Dansk skønlitteratur i 1960’erne udviser et meget broget billede, idet der på mange måder var tale om et afgørende brud med efterkrigslitteraturens æstetiske normer og kunstopfattelse. Men disse holdtes alligevel samtidig i hævd af en række digtere og forfattere, især de såkaldte hereticanere (omkring tidsskriftet Heretica, 1948-53).
Uden at deres individuelle særpræg skal underkendes, kan man i store træk og med modifikationer inddele 60’er-forfatterne i to rummelige grupper med traditionalisterne på den ene side og eksperimentalisterne på den anden.
Hvad angår traditionalisterne, er de overvejende prosaister, der viderefører en realistisk tradition, som har stærke aner tilbage til 1900-tallets begyndelse. For dem drejer det sig om, at kunsten skal formulere en genkendelig virkelighed, den være sig historisk eller samtidig, i en forpligtethed på verden, som den foreligger. Til denne gruppe hører blandt andet Tove Ditlevsen, William Heinesen, Erik Aalbæk Jensen – og den scherfigske satire, men også – med en klarere psykologisk interesse – Anders Bodelsens prosa og Leif Panduros romaner og dramaer. Generelt kan man sige, at i centrum for disse værker står en eksistentiel problematik, der giver sig udtryk i en søgen efter identitet i forskellige kulturhistoriske kontekster.
En søgen efter identitet gør sig også gældende for de lyriske traditionalister ( bl.a. Thorkild Bjørnvig og i overvejende grad Ole Sarvig), men her med mytologi og religiøsitet som et bærende grundlag. Ydermere adskiller disse tidligere hereticaneres kunstopfattelse sig væsentligt fra traditionalisternes, idet kunsten, poesien, forstås i sin egen ret som en principielt universel erkendelsesform, snarere end som en oplevelsesform. Poesien iværksætter (selv)indsigt og forståelse frem for en i mere snæver forstand umiddelbar virkelighedsrefleksion.
Med til den i øvrigt stærkt individualistisk prægede Heretica-generation hørte oprindelig også Jørgen Gustava Brandt, hvis forfatterskab ud over et betragteligt antal digtsamlinger tillige omfatter en lang række essays, der diskuterer poesiens rolle og funktion (eksempelvis i Udflugter (1961) og nok mest markant i Hvad angår poesi fra 1982).
Disse poetologiske betragtninger er med til at intonere en praksis, der skulle komme til at gøre sig stærkt gældende i 1960’ernes danske modernisme og videre fremover, hvor fokus, især hos eksperimentalister som Per Højholt (hovedsagelig lyrik i denne periode), Svend Åge Madsen (prosa) og Inger Christensen (såvel lyrik som prosa) ligger på sprogets digteriske udfoldelsesmuligheder; men dertil må føjes Benny Andersens finurlige og innovative leg med dagligsproget, Ivan Malinowskis tidlige, poetologiske digte og Klaus Rifbjergs præcise diagnostik af samtidens strømninger. Ikke mindst i den digtsamling, Konfrontation, 1960, der ligefrem leverede betegnelse for dele af den danske modernisme, konfrontationsmodernismen (som det skete i Hans-Jørgen Nielsens efterskrift til generationsantologien fra 1968, Eksempler).
Det er et iøjnefaldende træk ved 1960’er-modernismens prosa, at den er samtidsorienteret og/eller al-tidsorienteret. Hertil hører først og fremmest Villy Sørensens ”fortællinger” og ”historier”, der allerede ved deres lidt løse genrebetegnelse skiller sig ud fra og går på tværs af den novellegenre, der ellers står solidt i perioden (med Klaus Rifbjerg, Peter Seeberg, Sven Holm, Cecil Bødker, Ulla Ryum og Dorrit Willumsen som eksempler). Svingende mellem psykologisk realisme og absurdisme i relation til det enkelte menneskes situation i en helt igennem verdsliggjort verden undergår novellen som genre i disse år dybtgående ændringer og får tilført nye dimensioner. Det drejer sig ikke så meget om det enkelte menneske i dets historie, men om mennesker her og nu.
I den mere radikale del af eksperimentalismen i 60’erne står Per Højholt og Inger Christensen som centrale eksponenter. For dem begge er det forholdet mellem poesi og virkelighed, mellem sprog, krop og natur, der er i fokus, og de har begge udgivet poetikker eller poetologiske betragtninger. Inger Christensen løbende, fortrinsvis i kronikform, op gennem 60’erne, samlet i Del af labyrinten, 1982. Per Højholt i Cézannes metode, 1967 og siden i Intethedens grimasser, 1972. For dem begge gælder det også, at det er i og med sproget i det enkelte digt eller det enkelte digtværk, at verden bliver til, og at der i den forstand ikke er en verden (skønt nok en natur) uden for sproget. Digtet (eller texten, som Højholt ville sige) artikulerer den måde, mennesker er til på, det frembringer, dvs. fremskriver, en verden, som kan tages i brug, og som der kan navigeres efter og indenfor, og det er vel at mærke sproget, der fremskriver denne verden. Derfor er den enkelte text eller det enkelte digtværk (fx Det, 1969) i en vis forstand også det hele, indtil et nyt er blevet til. Selv om der er adskillige forskelle mellem Per Højholts og Inger Christensens respektive poesiopfattelser kan deres positioner fra omkring midten af 60’erne kort karakteriseres sådan.
Én væsentlig og markant forskel mellem dem skal dog omtales. Det gælder det, Hans-Jørgen Nielsen i ovennævnte efterskrift har kaldt konkretisme, og som han argumenterer for er et yngre stadium af dansk modernisme, set i forhold til konfrontationsmodernismen, og så det, der siden hen blev kaldt systemdigtningen.
Det er påfaldende, at Hans-Jørgen Nielsens egne digte – som i de fleste tilfælde Per Højholts – kan læses enkeltvis. De er i sig selv små, sluttede helheder. Heroverfor står Inger Christensens mere eller mindre monumentale værker (en digtsamling på 239 sider er en sjældenhed, derfor betegnelsen ’digtværk’), som det ville være ret misvisende at kalde konkretisme. Ikke blot Det, men også de efterfølgende værker (eksempelvis Alfabet, 1981) er opbygget af et flerstrenget system, typisk en kombination af talsystem og sprog, tal og tale, hvorfor forfatterskabet har fået betegnelsen systemdigtning. Dette betyder, at værkerne på en langt mere håndgribelig, facetteret måde end i konkretismens ofte helt korte form kan forstås som netop verdener, der folder sig ud, og som kan bebos – erstatningsuniverser, som Inger Christensen har kaldt dem.
I 1970’erne føres en god del af de skitserede linjer videre i dansk litteratur, dog med den modifikation, at en nyrealisme, den såkaldte bekendelseslitteratur, vokser nærmest eksplosivt frem og i godt et årti placerer systemdigtning og anden eksperimentallitteratur som mere perifer i forhold til det læsende publikums forventninger.
Af lektor Lis Wedell Pape
Kommentarer