Vi folder drømmens faner ud

I 'Vi folder drømmenes faner ud' finder læseren den Michael Strunge, vi vil huske: den drømmende, håbende unge mand.

Meget er sagt og skrevet om Michael Strunges depressioner, mani og kulminationen i selvmordet, men en god forfatter er mere end det biografiske. Godt nok kan man trække visse linier gennem hans forfatterskab, som lægger sig op af hans skrøbelige psykes tilstand, men 'Vi folder drømmens faner ud' står som et mere lysende og klart punkt på himlen end de senere introverte, sidste samlinger. På mange måder kan man læse samlingen som Strunges manifest. Det er her hans tanker om samtiden, digtekunsten og hans oprørskhed kommer bedst til udtryk. I 'Vi folder drømmenes faner ud' finder vi den Strunge, vi vil huske: den drømmende, håbende unge mand.

'Vi' i samlingens navn er centralt. Strunge fremstår med denne samling som demagog for masserne. Det var ikke så lidt han tog på sine skuldre. Han gentog igen og igen, at han ikke følte sig som eller ønskede at være sin generations talerør, men det var den rolle, han havde og påtog sig - det ses bl.a. på indledningsdigtet i samlingen med den højt svungne retorik, et paraplydigt som indeholder titlerne til alle de følgende digte. Her skriver han: "Jeg kommer ud med tanken om den organiske revolution og møder mit land i en stilstand af snak og COMA".
Revolutionen står som kontrast til den tilstand af paralysis som har svøbt sig omkring landet, og det er samlingens revolutionære projekt, der har forløsende virksomhed.

Rollen som talerør og demagog blev også tildelt ham af medierne. Han var kult allerede mens han levede og med sit uhyggelige selvmord cementerede han den rolle.

Poul Borum, som i øvrigt kendte Strunge, skrev i 1989 i standART (3 – 3 årgang), at Borum selv var en af de eneste i Strunges samtid, der havde anmeldt hans første digtudgivelser, og at det først var med samlingen 'Vi folder drømmens faner ud', at Strunge var begyndt at blive seriøst anmeldt i de større dagblade. Man kan med rette kalde denne samling for Strunges gennembrud.

Ifølge Knud Muncks biografi om Michael Strunge (en bog man i øvrigt ikke kan komme udenom, hvis man interesserer sig for ham), så var kritikernes modtagelse af Strunges samling genstand for en del frustration for Strunge, som ivrigt tog til genmæle.

'Vi folder drømmens faner ud' indeholder nogle af Strunges bedste og mest kendte digte. Samlingen er på én gang – med digte som Plasticsolen og CancerCola – en løftet pegefinger om fremmedgørelsen i en teknologisk tidsalder såvel som et pittoresk billede malet af en tidsånd, hvor byens kraft opsluger og ophæver individet, hvis eneste mulighed for flugt ligger i det (velmærket hult klingende) borgerlige liv med ægteskab og parcelhus.

Disse digte; dette manifest af en samling - rækker langt udover Strunges tragiske død og understreger forfatterskabet som værende mere end kultiske skrifter. Strunge evner rollen som rimbaudsk seer og profet, og han citerer da også Rimbaud epigrafisk i samlingen: Fanen går til det snavsede landskab, og vort eget sprog kvæler trommerne. Rimbaud skriver i øvrigt i et af sine berømmede 'seerbreve' følgende: "Nu vil jeg skeje ud så meget som muligt. Hvorfor? Jeg vil være digter, og jeg vil arbejde på at blive seende" (Banana Split 22 – 2002). Dobbeltheden i dette projekt eksemplificeres i høj grad af Strunge selv i hans liv og digterskab.

 Kilder, links og centrale værker