Om fjorten dage

'Om fjorten dage', som udkom i 1982, kan betragtes som en modernistisk kulmination med referencer til tidligere og samtidig eksperimenterende værker.

Peter Seebergs bog 'Om fjorten dage' der udkom i 1982, gav ham Nordisk Råds litteraturpris i 1983. Som i så mange andre værker fra denne periode har 'Om fjorten dage' en række formeksperimenterende elementer, og det er ikke forkert at betragte bogen som en modernistisk kulmination med referencer til tidligere og samtidig eksperimenterende værker. Det er ikke mindst på den baggrund, at bogen, der ligger forholdsvis sent i forfatterskabet, som tog sin begyndelse i 1956, er blevet udset til prisvinder.

Bogens struktur er baseret på en række individuelle enkeltstående forløb, der springer i tid og sted fra kapitel til kapitel. Derudover er bogen delt op i 6 dele bestående af et varierende antal kapitler, som hver har deres tilhørende univers. Det er derfor ikke en roman, men nærmere en form for novellesamling. Visse partier kan i stil og indhold minde om Dan Túrells associative monologer, mens andre har ligheder med Johs. V. Jensens mere ordknappe og monumentale myter. Bogens centrale afsnit består af 10 fortællinger fra en jysk stationsby i 1927, hvor vi hører meddelelser til ankommende passagerer på banegården og får indblik i byens liv.

Det gennemgående for hele bogen er en eksperimenterende realisme med omdrejningspunkt i absurde petitesser, hvor banale hverdagselementer bliver beskrevet så indgående, at det kammer over i surrealisme. For eksempel udspiller novellen "Ingen kunder i salonen endnu" sig over et forholdsvis kort tidsrum, hvor læseren udelukkende stifter bekendtskab med den storrygende og drikfældige frisør Egon Jensen og hans triste og monotone hverdag. Teksten er overvejende opbygget ved hjælp af indre monolog, der sættes op imod en indledende fortællerkommentar, der lyder: ”Egon Jensen tog ikke det alvorlige alvorligt ret længe ad gangen”. Gennemgående i værket indsniger der sig således en humoristiske distance til personerne, og de stilles i et lettere ironisk skær. Det skarpe fokus på småtingenes betydning, og den store betydning, de har for bogens personer, er med til at give et billede af, hvordan dagen og vejen til tider kan være lige så vigtige som livets store eksistentielle spørgsmål.

Bogens tredje del skiller sig lidt ud fra de andre, da tid og sted er det samme i alle kapitlerne. Her skiftes mellem 11 personer, hvorved der aftegner sig et nuanceret og forskelligartet billede af det miljø, de lever i. De enkelte historier kunne sagtens stå alene, men ved at beskrive den samme dag og det samme sted fra 11 begrænsede synsvinkler, bliver værket fortaler for en pluralisme, hvor der ikke findes en forudskikket og objektiv synsvinkel på verden.

Kilder, links og centrale værker