Af litteraturstuderende Martin Toft
Hvis man sammenholder kvalitet med tekstlængde, finder man ikke mange konkurrenter til '6512' (1969) af Per Højholt (1928-2004).
På cirka 100 sider får man noget af det bedste, nogensinde skrevet på dansk. Uheldigvis har den lille roman ikke alle de læsere, den fortjener. Det hænger nok sammen med, at den umiddelbart fremstår som et indviklet eksperiment. De fleste kender Gittes Monologer (1981 og 1985), men allerede i 6512 ser man faktisk mange af de egenskaber, der gjorde Højholt landskendt i 1980´erne.
Knastørre eksperimenter
6512 udspringer af kunstneriske tendenser i 60´ernes danske litteratur og kunst. Filmmanden, digteren og cykelsportseksperten, Jørgen Leth (f. 1937), har beskrevet Højholts rolle i perioden sådan: ”…han var jo en guru for mig som for andre af min generation. Og først og fremmest følte jeg et åndsslægtskab mellem os. Vi var begge interesseret i det, der kaldes triviallitteraturen, vi ville inkorporere og bearbejde elementer fra hverdagens talesprog i vores tekster.”
1960´ernes kunstneriske omvæltninger blev realiseret over en bred front. På bølgelængde med internationale trends fik man øjnene op for populærkulturen; alt lige fra filmstjerner over sportsfolk til ugeblade og bingotal. Interessen i dagligdagens nære virkelighed blev imidlertid kombineret med en ny materialebevidsthed, som både er generationens kendetegn og folkelige akilleshæl. I litteraturen undersøgte mange forfattere sproget som sådan. De opstillede eksperimenter, hvor de undgik enhver ritualiseret sprogbrug. Det var bl.a. populært med systemer baseret på absolut tilfældige regler, som man fulgte konsekvent i håb om at presse især sproget til et nulpunkt, hvor det afslørede sin iboende meningsløshed og banalitet.
Resultatet blev ofte paradoksalt. Forfatterne følte sig på omgangshøjde med folket, men skrev en slags litteratur, som ingen rigtig gad læse. Læsernes dom var ikke altid urimelig. Alligevel var den dårlige modtagelse nok også i nogen grad baseret på en almindelig skepsis imod ethvert radikalt kunstnerisk eksperiment. Per Højholts 6512 er rigtignok en ekstrem sag. Men modsat rummer bogen en stor humor og et direkte sprog, som uden tvivl sender den velvillige læser gennem romanen på rekordtid.
Mere end 10 minutters tålmodighed?
På linje med Turbo (1968), skal 6512 læses i høj fart, hvis man ikke vil tabe overblikket. Hvis man møder 6512 med en smule tålmodighed, bliver man umuligt skuffet. I starten af 1970´erne fremhævede Højholt, hvordan romanen kombinerer ”en streng systematik med et vitalt folkeligt udsagn.” Her er systemet grundlagt i en daglig gestus, hvor en navnløs fortæller nedfælder spredte tanker.
Eneste faste regel er denne: Der må maksimalt skrives én side per dag, hvorfor dagsnotaterne typisk afsluttes midt i en ufuldstændig sætning, når siden løber ud. Dog bliver det tit kun til en halv side eller mindre. Alene titlen referer til et matematisk eller økonomisk system: På sidste side finder man en kryptisk formel for romanens indhold, hvor en sammentælling netop giver resultatet 6512.
Man kan også bemærke, hvordan de enkelte dagsnotater er sat i system efter alfabetets logik. De første sider indledes alle med "a"; derefter kommer alle b-ordene osv. Dette system overholdes umiddelbart konsekvent, men en række brud melder sig undervejs. Den alfabetiske logik afbrydes ved v, hvor romanen stopper på samme abrupte vis som den indledes på første side. 6512 er systematisk og usystematisk på én og samme tid; her er grænsen mellem grammatisk korrekthed og decideret vrøvl hårfin. Fortællingen er et langt associativt amokløb; løse indfald vælter frem på kryds og tværs. Fortid og nutid kludres sammen; ja, enhver kronologi er faktisk på forhånd opløst, idet man blot læser løsrevne papirer, udelukkende sammensat efter alfabetets orden.
Skide sjovt
Efterhånden som romanen skrider frem, opdager man en handlingsmæssig konsistens på tværs af de enkelte løsrevne sider. Et biografisk aspekt tegner sig langsomt, idet man lærer det fast persongalleri at kende. Der er Carl og Karl. Albinus. Glaspisseren og Kirsten. Den lille gruppe hænger dagligt ud sammen, ikke mindst på det lokale bibliotek, hvor der udspiller sig flere besynderlige optrin.
Fortælleren bor og skriver på et lille værelse med kun en skillevæg ud til et fælleslokum, en nærmest Kafkask urimelighed, som giver anledning til mange sjove refleksioner. Over flere omgange får vi også præsenteret fortællerens forældre, som ledsages af en sand flod af underholdende og lavkomiske anekdoter. I samspil med disse personer træder den anonyme fortæller i karakter: Vi har at gøre med en regulær drivert, som socialt set befinder sig i samfundets periferi. Hvis vi skal tro skriften på væggen, er vennerne og familien veritable idioter. Alle synes dybt nedsunket i provinsiel glemsel og muld – på den måde ligner 6512 Højholts maskuline modsvar til Gittes Monologer.
Her er man på sporet af en social pointe, eller med Højholts ord ”et vitalt folkeligt udsagn”. Det farverige persongalleri træder fint i karakter i forlængelse af Højholts sproglige og humoristiske begavelse. Man kan tjekke efter hvor som helst i 6512. Her en lille selvpræsentation fra fortælleren:
”…er da slet ikke grænser for hvad jeg gider skrive om? Jeg har prøvet at læse nogen af siderne. Når jeg tilfældigt faldt over dem, magen til lort. Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå dem der læser, de finder det interessant og spændende og ”udbytterigt” at læse om andre mennesker? Jeg må have et meget spændende og interessant liv, for jeg synes det er stangkedeligt, undtagen skuespil, skuespil med mange replikker, så ingen taler ret længe ad gangen, det er sagen for mig!”
Og sådan fortsætter det. Højholt skriver med en nærmest uhørt energi, så hvis du har 6512 til gode, kan du kun glæde dig. Sagt på godt dansk er den skide sjov.
Kommentarer