Anmeldelse
At fortælle menneskene af Svend Åge Madsen
- Log ind for at skrive kommentarer
At fortælle menneskene er en klassiker. En stor roman med uendelig rækkevidde og et vidt forgrenet og filosoferende blik på menneskeheden.
Romanen er en af de helt centrale og essentielle romaner i Svend Åge Madsens forfatterskab. Den blev udgivet første gang i 1989. Nu er den her i et genoptryk, hvor Aarhus og dens mennesker fortælles frem i Madsens forrygende og vilde univers.
Tøger Vendor er en ung mand, der efter en gruopvækkende oplevelse, får til opgave at fortælle menneskene. Her agerer han ”den uvidende fortæller” for Ikona Skovslet, som ikke kender menneskenes virkelighed. Helt uvidende er Tøger nu ikke, når han befolker Ikonas tanker med mennesker. Fortællingerne forgrener sig i et indviklet netværk af relationer, hvor deres indbyrdes familiebånd, forviklinger og ombytninger ikke altid tåler at komme frem i lyset. ”Verden er ikke den samme, når den først er fortalt”. Intet er det samme, når Madsen først har fortalt sin udgave af menneskene frem.
Den gennemgående figur Jaina, som er den kvindelige udgave af Jann, påtager sig en form for gudelig skabelse af menneskeslægten. Hun påtaler dog sit eget værk med en bizar kommentar, mens hun tørrer sveden af panden: ”Det kunne godt ligne et forrykt romanunivers”
Jeg-fortælleren er en næsten usynlig instans, som dog træder frem i fortællingen ved enkelte lejligheder. Den ubestemte person er ubeskrevet, men betragter ligesom på afstand og bagud i tid, hvordan begivenhederne udspilles, og det indviklede netværk af relationer væves ind i hinanden. Træk af erindring træder frem og vidner om det overblik den indskrevne fortæller har. Fx da personen med drømmende forelskelse sakser Ikonas digte fra avisen: ”Jeg klippede dem begge ud og har dem stadig.”
Madsens fortællestil kræver og udfordrer læseren med sine indviklede og skæve niveauer, hvor synsvinklen hele tiden skifter. Romanen indeholder ikke mindre end 126 personer, som alle er forbundne af vanvittige og fantasifulde hændelser. I den nye udgave har man valgt at udelade det omfattende person-relations-stamtræ, som ellers var vedhæng til romanen, da den blev udgivet i 1989. Det er desværre en kæmpe mangel, idet det efterlader læseren med unødig store anstrengelser for at få rede på de finurlige og mærkværdige forbindelser menneskene imellem.
Enden på Tragedie, som er Madsens seneste roman, fortsætter på flere måder det univers, som startes i ´At fortælle menneskene´. De to romaner har et tydeligt slægtskab, hvor både personer, tematikker og fremtidstosserier i Aarhusuniverset trækker gennemgående linjer i forfatterskabet. ´At fortælle menneskene´ lægger derved grunden for flere personer og fortælleforviklinger, som en evig række af Madsen-litteratur, der griber hinanden i halen. Det er imponerende fortællekunst.
´At fortælle menneskene´ er en klassiker og en af de bedste i Madsens række. Altså lige indtil ´Enden på Tragedie´ udkom i forbindelse med Madsens firs års fødselsdag i november 2019. Den nye er om muligt et endnu større værk. Endeløs i sin humoristiske opfindsomhed - uendelig i sin fortællekunst.
Analyse
Madsen, Svend Åge - At fortælle menneskene
Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
For Svend Åge Madsen er begrebet identitet det samme som selve menneskets eksistens. Men han begrunder ikke denne klassiske filosofiske holdning ud fra realistiske eller psykologiske kriterier, hvor menneskets identitet fastslås som et produkt af arv og miljø. Svend Åge Madsen anskueliggør i stedet begrebet identitet som en størrelse, der skabes i det flow af oplevelser, mennesket kædes sammen med gennem livet, og som danner en fortælling. Det vil med andre ord sige, at Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
At fortælle menneskene er en mammutroman, der, som en litterær mosaik, tegner et menneskeligt katalog på ikke mindre end 126 personer. Karakteristisk for Svend Åge Madsen er der både gengangere fra tidligere værker og helt nye, ufortalte personer, der møder hinanden på kryds og tværs. På baggrund af det kolossale opbud af fortællinger og personer spiller læseren en vigtig rolle i romanen. Læseren opfordres indirekte selv til at søge de forskellige sammenhænge i og uden for romanen.
Romanen er altså ikke let at gå til. Personerne har så meget på hjerte og så mange historier, de gerne vil fortælle. Og netop fortællingen som størrelse er som sagt romanens projekt. Drengen Tøger Rendor får nemlig til opgave at fortælle den deformerede Ikona om menneskene. Hun er en kvinde/pige, der pga. sin medfødte deformitet kun har stiftet bekendtskab med isolation og mørke. Tøgers små som store spraglede fortællinger og anekdoter har derfor som formål at bibringe hende oplevelsen af levet liv og ægte, autentiske følelser. Ikona indvies i voksenlivets kærlighed og ungdommens vilde begær. Ved at lægge øre til Tøgers beretninger bliver Ikona selv i stand til at fabulere og skabe egne historier, og hun bliver dermed et menneske. At være menneskene er med andre ord at indtage sin plads i og blive bestemt af sine fortællinger. For Tøgers del tager fortællingerne imidlertid magten fra ham. Han opsluges af fantasiens magi, men han reddes – ironisk nok – af Ikona, der gennem ledninger koblet til hjernen bliver i stand til – på computervis – at kombinere Tøgers fortalte historier med nye historier, som holder ham på plads i livet. Fabler genererer nye fabler, der generer nye fabler, synes at være budskabet.
Svend Åge Madsens forfatterskab er omfattende og komplekst, og han tegner sig ikke alene som en firser-forfatter. I 1960erne var han en af de førende modernister, som skildrede det moderne menneske i splittelse med sig selv. At fortælle menneskene, hvor mennesket samler sig og udtrykkes i fortælling, kan med sindsro kaldes for ét af hans absolutte hovedværker.
Brugernes anmeldelser