fly fløj ind over øen og styrtede, om kælderen under Villa Pax, om den døde kanariefugl, om hulen under tømmerstablerne, om den stinkende osteforretning, om stikkeren på Rodosvej osv. - hverdagslige eller særlige hændelser, som har gjort indtryk på barnet, og som dukker op i digtsamlingens mange erindringer. Tilsammen danner de en genkendelig og sandsynlig topografi og et billede af Amager som et mødested mellem privat og offentligt, mellem natur og kultur, som en transitplads hvor byen møder villahaverne og landet, og som en produktiv amagerkansk frontier, ”hvor tingene bliver til”. Og forgår.

Erindringsbillederne er fremkaldt af det voksne, skrivende jeg, men oplevet af barnet, og de to synsvinkler glider over i hinanden og forsøger undervejs i digtsamlingen at forbinde før og nu. Undertiden bliver afstanden næsten for stor og kommer til udtryk som en bastant melankoli over altings forgængelighed, som i digtet 'Samosvej', hvor ”intet mere er som før”. Som regel rammer Rifbjerg dog balancen mellem erindringernes originale fylde og detaljerigdom på den ene side, og det modne jegs afklarede tristesse på den anden. Et eksempel er digtet 'Engang', der beskriver en serie trygge og trivielle rutiner fra barnets dagligdag, som pludselig giver anledning til en intens dødsbevidsthed: ”En nat kan jeg huske/ det pludselig gik op for mig/ at jeg engang skulle dø.// Jeg lå længe i mørket/ med en stor fornemmelse over mig,/ og inden jeg faldt i søvn/ tænkte jeg meget på de ting,/ som jeg har nævnt i digtet/ og følte at jeg allerede havde mistet dem”. I digte som dette bygger Rifbjerg bro mellem de to jeger, barnet og den voksne, og inddrager fortroligt læseren som vidne til erindringens enkle og smukke skrøbelighed.

Skrevet af stud.mag. Troels Jon Posselt

Kilder, links og centrale værker

02 feb.06

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01688111
ISBN
0
Antal sider
94

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer